Nyhed
25. nov. 2014 | 02:52

Shortlist: Kan du gøre en flue fortræd?

Foto | The Animation Workshop
Hovedpersonen i Interview bliver udsat for alskens prøvelser til jobsamtalen, herunder en ualmindeligt irriterende flue, og først i filmens allersidste billede forstår man hvorfor.

I sidste uge løb en film fra The Animation Workshop med prisen for bedste animation. Fra samme skole bobler i denne uge en ny film, der har potentiale til at vinde næste års Ekko Shortlist Awards.

Af Claus Christensen

Nogen allergier? Fobier? Trives du med nøgenhed? Kan du lide dyr? Har du en seksuel observans?

Det er ikke nogen helt almindelig jobsamtale, som hovedpersonen i Mikkel Okholms Interview ankommer til. Han har søgt et job, men han ved ikke, hvad det indebærer.

Han er opsat på at gøre et godt indtryk, men det er ikke nemt.

For enden af et langt bord sidder to bryske herrer, der bombarderer den stakkels ansøger med en serie af besynderlige og intimiderende spørgsmål. Hvorefter de udsætter ham for en psykologisk personlighedstest, der skal vise, om han er intelligent, lydig, uskadelig og – ikke mindst – i stand til at overleve.

Monty pythonsk
Stemningen er en blanding af kafkask mareridt og monty pythonsk komedie, og efterhånden som løjerne udvikler sig, spændes vores nysgerrighed til det yderste.

Hvad i alverden er det for et job, der vil kræve disse kompetencer? Og hvad kan den hverken særligt begavede eller karakterstærke mand i grunden bruges til?

Svaret kommer først i filmens allersidste og storslåede billede, som ikke skal afsløres her. For det er både overrumplende, tankevækkende og indlysende – med andre ord: smågenialt.

Eftertanke med glimt i øjet
Interview (2014) er en afgangsfilm fra The Animation Workshop i Viborg. Mikkel Okholm er krediteret som instruktør, mens skolens film er resultatet af et kollektivt arbejde.

Det så man helt bogstaveligt i fredags, da ni mand indtog scenen ved Ekko Shortlist Awards for modtage animationsprisen for The Saga of Biôrn (2010).

Interview, der for nyligt vandt Aarhus Filmfestival, har potentialet til at gentage Biôrns bedrift ved næste års prisuddeling. Begge film er en slags allegorier, de underholder effektivt, er morsomme og spændingsmættede og maner til eftertanke med et glimt i øjet.

Flere animationsfilm på vej
Interview bobler i denne uge til Shortlist Top 10, og det er dig, der med dine views og stjerner afgør, om den kommer ind. Det afsløres mandag 1. december klokken 12.

De øvrige fire afgangsfilm fra The Animation Workshop i sommer – Unimagined Friends, Out of Bounds, Borislav og Once Upon a Candle – bliver også testet som boblere i de kommende måneder.

Og der er noget at glæde sig til, for alle film viser med deres fantasifulde fortællelyst og håndværksmæssige professionalisme, hvorfor skolen i Viborg er berømt i animationsmiljøer over hele verden.

To andre nye boblere er kommet i denne uge.

I bad med seks fyre
Den ene er XY Anatomy of a Boy, som er Mette Carla Albrechtsens afgangsfilm fra Den Danske Filmskole i 2009.

I dokumentaren kommer vi i badekar med seks unge, homoseksuelle fyre. De fortæller åbenhjertigt om deres nysgerrighed og usikkerhed og om pinlige episoder, som alle – uanset køn og seksualitet – vil kunne nikke genkendende til.

Nadim Carlsens fotografering og Zofia Medejs scenografi er med til at gøre det til en stærk film i den undersøgende og humanistiske ånd, som kendetegner Filmskolens dokumentarlinje.

Den anden er En ven for livet, hvor Jonas O. Mattsson – ligesom Bille August i sin aktuelle Stille hjerte – behandler et af tidens varme emner: aktiv dødshjælp. Også denne film er kommet til verden i Viborg, nemlig på Medieskolerne, som hermed for første gang får chancen for at få en film på Ekko Shortlist.

Kommentarer

Ekko Shortlist

En ugentlig online-hitliste for kortfilm (maksimum 45 minutter), hvor filmene rangeres efter antallet af visninger og stjerner.

Indeholder både fiktion, dokumentarer, animationsfilm, eksperimenter og musikvideoer.

Hver uge udvælger Ekko-redaktionen nye film, såkaldte boblere, som får chancen for at komme ind på top 10.

© Filmmagasinet Ekko