12 Strong

Kan du huske scenen fra den første Spider-Man, hvor superhelten under en hæsblæsende jagt gennem New Yorks gader lander på taget af en stor ølvogn, der på sin side bærer sloganet ”Carlsberg – probably the best beer in the world”?

Den slags hedder product placement og er mere udbredt, end du aner. Du er, hvad du konsumerer, og i et forbrugersamfund er dit forbrug vigtigere end din historie. Også selv om Spider-Man ikke drikker Carlsberg.

Spider-Man er ganske vist ikke med i 12 Strong, men det er kun, fordi han er alt for kompliceret en karakter til storfilmen om amerikanernes invasion af Afghanistan. Instruktøren er danske Nicolai Fuglsig, der fik sit gennembrud som krigsfotograf med stemningsfyldte billeder fra Kosovo og siden gik videre til den dyre ende af den internationale reklamebranche.

12 Strong er hans debut som instruktør, og han kan bare ikke holde op med at sælge. Filmen er ét stort product placement for den amerikanske hær – probably the best army in the world. Den er et product placement for B-52-bombemaskiner, 500-punds bomber og selvfølgelig Amerikas specialtropper.

12 Strong ville også være et product placement for den hvide races overlegenhed, white supremacy, som det også hedder, hvis det ikke var, fordi den ene af soldaterne var mistænkeligt mørk i toppen med et spanskklingende navn, og en anden er af tydelig afrikansk oprindelse.

Men hvis du er gammel nok til at savne søndagsmatinéerne i den lokale biograf, hvor 500 indianere i en af tidens koldkrigswesterns blev nedslagtet på halvanden time af kavaleriet, er du kommet til den rette film. Blot skal du finde dig i, at krigsmaling og ørnefjer er udskiftet med turbaner og fuldskæg. Ellers er alt ved den gode gamle racisme.

Men hvorfor er der ikke plads til Spider-Man i 12 Strong?

Forestil dig superheltens sjælekvaler ved afskeden med tante May og Mary Jane, når han begiver sig ud på en farlig mission. Sammenlign så med de tolv stærke mænd og deres sammenbidte ansigter, da de tager afsked med de blege, men fattede mødre til deres børn. I Afghanistan får kaptajn Mitch (Chris Hemsworth) at vide, at han med sine tolv mænd har seks uger til at besejre en veludrustet hær på 50.000 højtmotiverede, dødsforagtende fanatikere. Forestil dig superheltens tvivl på sig selv.

”Jeg kan gøre det på tre uger,” siger kaptajn Mitch. Derfor er Spider-Man ikke med i Afghanistan. Han er for lidt superhelt og for meget menneske til den amerikanske hær.

Ligesom i de gamle westerns er der også i 12 Strong en ædel vild, der viser, at også blandt primitive folkeslag, hvad enten de er indianere eller afghanere, kan man undtagelsesvist finde rigtige mennesker. Det er krigsherren Abdul Rashid Dostum, der bliver amerikanernes allierede i krigen mod Taliban, og som hver gang, han åbner munden, taler i en strøm af folkloristisk dybsind.

Filmen slutter med at fortælle, at Dostum i dag er Afghanistans vicepræsident, og at venskabet mellem de to blodbrødre, krigsherren og den amerikanske kaptajn, fortsat består.

12 Strong hævder at være baseret på en sand historie. Men den rette varedeklaration for hyldesten til krigshelten Dostum er: ”baseret på alternative kendsgerninger.”

Det hævdes i starten af filmen, at Dostum har kæmpet mod russerne, siden han var seksten. Men Dostum var seksten i 1970, og på det tidspunkt var der ikke en eneste russisk soldat i Afghanistan, som tværtimod var en ø af fred og harmoni midt i et uroligt Asien.

Da Sovjetunionen invaderede landet i 1979, sluttede Dostum sig straks til russerne og kæmpede på deres side i tretten år, hvor de dræbte over én million mennesker og drev en fjerdedel af befolkningen på flugt. I den efterfølgende borgerkrig skiftede Dostum, der var berygtet for sin brutalitet, flere gange side, før han flygtede til Tyrkiet. Han vendte først tilbage sammen med amerikanerne, og hans første handling efter sejren over Taliban var at sammenstuve 2000 krigsfanger i hermetisk lukkede containere i den brændende ørkensol, indtil alle var kvalt af iltmangel.

Selv ikke, da han blev udnævnt til vicepræsident, kunne Dostum få visum til USA, der anså ham for en krigsforbryder. I maj 2017 flygtede han igen til Tyrkiet efter alvorlige anklager. Ifølge anklagerne havde Afghanistans vicepræsident ulovligt interneret en politisk modstander og derpå beordret sine mænd til at udsætte ham for anal voldtægt.

Det er denne mand, 12 Strong gerne vil hylde, skønt et simpelt klik på Wikipedia eller et opslag i amerikanske aviser kunne have fortalt dem, hvem Dostum virkelig er: en afstumpet menneskeforagter og krigsforbryder.

Følger der en etisk eller juridisk forpligtelse med betegnelsen ”based on a true story”? Har producent, manusforfattere eller Nicolai Fuglsig haft et moralsk dilemma, før de besluttede sig for at kolportere løgnen?

Næppe. Filmen er baseret på den samme arrogance og uvidenhed, som amerikanerne demonstrerede i deres planlægning af invasionen, og som er skyld i, at krigen i dag kan fortsætte på syttende år.

12 Strong er med sit endeløse menneskeslagteri lige så monotont kedsommelig og larmende som de manende trommehvirvler, der konstant ledsager lydsiden. Hvis du føler, at en biografoplevelse skal bestå i to timers aktiv selvfordummelse, så er det her lige en film for dig. Det eneste usædvanlige ved denne dybt trivielle film er dens product placement for en krigsforbryder.