Kommentar
10. okt. 2018 | 09:59

Den danske filmkutter skvulper videre

Foto | Martin Munch
Den danske film Klumpfisken fra 2014 foregår blandt fiskere i Nordjylland. Også Aalborg kan ende med at få en filmfond, hvis det står til regeringen.

Med regeringens udspil til en ny filmaftale kan filmbranchen ånde lettet op. Eller kan den? spørger Ekkos chefredaktør.

Af Claus Christensen

Medieaftalen har efterladt dele af den danske medieverden i choktilstand, ikke mindst Danmarks Radio, som har været tvunget til historisk nedskæring i tid, hvor konkurrencen fra USA er større end nogensinde.

Derfor har nerverne siddet uden på tøjet i filmbranchen. Hvad kunne regeringen mon finde på af omkalfatrende narrestreger i forhold til filmaftalen?

I går kom kulturminister Mette Bock (LA) og regeringens udspil, og filmbranchen kan umiddelbart ånde lettet op.

Ingen udflytning af Filminstituttet og Filmskolen til det fynske ørige. Ingen lukning af den succesfulde talentordning New Danish Screen. Intet frontalangreb på de kunstneriske film. Intet krav om, at alle film skal foregå på det danske sprog.

Faktisk er udspillet så meget status quo, at det er svært at holde sig vågen gennem de små fem sider, hvis største overraskelse er, at den fireårige aftale af uransagelige årsager gøres femårig.

”Der skal være et rigt varieret udbud af danske film, der opfylder befolkningens ønsker til dansk film. Der skal være film til de mange, de unge, børnene og de nysgerrige. Til dem, der går i biografen, dem, der bliver hjemme, og dem, der tager filmen med på farten,” lyder de første fire linjer, som ikke ville bestå en simpel negationstest.

For hvem kan være uenig i det?

Støtten til dansk film er med 560 millioner kroner stort set den samme (en lup afslører dog, at der er tale om en mindre beskæring). De regionale fonde – FilmFyn og Den Vestdanske Filmpulje – går hver især årligt fra syv millioner kroner i den gamle aftale til 23,7 millioner kroner i den nye, ligesom regeringen med 69 millioner holder døren åben for Aalborg og andre steder i provinsen, der får lyst til at prøve kræfter med en filmfond.

Det falder smukt i hak med regeringens decentraliseringsplan og er uden tvivl en svækkelse af Det Danske Filminstituts magt. Til gengæld får Filminstituttet friere rammer til at fordele støtten og vil i mindre grad være bundet af ”kasseopdelte støtteordninger” eller fastlagte støttebeløb, hvis det står til regeringen. Det giver ikke bare mulighed for at fortsætte lavbudgetfilmene, men også for at søsætte film med høje budgetter, som Filminstituttet har ønsket.

Alle får noget, også børn & unge, digitale spil og piratbekæmperne, så nu er det vel fryd og gammen?

Nej, ingenlunde.

Som Filminstituttets direktør Claus Ladegaard siger i det aktuelle nummer af Ekko, bliver flere af de danske spillefilm pt. underfinansieret. Der mangler 40-50 millioner kroner om året.

Socialdemokratiet har foreslået, at biograferne skal spytte 40 millioner kroner i kassen om året. Partiet vil også gerne pålægge streamingtjenester som Netflix en egentlig skat, der kan dække det økonomiske hul, som er opstået, efter at det lukrative dvd-marked er forsvundet.

Men ingen af delene er den skatteskeptiske regering med på.

Claus Ladegaard mener, at hvis der ikke kommer flere penge, må konsekvensen være, at vi producerer færre spillefilm om året, så der er flere penge til den enkelte film. Men det er regeringen åbenbart ikke enig i. For som man skriver i udspillet, vil der være ”mulighed for at opretholde en produktion af danske film, der svarer til niveauet i de foregående aftaleperioder” – det vil sige tyve spillefilm om året.

Spørgsmålet er, hvor stort et fingeraftryk regeringens støtteparti, Dansk Folkeparti, får lov til at sætte på aftalen. Partiets mærkesag er, at Filminstituttet skal pålægges at satse mere på blockbustere, så den danske markedsandel af billetsalget, der sidste år var helt nede på tyve procent, kan blive øget betragteligt.

Men med regeringens visionsløse udspil ligner det en blød landing og et bredt forlig, der også inkluderer Socialdemokratiet. Så kan den danske filmkutter skvulpe videre, mens den tager vand ind i bølgerne fra luksuslinerne Netflix, HBO, Google og Facebook.

Kommentarer

Claus Christensen

Født 1964 i Gentofte.

Chefredaktør for Ekko siden 2002.

Har været filmanmelder for Information og Aarhus Stiftstidende.

Udgivet bogen Festen og andre skandaler med Mogens Rukov.

© Filmmagasinet Ekko