O Brother, Where Art Thou?

O Muse!
Sing in me, and through me tell the story
Of that man skilled in all the ways of contending
A wanderer, harried for years on end ...

Mange spærrede øjnene op, da disse verslinjer tonede frem på lærredet i begyndelsen af Coen-brødrenes O Brother, Where Art Thou? fra 2000. Joel Coen (f. 1954) og Ethan Coen (f. 1957) var ellers kendt for deres postmoderne versioner af genrefilm som screw ball-komedien Arizona Junior (1987), den indviklede gangsterfilm Miller's Crossing (1990) og den Chandler-inspirerede The Big Lebowski (1998). Skulle Coen-brødrene nu til at fortolke Odysseen?

Svaret er både ja og nej. For selv om det eneste eksplicitte referencepunkt er Odysseen, er filmen fyldt med andre referencer, som åbner for en række fortolkningsmuligheder og gør den yderst velegnet at bruge i undervisningen; ikke blot i oldtidskundskab, men også i historie, musik, engelsk og selvfølgelig i film- og mediekundskab. Filmen kan både ses som en original filmatisering af et litterært hovedværk, som en moderne musical eller som en tribut til den amerikanske filmskat.

Umiddelbart er der heller ikke den store lighed mellem filmen og Odysseen. Handlingen i O Brother, Where Art Thou? er henlagt til Mississippi i 1937 under Depressionen, hvor vi følger tre sammenlænkede forbrydere - hurtigtsnakkende Everett McGill (George Clooney), gnavne Pete Hogwallop (John Turturro) og naive Delmar O'Donnell (Tim Blake Nelson) - fra flugten fra et chain-gang gennem trængsler og prøvelser til ankomsten til Everetts hjemby Ithaca. På deres rejse møder de en sort guitarist, bankrøveren Baby Face Nelson og statens guvernør, Menelaus "Pappy" O'Daniel, og undervejs udgiver de sig for at være et hill-billy-band, The Soggy Bottom Boys.

Det lyder ikke ligefrem som en filmatisering af Odysseen. Og selv om der på filmens rulletekster står "based on Homer's Odyssey", har brødrene i interviews gentagne gange påstået, at de aldrig har læst Odysseen! Den påstand gør man dog klogt i at tage med et gran salt, for som denne analyse vil afsløre, refererer filmen til Homers værk på flere planer, end man umiddelbart skulle tro.

Odysseen på kryds og tværs
O Brother, Where Art Thou? er den type filmatisering, som filmteoretikeren Dudley Andrew kalder "a borrowing" - det vil sige hvor kunstneren genbruger et tema, en ide eller en form fra en foreliggende tekst.

Af helt åbenlyse referencer er der hovedtemaet "hjemrejsen" samt en række episoder som seeren Teiresias (den blinde mand på dræsinen), lotofagerne (baptisterne), kyklopen (bibelsælgeren Big Dan Teague - bemærk Homer-busten i baggrunden på restauranten, da de møder ham!), sirenerne (kvinder ved floden), Kirkes forvandling af Odysseus' mænd (Petes formodede forvandling til en frø), kampen mod bejlerne (Everett slås med Vernon) og besøget i underverdenen (Ku Klux Klan-mødet).

Og der er mere. Den blinde studieejer, som gør The Soggy Bottom Boys berømte, er uden tvivl en reference til den blinde Homer, der sang om Odysseus og gjorde ham berømt. Everetts kendemærke er sangen I'm a Man of Constant Sorrow, som rummer linjen "I've seen trouble all my day" og er en glimrende karakteristik af Odysseus.

Men det er i detaljerne, at Coen-brødrene afslører, at de har læst på lektien. Se, hvordan de behandler et af Odysseens højdepunkter: I slutningen af [/k]Odysseen[/k] ankommer Odysseus efter 20 års fravær endelig til sit hjemland Ithaka. Forklædt som tigger opholder han sig ved sit eget hof og deltager i en bueskydningskonkurrence, hvor han som den eneste kan spænde sin egen bue. Han genforenes endelig med den tålmodige Penelope efter en genkendelsesscene, hvor han også prøves for at bevise, at han taler sandt om sin identitet.

