Ekko Shortlist Awards 2023
19. okt. 2023 | 14:06

I bruddet er vi forløsende ærlige

Foto | Kristoffer Engholm Aabo

Anton Hjejle (tv.) og Adam Ild Rohweder (th.) spiller voldelige elskende i August Aabos romantiske actionfilm Heartbreak.

Kan man blive gode venner igen, hvis man har kastet sin kæreste ud over en skrænt? Instruktør og to skuespillere fortæller om action-thrilleren Heartbreak, der bobler på Ekko Shortlist.

Af Karoline Balstrøm

I den tragikomiske actionfilm Heartbreak skal et kommende ægtepar – i dobbelt forstand – tage stilling til, om deres giftermål skal være ”til døden jer skiller”.

”Jeg har set så mange film, der leder op til et breakup, eller behandler alt det, som kommer efter. Men jeg ville gerne være i midten af et rigtigt grimt brud i 25 minutter,” fortæller instruktøren August Aabo med et lumsk smil.

Heartbreak kaster publikum direkte ud i dramaet, når Adam Ild Rohweder i åbningssekvensen, dirrende af indestængt vrede, hæver en pude over sin elskedes sovende skikkelse og fantaserer om kvælning!

For den lidt utålmodige Albert (Rohweder) og den ultimative pleaser Sixten (Anton Hjejle) har tydeligvis længe haft et betændt forhold.

Det er et rent tilfælde, at det er på bryllupsmorgenen, at der går hul på bylden. Men imellem linjerne forstår man, at opgøret er vokset ud af et frø, som blev sået for mange år siden.

”Jeg har selv oplevet, at lige der, hvor et forhold slutter, oplever man nærmest den største kærlighed. Fordi begge parter mindes om alt det, de er ved at miste,” siger August Aabo, som har forfattet manuskriptet med Andrea Winding.

”Når Albert og Sixten løber rundt og slås, ødelægger de selvfølgelig deres forhold. Men jeg ser også, at de er mere ærlige. De er mere sig selv. De lader ikke længere, som om de er bedre, end de er. Og gennem deres alt for intense ærlighed kommer de tættere på hinanden.”

Voldelige eskapader
Instruktøren er bevidst gået efter at gøre det vanvittigt.

”Ved at være totalt over the top bliver det ikke socialrealisme, men en magisk-realistisk kærligheds-thriller. Handlingen bliver allegorisk – et symbol på et breakup,” forklarer August Aabo.

”Det var helt Tarantino-splatter-agtigt at læse manuskriptet,” indskyder Adam Ild Rohweder og fortsætter:

”Det var befriende at se et breakup, som er så fysisk og visuelt. Konflikten giver bedre mening, når den bliver skåret helt ekstremt ud i pap.”

Adam Ild Rohweder får et smil på læben.

”Det er også bare fedt at få lov til at blive smadret fuldstændigt! Jeg elsker John Wick og The Raid, så at lege med den slags stunts – i en lille skala – er en drøm.”

”Jeg har også nydt vores voldelige eskapader,” siger Anton Hjejle, og når man ser filmen, er man ikke i tvivl. I Heartbreak lyser passionen gennem øjnene, de blide kærtegn og deres knyttede næver. 

I bilen på vej til kirken tager et skænderi mellem det kommende ægtepar til. De holder ind ved et kalkbrud, og pludselig ser den ene sit snit til at udnytte den store afgrund, som kæresten står med ryggen til.

Men det viser sig, at et spontant mord ved højlys dag ikke er helt nemt at udføre fejlfrit.

Løber tør for ord
Ekko Shortlist-veteranen Kristoffer Engholm Aabo fotograferer kærlighedsvanviddet. Han har tidligere vundet to Ekko-priser for bedste fotografering, og som efternavnet afslører, er han bror til August.

Størstedelen af Heartbreak er filmet digitalt. Men når personerne for eksempel rammes af et hårdt slag, får de pludselig drømmesyner. Og så ændrer filmen udtryk og tempo.

Pludselig er de elskende badet i et lyseblåt skær og omgivet af blomster, mens de savler guld ud af munden.

”Undervejs tænkte jeg: ’Hvad skal det dog blive til?’” indrømmer Adam Ild Rohweder. ”Men det giver mening nu. Alt det ’virkelige’ er optaget digitalt, mens den magiske realisme er optaget på rigtig film.”

Selv om Heartbreak i de flotte pastelsekvenser teaser, at den har mere på hjerte end, hvad der lige møder øjet, så er forlægget faktisk virkelige hændelser.

”Historien er baseret på mine tidligere forhold og breakups” siger August Aabo storsmilende.

