Dag 8: Lesbisk drama er en forbløffende triumf

Vi står en halv time tidligere op. Det er den store Jangostar-dag (Nicolas Winding Refns kælenavn er Jang). Vi lægger slagplanen over hotellets stadigvæk trøstesløse morgenbord. Medredaktør Jacob dækker pressekonferencen og de internationale kritikeres anmeldelse, mens jeg skriver anmeldelsen af Only God Forgives.

Nogle pressefolk forlader salen under torturscenen. Den er simpelt hen for barsk, hvilket Refn utvivlsomt vil tage som en ros. Der er mange buh-råb efter filmen, men Jacob, der sidder på balkonen sammen med de overvejende yngre anmeldere på grund af sit lavere rangerende pressekort, fortæller, at filmen deroppe høster flere klapsalver end mishagsytringer.

Only Good Forgives skal nok finde sit publikum blandt de unge.

Jeg går også til pressekonferencen, fordi jeg er spændt på at se, hvordan Nicolas Winding Refn vil optræde. Han har givet et godt interview i det nye Ekko, men ellers har han været næsten lige så fåmælt som Ryan Gosling i filmen, når han har givet interview med danske journalister.

Sød og charmerende
Moderatoren lægger ud med at bede Refn fortælle om den snoede vej, han er gået for at lave Only God Forgives. ”Hvor længe har jeg?” spørger Refn muntert, og salen kvitterer med latter.

Instruktøren giver et langt og velformueret svar. Jeg gnider mine øjne for sikre, at jeg ikke går i søvne som Ryan Goslings karakter. Men jovist, det er en komplet forvandlet instruktør, der sidder her foran verdenspressen. Han er sød og charmerende og svarer indgående på alle spørgsmål – selv når en kritiker kalder filmen ”mere tåget end mystisk og spirituel”.

Der er åbenbart to forskellige udgaver af Jang – den internationale og den danske. Den første er venlig og generøs, den anden afmålt og højbrynet. Han har nok bare ikke særlig stor respekt for os danske filmfolk, tænker jeg og er glad for, at verdenspressen oplever ham fra hans bedste side.

For og imod Twitter
Jeg sidder og kæmper med anmeldelsen. Det er svært. Nicolas Winding Refn har brugt to år på at lave filmen, jeg har to timer til at skrive anmeldelsen. Det er ikke fair, hverken over for Refn eller læserne, men det er arbejdsbetingelserne i internettets tidsalder.

Og det er blevet værre med Twitter, som flere og flere kritikere benytter – også Ekko. Du har bare 140 tegn til at fælde din dom, hvilket i sig selv er en kunstart, som litteraturkritikeren Poul Borum dyrkede til perfektion i Ekstra Bladet mange, mange år før Twitter. Han kunne nagle en bog med én oneliner, som man aldrig ville glemme.

Men det har aldrig været filmkritikkens ånd blot at afsige smagsdomme. Det interessante er jo ens argumenter for, hvorfor en film er god eller dårlig. Det er argumenterne, som læserne skal måle deres kritiker på, og som giver dem mulighed for at danne deres egen mening. Filmkritik er dybest set en løbende diskussion om kvalitet, som forhåbentlig gør os klogere. Dét gør 140 tegn på Twitter ikke.

179 minutter
Vi har så travlt med artiklerne om Only God Forgives, at vi glemmer alt om næste film. Jeg opdager til min skræk, at den begynder en halv time tidligere end de normale aftenvisninger, fordi filmen er hovedkonkurrencens længste film.

Jacob og jeg farer ud af døren og løber ned til Salle Debussy. Jeg kommer ind, men det lykkes ikke for Jacob, fordi han skal stå i en dårligere kø. Dér oplevede vi, hvordan det gule pressekort er et handicap, men ellers har det ikke været så stort et problem, som vi havde forventet.

En fransk film på 179 minutter med titlen La vie d’Adèle Chapter 1 & 2 har jeg ikke store forventninger til, må jeg indrømme. Instruktøren Abdellatif Kechiche var i Cannes i 2009 med Vénus noire, men den film har jeg lykkeligt glemt. Jeg har heller ikke fået læst pressematerialet, så jeg går ind til filmen fuldkommen uforberedt.