I O Brother, Where Art Thou? gøres Odysseens klimaks til et antiklimaks, for ikke alene genkender Everetts kone (Penny) straks sin fortabte mand, men hun vil heller ikke vide af ham. Hun har forlovet sig med den lidet sympatiske Vernon, som Everett kommer op at slås med, og da nogle omkringstående spørger, hvem han er, siger Penny: "He's not my husband. Just a drifter, I guess, just some no-account drifter." I modsætning til Penelope, der tror, Odysseus er en vagabond, ved Penny skam godt, hvem han er. Men hun ved ikke, at Everett er forsanger i de nu berømte Soggy Bottom Boys, og det er først, da han forklæder sig som hillbilly og synger I'm a Man of Constant Sorrow, at hun "genkender" ham som forsanger.

Andre filmreferencer
Som vanligt i Coen-brødrenes film rummer O Brother utallige referencer til andre film og til moderne folklore og popkultur. Den mest oplagte er naturligvis filmens titel, som stammer Preston Sturges' Sullivan's Travels fra 1942. Den handler om en filminstruktør, Sullivan, der for at lave en socialrealistisk film om fattige forklæder sig som vagabond og går på farten. Hans film skal hedde O Brother, Where Art Thou? På et tidspunkt havner han i et chain-gang, ganske som hovedpersonerne i Coen-brødrenes film, ligesom der er en scene, hvor nogle fanger kommer en tur i biografen.

Sullivan's Travels lyder i sig selv lidt som Gulliver's Travels (Gullivers rejse), der også beskriver en rejse til et mytisk land med mærkelige væsner, ligesom Odysseen. Det er nok heller ikke tilfældigt at Sheriff Cooley har en slående lighed med fangevogteren i Skrappe Luke (1969), en anden berømt chain-gang-film. Og hytten, som de tre venner når frem til, er en kopi af hytten i Evil Dead (1982), som er lavet af Coen-brødrenes ven Sam Raimi.

Andre referencer er til Coen-brødrenes egne film. Dapper Dan-dåserne, der tydeligst ses under oversvømmelsen til sidst, giver associationer til de mange markante, cirkelformede genstande i andre Coen-film: I Det store spring spiller hulahoop-ringe og frisbees en vigtig rolle, i The Big Lebowski er det bowlingkuglerne, i The Man Who Wasn't There hjulkapslen og ufo'en etc. - som igen leder tankerne hen på Circle Films, der har produceret nogle af Coen-brødrenes første film. Hvis man sammenholder O Brother, Where Art Thou? med deres øvrige film, vil man finde en række andre ligheder.

Referencer til virkeligheden
Men det er ikke kun i fiktionen, at Coen-brødrene har hentet deres stof. De har også indføjet en række historiske personer - i let fiktionaliseret form: musikeren Tommy, bankrøveren Nelson og guvernøren Pappy O'Daniel.

Tommy Johnson (1896-1956) var en betydelig bluesmusiker fra Mississippi, men det var en anden musiker ved navn Robert Johnson (1912-1938), der sagdes ved en korsvej at have solgt sin sjæl til djævlen, som Tommy gør det i filmen. Der eksisterede også en notorisk forbryder, som kaldtes Baby Face Nelson, og som var eftersøgt af FBI i de tidligere 1930'ere. Hans rigtige navn var Lester McGillis, og han døde i 1934, det vil sige tre år før filmen finder sted.

Og så var der en guvernør Wilbert Lee "Pappy" O'Daniel (1890-1969), der tidligt i sin karriere brugte et band, The Light Crust Doughboys, til at promovere sine møllerier. Men han var guvernør i Texas, ikke Mississippi. "Pappy" O'Daniels opponent, Homer Stokes, er modelleret over den kontroversielle Louisiana-guvernør, Huey Long (1893-1935), der - ganske som Homer Stokes - var "den lille mands ven". De har alle det til fælles, at de har opnået legendarisk, næsten mytisk, status og derfor ikke i natur adskiller sig meget fra de eventyrlige og fabulerende elementer i Odysseen.

Endelig er der selvfølgelig de religiøse allusioner. Alene titlen klinger bibelsk. Og man kan opfatte rejsen som vejen mod frelsen. Delmar, den mest naive af de tre, er den første, der får syndsforladelse; Pete søger hjælp hos Gud, da Sheriff Cooley - der nøje svarer til Tommys beskrivelse af djævlen - torterer ham. Og Everett må som den sidste lære at være ydmyg, da djævlen atter har indhentet de tre venner - lige inden vandet fra den sprængte dæmning som en anden syndflod skyller dem rene. De opnår den frelse, som den blinde mand spår dem i begyndelsen, og frelsen er den "skat", de vil finde.