”Men Andrea synes, det er hendes brud, som filmen skildrer. Historien må bare indeholde noget universelt, og vi beskriver nok meget godt, at et breakup føles som liv eller død, når man står midt i det.”

Anton Hjejle nikker.

”Jeg kan genkende det fra tidligere forhold. Den der øretæveindbydende insisteren på at holde en diskussion kørende. Vi kunne være stoppet for tyve minutter siden, men jeg vil vinde og have afløb for noget, så lad os da fortsætte!”

”Jeg følte mig ramt, men på et andet punkt,” fortæller Adam Ild Rohweder.

”Hvis jeg bliver rigtigt vred, kan jeg godt få lyst til at få min vrede ud gennem fysisk overreaktion. Jeg har aldrig slået nogen, men jeg kan godt få lyst til vise mine følelser gennem fysisk kraft. I skænderier løber man pludselig tør for ord, og så tager kroppen over.”

Kønsneutral casting
Det har været vigtigt for August Aabo og Andrea Winding, at karaktererne er genkendelige, selv om de er for meget.

Samtidig øver det nyuddannede Super16-talent sig også på ikke at indsnævre sine koncepter tidligt i processen.

Manuskriptet var derfor kønsneutralt, da den omfattende casting gik i gang.

”Andrea og jeg havde skrevet to karakterer, som hed Dag og Nat. Alle, der kom til casting, læste til begge roller. Så lavede vi et kæmpe puslespil, hvor vi så på, hvem der passede bedst sammen,” fortæller August Aabo.

”Det var super fedt,” siger Adam Ild Rohweder. ”Energien ændrede sig hver gang, man stod over for en ny person. Men da jeg spillede over for Anton, kunne jeg bare mærke, at der skete noget helt vildt.”

August Aabo nikker energisk.

”Ja, da jeg så jer sammen, gik det pludselig op for mig, hvor fysisk en film jeg faktisk havde skrevet med Andrea,” siger instruktøren.

Lærestregen
Her kommer Heartbreak ind på et ømt punkt.

Filmen er en fortælling om kærlighed, men også om voldelige parforhold. Bør de to ting sameksistere, badet i et pastelfarvet lys og omgivet af kunstige roser?

”Vold i parforhold er enormt sårbart, og jeg vidste, at jeg ikke havde nok viden om emnet til at lave en film udelukkende om det. Men jeg har gjort mit bedste for at være respektfuld og italesætte det,” siger August Aabo.

”Med volden har jeg villet vise et fysisk udtryk for personers emotionelle rutsjebane. Men flere har fortalt mig, at når de ser filmen, tænker de meget over vold i parforhold. Det glæder mig bare, at tilskueren kommer med sin egen tolkning.”

Anton Hjejle tager over.

”Vi viser nogle handlinger, man kan tænke i sit dybeste mørkeste og mest hemmelige kammer, men som man selvfølgelig ikke må gøre.”

”Jeg synes egentlig, det er smukt, at publikum endelig får lov at se nogen reagere på de tanker, man nogle gange kan få. Det er enormt generøst, at de åbner sig sådan op, og virkelig viser hinanden sandheden. De er pludselig mere sig selv, fordi de har sagt og gjort nogle ting, som ikke kan tages tilbage.”

”Lærestregen er, at man i et forhold skal sige, hvad der skal siges, selv om det har nogle ret fatale konsekvenser. Alt for ofte prøver vi at beskytte et forhold ved ikke at sige sandheden. Og det gør kun tingene værre.”

Kommentarer

August Aabo

Født 1994 i København.

Har studeret på Station Next og European Film College.

Uddannet instruktør fra Super16 med afgangsfilmen Heartbreak.

Hans film NattebarnTæt på, lige ved & næsten friFucking lejemordere i telefonbogen og Så længe vi ikke snakker om det har været nominerede til priser ved Ekko Shortlist Awards. 

Adam Ild Rohweder

Født 1987 i København.

Uddannet fra Skuespillerskolen Ophelia i 2010.

Har medvirket i spillefilmene Fasandræberne, Skammerens datter, Holiday, og Hvor kragerne vender.

Er velkendt navn på Ekko Shortlist, hvor han spiller med i blandt andre En flirt, Delphi og Lulus første gang.  

Anton Hjejle

Født 1992 i København

Uddannet skuespiller fra Den Danske Scenekunstskole i København i 2018.

Grandfætter til Iben Hjejle og kendt for sin medvirken i Liberty, Danskere i verden, Klienten og Elvira.

Blev i 2022 nomineret til en Ekko Shortlist Award for sin præstation i Så længe vi ikke taler om det.

© Filmmagasinet Ekko