Statistik: Provinsen har brug for dansk film

Der bliver ofte tegnet et billede af, at kulturlivet lever især i København og landets andre store byer.

Men faktisk bliver glæden ved dansk film kun mere udtalt, jo mindre en by, der er tale om.

Det viser Filmmagasinet Ekkos undersøgelse af de danske film, som i perioden 2017-21 blev vist i danske biografer. Vi har set på, hvor høj markedsandelen er for danske film på landsplan samt i byer, hvis størrelse vi har inddelt i syv forskellige kategorier.

Hovedstaden udgør sin egen kategori, mens vi har inddelt landets resterende byer ud fra, hvor mange tusinde indbyggere de har. Og resultatet er særdeles interessant i forhold til debatten om forskellen på land og by.

Se statistikken nederst i artiklen!

Små byer går forrest
Ekkos undersøgelse viser helt generelt, at dansk film har en imponerende markedsandel. Det er begrebet for, hvor stor en procentdel af publikum til samtlige biograffilm, som danske film tegner sig for herhjemme.

Fra 2017 til 2021 var tallet i gennemsnit 33,8 procent for hele landet. Det er blandt Europas højeste markedsandele, og i 2020 og 2021 var den sågar på henholdsvis 50 og 40 procent.

Det sidste skal dog tilskrives coronakrisen, som betød en udsættelsen af mange amerikanske film, der normalt tiltrækker et stort publikum. Derfor kom danske film til at fylde det meste i nogle år, hvor billetsalget ikke nåede det sædvanlige niveau.

Tallene for 2022 foreligger endnu ikke fra Danmarks Statistik, så derfor går undersøgelsen kun frem til 2021.

Men uanset hvad er konklusionen, at det især er i den såkaldte provins, at man indløser sin biografbillet til en dansk film. Således er markedsandelen for danske film i byer med under 10.000 indbyggere i den femårige periode, som undersøgelsen dækker, hele 45,9 procent.

I byer mellem 10.000 og 19.999 indbyggere er markedsandelen 42,6 procent, mens den er på 39,3 i byer mellem 20.000 og 29.999 indbyggere. Faktisk er dansk films markedsandel markant over landsgennemsnittet i byer op til 99.999 indbyggere.

Vigtig kulturinstitution
Tallene overrasker og glæder direktør for Det Danske Filminstitut, Claus Ladegaard.

”Jeg har aldrig set det opgjort på den måde, og det er overraskende, at så mange ser danske film i de mindre befolkede områder. Dansk film står meget stærkt på steder, hvor der er færre kulturinstitutioner. Det er tydeligt, at dansk film har en betydning,” siger Claus Ladegaard til Ekko.

”Det vidner også om, at biografen er en vigtig kulturinstitution. Vi lever i et land, hvor ingen mennesker bor mere end 30 kilometer fra en biograf. Det giver en enormt let tilgang til biografen, og at dansk film fylder så meget i de mindste byer, er kun en glæde.”

Filminstituttets direktør ser statistikken som udtryk for, at biografen er lettilgængelig for alle danskere.

”Statens Museum for Kunst og Det Kongelige Teater ligger kun i København, men alle danskere har en biograf i nærheden. Jeg synes ikke, at dansk film særligt fortæller historier fra de mindre befolkede områder – snarere tværtimod, vil jeg sige. Jeg tror bare, det handler om, at det er den kulturinstitution, som er bedst fordelt ud over hele landet og nemmest at komme til.”

Sjæleligt anker
Michael Valentin har siden sommeren sidste år været direktør for brancheforeningen Danske Biografer.

De mindste af landets 167 biografer, som er del af brancheforeningen, har den senere tid haft succes med blandt andet Frelle Petersens sønderjyske drama Resten af livet og Hella Joofs bestseller-filmatisering Meter i sekundet, fortæller han Ekko.

Men mere end den enkelte film er det selve biografmiljøet i landets små byer, der understøtter danske film, mener direktøren for Danske Biografer.

”Når jeg kommer rundt i biografer i hele landet, oplever jeg, at de lokale biografer også er kulturhuse. Det er dér, hvor danskerne samles, og der er en stor involvering. De er i provinsbiografer dygtige til at lave særlige events og forevisninger til deres publikum. De har en relation med en nærhed, som man måske ikke har på samme måde i storbyerne,” siger Michael Valentin.

”I den her globaliserede, virtuelle verden, hvor vi alle leder efter et anker og at høre til, er det enormt sjæleligt at gå ind i en biograf, hvor lyset sænker sig og lyset fremkalder en film på lærredet. Man læner sig tilbage og får to timer i en genkendelighed. Vi bliver alle lidt fremmedgjorte i den her verden, men danskheden giver en tryghed.”

Katastrofen truer
Claus Ladegaard har tidligere fortalt, hvordan den danske filmbranche lider under, at antallet af film er faldet støt de senere år. Førhen fik omkring 30 danske film hvert år premiere i biografen, men tallet er i dag i omegnen af tyve.

Frygten på Det Danske Filminstitut er, at produktionsvolumen i en meget nær fremtid ryger helt ned omkring femten film årligt, hvis politikerne ikke griber ind og tilfører flere penge. Der er ifølge Filminstituttet brug for ekstra 110-150 millioner kroner årligt.

Sker det ikke, bliver det biograferne i de mindste byer, hvor danske film står stærkest, som først mærker konsekvenserne og må lukke. Det vurderer Claus Ladegaard i hvert fald.

”Hidtil har vi fokuseret på, at vi med det lave antal danske film ikke kan lave både brede og smalle film og noget til alle målgrupper. Men det her viser et andet og nok så centralt problem: Uden mange danske film i danske biografer får vi en koncentration af biografer i større byer og færre i mindre byer,” siger Filminstitut-direktøren.

”Man kan frygte, at en nedgang i antallet af danske film på sigt vil føre til biograflukninger i tyndt befolkede områder. Det vil være en katastrofe, hvis mennesker i de områder, hvor der i forvejen ikke er mange kulturtilbud, mister biografen. Så bliver adgangen til dansk kultur mere skæv, end den er i dag.”

Skaber lokalmiljø
Landets politikere med kulturminister Jakob Engel-Schmidt i spidsen skal jonglere mange bolde i forhandlingerne om kommende film- og medieforlig.

Både Det Danske Filminstitut og Danske Biografer vil bruge statistikken i samtale med politikere, der den kommende tid skal blive enige om Danmarks kulturpolitiske kurs de kommende år.

”Når politikerne snakker om et Danmark i balance, plejer jeg at sige, at biograferne er i balance. Vi er derude, hvor de gerne vil have flere af os til at bo og leve. Det kræver en skole, indkøbsmuligheder, idrætsfaciliteter – og en biograf. Det skaber et lokalmiljø,” siger Michael Valentin.

”Vi har ikke regnet på det, men man kan jo bare se på tallene i statistikken. Når der er en overrepræsentation af publikum til danske film i biografer i provinsen, vil nogle biografer ikke overleve, hvis der er færre danske film.”

”Når vi herhjemme bruger mange millioner på at udflytte statslige arbejdspladser og uddannelsesinstitutioner, er de få midler til dansk filmproduktion ufatteligt godt givet ud. En biograf er jo en del af det kulturmiljø, som gør det attraktivt at bo i en by,” fortsætter direktøren for Danske Biografer.

”Det her burde være en sag, som partierne over hele det politiske spektrum flokkedes om. Højrefløjen går jo op i, at der fortælles historier til danskerne på dansk, mens venstrefløjen lægger vægt på, at der er et nationalt samlingspunkt, der bygger bro på tværs af sociale klasser og geografi.”