Det mytiske syden
Man kan sige, at Coen-brødrene i virkeligheden har brugt Odysseen som udgangspunkt for det, der interesserer dem, nemlig Amerika i 1930'erne. Referencerne ovenfor er blot få af de mange udklip, de har brugt til at skabe hele den collage, som O Brother, Where Art Thou? er.

De har skabt et billede af livet på landet i Sydstaterne befolket med arketyper, såsom forbrydere i chain-gangs, bigotte politikere, Ku Klux Klan-medlemmer, lovløse forbrydere, vagabonder i tog, fattige familier med mange børn og så videre. Det er ikke et realistisk billede, men et billede af det mytiske syden. Med til at tegne billedet er filmens æstetik. Filmen fremstår i en gullig tone, ganske som et gammelt gulnet postkort. Det krævede en del arbejde at fremkalde det look, for det virkelige Mississippi stråler om sommeren af grønt løv og blå himmel. Så Coen-brødrene og fotografen Rogers Deakins eksperimenterede og endte med at scanne hele filmens negativ, lægge det ind på en computer og farvelægge det - en meget tidkrævende proces. Resultatet er en tone, der i sjælden grad matcher filmens emne og periode, men samtidig understreger den det fjerne og forgangne, ja, det uvirkelige ved filmen.

Filmen er også ledsaget af musik, der passer ualmindeligt godt til filmen og er så integreret i den, at filmen undertiden kan kaldes en musical. Musikken er indsamlet af T-Bone Burnett og består af gamle blues- og countrysange. I nogle tilfælde er der tale om originale indspilninger, for eksempel Harry McClintocks Big Rock Candy Mountain fra 1928, og i andre tilfælde moderne versioner af gamle melodier. Det gælder Everetts kendingsmelodi I'm a Man of Constant Sorrow, først indspillet i 1922. Et eksempel på den originale brug af musikken er begyndelsen af filmen, hvor de tre hovedpersoner sætter ud på deres rejse mod Ithaca. Denne scene ledsages af Big Rock Candy Mountain, der handler om en slags slaraffenland, som minder om Odysseens idylliske og frodige Ithaka.

Amerikanske billeder
Man kan altså se filmen som endnu et billede i Coen-brødrenes samling af Amerikanske Billeder, et album, der også indeholder billeder af Hollywood i 1940'erne (Barton Fink), efterkrigstiden i Californien (The Man Who Wasn't There), Chicago i slutningen af 1950'erne (Det store spring), californisk driverliv i 1990'erne (The Big Lebowski) og et snedækket Minnesota i Midtvesten (Fargo).

På den ene side hylder O Brother, Where Art Thou? via sine referencer det post-industrielle Amerikas kulturelle rigdom. På den anden side dementerer filmen det eskapistiske Amerika-billede, der eksponeres i nogle af 1930'ernes populære filmgenrer som musical'en og screw-ball-komedien. Intolerance og fattigdom lurede overalt, ikke mindst ude på landet, hvor Ku Klux Klan stod stærkt. Man må også huske, at der gik næsten 20 år, før raceadskillelsen blev ophævet.

Coen-brødrene bliver ofte beskyldt for at være esoteriske og fokuserede på form snarere end indhold. Er der nogen mening med at referere i så udstrakt grad? Skønt det ikke kan nægtes, at nogle referencer har karakter af rene vitser - og altså ikke fører nogen steder hen - skaber de fleste af dem en enorm resonans i filmen. Den vidende tilskuer bliver stimuleret samtidig med, at Coen-brødrene med deres film gang på gang viser, at amerikansk kultur og historie "kan selv". Det gælder ikke mindst O Brother, Where Art Thou? Her har brødrene genialt udvalgt et af den europæiske litteraturs hovedværker som ramme og fyldt den ud med amerikanske kulturstumper. Filmen er deres hyldest til et Amerika, der har sin egen rige kultur, musik, historie, sågar mytologi.

Det er nok de færreste, der vil fange samtlige referencer, men fordi filmen refererer så ekstensivt (historisk, litterært, visuelt, musikalsk), vil den appellere til mange og også udgøre et utroligt udfordrende materiale at bruge i undervisningen. Det er naturligvis oplagt at bruge den i oldtidskundskab i forbindelse med en gennemgang af Odysseen, i historie i forbindelse med Depressionens Amerika, eller i musik i studier af tidlig populærmusik. For fagene film og medier er den interessant både som dokumentation for amerikansk independent-film omkring årtusindskiftet og for receptionen af 1930'ernes film og litteratur. Der er kort sagt nok at gå i lag med.



Mere undervisningsmateriale til Gymnasiet, HF og ungdomsuddannelser.