Serieanmeldelse
25. juni 2017 | 18:34

Skam – sæson 4

Foto | NRK
Det er forløsende at høre Sana (Iman Meskini) diskutere, om det er tilladt at bruge makeup under Ramadanen, og om man må sluge sit spyt, når man faster.

Serien kunne have været endnu modigere i skildringen af Sana og hendes religion. Men efter fire sæsoner har Skam fået en værdig slutning.

Af Laura Dyhrcrone

I midten af anden sæson af Skam er det blevet den 17. maj, Norges grundlovsdag, og pigegruppen er samlet, iklædt farverige norske nationaldragter, omkring et veldækket morgenbord med flag og champagne. Noora har takket være William fået færdiggjort en artikel til en af Norges vigtigste aviser. Eva klirrer på sit glas, rejser sig, og læser stolt Nooras artikel højt for sine veninder.

Ungdommens frihed og ansvar, hedder den, men den kunne lige så godt have heddet Skam-Manifestet.

”Mennesker behøver mennesker,” står der i artiklen, og derfor må vi forsøge at være åbne og forstående over for hinanden på trods af vores forskelligheder.

I Skams fjerde og sidste sæson behøver alle karaktererne hinanden mere end nogensinde før. Vi opdager, at selv en fuck-boy som Penetrator-Chris kan længes og forelske sig. Vi ser Noora give slip og anerkende, at hun behøver William i sit liv, og vi får et gensyn med William, som rejser hjem fra London, fordi han ligeledes behøver hende i sit.

Jonas savner Eva, som han stadig har følelser for. Vilde har brug for en veninde som Jente-Chris, der kan se igennem den smilende facade og tør spørge ind til de problemer, der er barske og gør ondt. Den altid vemodige og fortabte Linn behøver en ven som Eskild, der kan tage hende i sine arme og fortælle hende, at det hele nok skal gå. Even behøver sin Isak og Isak sin Even.

Og så er der Sana, sæsonens hovedperson, der balancerer på skillelinjen mellem at være muslimsk og norsk og samtidig, som alle andre, hører ind under gruppen af mennesker, der behøver andre mennesker. Især behøver Sana sine bedste veninder, og måske også den ikke-troende fyr, Yousef, som tør udfordre hendes livsopfattelse. Han stiller de undrende og til tider kritiske spørgsmål, og hun får mulighed for at svare.

Det er befriende at være vidne til, for alt for ofte får unge, muslimske kvinder ikke lov til at svare for sig selv. Ordet bliver taget fra dem af ophidsede politikere eller ivrige klummeskribenter, der alle har tonsvis af bud på, hvad det vil sige at være muslimsk kvinde i Norden, skønt de aldrig selv har prøvet det. Nogle bud er velovervejede, andre er direkte idiotiske og diskriminerende, men fælles for mange af dem er den manglende nysgerrighed og undren, der alt for ofte synes at stå i skyggen for en dom, som allerede er fældet.

Yousef er nysgerrig på Sana, men aldrig fordømmende. Selv proklamerer Sana i sæsonens tredje afsnit, at hun ikke dømmer nogen, men alligevel er det problematisk for hende, at Yousef ikke tror på Allah.

Skam har aldrig været dømmende.

Tværtimod forsøger serien at opdrage på publikum ud fra en moralsk opfattelse af, hvad der er rigtigt og forkert. Det har hidtil været seriens største styrke, men i fjerde sæson bliver det måske også dens egentlige brist. For når Sana taler om sin religion, lyder det indimellem som noget, serien har pålagt hende, fordi den vil have et budskab igennem.

To tørklædebærende piger vugger frem og tilbage på en gynge under Ramadanen. Det er Sana og hendes tidligere veninde Jamilla, som ganske stilfærdigt diskuterer, hvorvidt det er tilladt at bruge makeup under Ramadanen, om man må danse, lytte til musik, og om man må sluge sit spyt, når man faster.

De to piger taler sagte til hinanden. De taler ikke til publikum, men vi bliver lukket ind i deres intime sfære. Vi får lov at lytte med som den tavse flue på væggen, ingen bekymrer sig om.

Der burde have været flere øjeblikke som det mellem Sana og Jamilla, hvor man for alvor får et indblik i, hvad det vil sige at være en ung, muslimsk kvinde. Desværre er de momenter blevet nedprioriteret til fordel for en moralsk opsang om mobning på internettet, en god portion tøsefnidder og en let portion drama, som alle kan forholde sig til.

Nogle seere faldt fra i fjerde sæson, fordi de ikke syntes, at de kunne identificere sig med Sana. Andre kritiserede sæsonen for at have en langsom og ufokuseret opstart.

Men hvad med dem, som indtil nu aldrig har fået lov at spejle sig selv i mainstream-underholdning? For dem repræsenterer Sana omsider en figur, de kan identificere sig med. Det er prisværdigt i sig selv, men serien kunne have været endnu modigere.

Der skulle åbenbart et par falske Instagram-profiler og lidt tøsefnidder til for at få alle engageret i Sanas fortælling, og det er vel nok en skam!

Jeg tror, at vi havde kunnet forstå og rumme en så stærk karakter som Sana, også selv om vi var kommet endnu tættere ind på livet af hende og hendes religion. Hvis vi var kommet derind, hvor hendes forhold til religionen måske også blev belyst som problematisk, hvor vi måske ikke altid kunne møde hende eller erklære os enige med hende, og hvor forskellen imellem os blev tydeliggjort.

Alligevel har Skam fået en værdig slutning, bevægende og smuk.

Jonas holder en tale, og det bliver afslutningen på Skam-manifestet. De unge mennesker står i det sarte måneskin, en sommeraften i Oslo, og dér bliver de foreviget. Pludselig ser vi dem på en skærm, en skærm, som kunne være displayet på en mobil eller en computer.

Illusionen brydes, det var skuespillere, vi så, selv om vi lærte dem at kende som nære venner.

Frygt spreder sig, men det gør kærlighed også, siger Jonas som det sidste, inden alting bliver sort. Vi er alene tilbage i vores egen verden. Skam er slut, og det er svært som inkarneret fan ikke at sidde tilbage med tårer i øjnene og en følelse af tomhed velvidende, at der ikke kommer flere afsnit.

Vi skal leve videre, og hvad vi vil med vores liv, kan kun vi selv forstå og beslutte. Men Skam har hjulpet os et godt stykke på vej.

Trailers: Alle sæsoner

Kommentarer

Titel:
Skam

Land:
Norge

År:
2017

Serieskaber:
Julie Andem

Medvirkende:
Iman Meskini, Josefine Frida Pettersen, Ulrikke Falch, Tarjei Sandvik Moe, David Alexander Sjøholt, Mikael Øverlie Boukhal

Spilletid:
Ti afsnit af cirka 25 minutter

Anmeldelse:
Ti afsnit

Premiere:
30. april på DR3

© Filmmagasinet Ekko