Forelsker sig i tomboy
Den starter i den Dardenne’ske, håndholdte ”følg en karakter på tæt hold”-ånd. Adèle er femten år, og hun er mere interesseret i piger end fyre. Altså en film om homoseksualitet, som filmfestivaler er fyldt med.

La vie d’Adèle – eller Blue Is the Warmest Color, som den hedder på engelsk – giver sig god tid. Vi er sammen med Adèle, når hun taler med sine veninder, og vi er sammen med hende, når hun tilbringer tid med sin kæreste, en fyr. Ham tænder hun ikke rigtig på, og en dag møder hun en tomboy, Emma (Léa Seydoux), som hun forelsker sig i.

De går i seng sammen første gang, og kameraet følger samlejet på tætteste hold. Det virker slet ikke spillet. Man viger uvilkårligt tilbage, fordi det er grænseoverskridende. Men der er en varme og ægte intimitet, som vækker mindelser om den berømte samlejescene i Rødt chok (1973) mellem Donald Sutherland og Julie Christie.

Larger than life
I starten bliver det lesbiske gjort til et tema, men det forsvinder hurtigt ud af filmen, som kommer til at handle om Adèles modning – fra den første forelskelse over forholdet til det smertelige brud og tiden derefter.

La vie d’Adèle er en film om ung kærlighed. Det har man set en million gange før, men denne film gør noget, jeg ikke har set før – i hvert fald ikke så overbevisende. Den integrerer sexscenerne – som er lange og meget eksplicitte – i handlingen og i beskrivelsen af karaktererne. 

Eksplicit sex i en biograffilm vækker altid mistanke om, at instruktøren har spekuleret i den sensation, den slags stadig skaber trods den udbredte internetporno. Men her er sexscenerne på smukkeste vis en integreret del af fortællingen, og filmen ville ikke have været det samme uden dem.

At scenerne får lov til at vare så længe, får filmen til at føles meget autentisk. Og når de ultranære billeder af Adèles ansigt bliver projiceret op på det store lærred, giver det en enorm emotionel effekt. Det er larger than life.

Det er også befriende, at en film om et lesbisk forhold ikke gør et stort nummer ud af det anormale. Man glemmer faktisk næsten undervejs, at det er to piger og ikke et heteroseksuelt par. Filmen er universel. Alle – uanset køn og seksuel orientering – vil kunne identificere sig med Adèle (og hendes kæreste).

Usædvanlig skuspilpræstation
Kan La vie d’Adèle vinde Guldpalmen?

Det kan ikke udelukkes, og det vil ikke være ufortjent. Jeg er ret sikker på, at den rumænske instruktør Cristian Mungiu, der sidder i juryen, vil være begejstret for den. Han talte på juryens pressemøde om, at han søgte efter ”mod” og ”ærlighed”, og det lever La vie d’Adèle op til.

I et eksklusivt interview med Ekko konstaterede han også, at han er begyndt godt at kunne lide film, som er lidt løse. ”Der er noget ved effektivitet og præcision, som jeg er begyndt ikke at kunne lide,” sagde han, og hvis der er noget, den tre timer lange slice of life-film ikke er, så er det kalkuleret effektiv. Mungiu var i øvrigt i hovedkonkurrencen sidste år med et kærlighedsdrama mellem to kvinder, Beyond the Hills.

Men spørgsmålet er, hvad juryformand Steven Spielberg vil synes om filmen. Han er ikke just kendt for frivole sexscener i sine film, så man kan nok forestille sig, at der lige nu er nogle heftige diskussioner i juryen.

Men hvis filmen ikke får Guldpalmen (som vil forhindre den i at få andre priser), er jeg ret sikker på, at Adèle Exarchopoulos får prisen for bedste kvindelige hovedrolle.

Hun er nonstop på i 179 minutter og kommer hele følelsesregistret igennem. Ikke et eneste øjeblik får man indtryk af noget påtaget eller indstuderet. Hun er Adèle, og hun har vores totale sympati med søgende øjne og tilbageholdte smil. Et meget stort gennembrud for den unge skuespiller.

Sådan sluttede dagen med en af de overrumplende filmoplevelser, som man altid håber at få i Cannes, og som Cannes næsten altid leverer.

Ekkos udsendte giver filmen Guldpalmen, som det fremgår af stjernebarometret.