1864: afsnit 1-8

Ole Bornedals stort anlagte tv-serie, 1864, om slaget ved Dybbøl, krigens optakt og efterspil er først og fremmest en undsigelse af krig og nationalisme, et ambitiøst, modigt og kontroversielt opgør med en elsket national myte om dansk uskyld.

Bornedal løber storm på en skanse, der har været holdt alt for længe i den danske selvforståelse. Men det er desværre også et stormløb, hvor parallellen mellem de danske tropper dengang og Bornedals kunstneriske vilje 150 år senere er lidt for tydelig.

Styrken mangler.

Der er en massakre inden i massakren. Der er preussernes massakre på de dårligt forberedte, nationalistisk selvforelskede danskere for 150 år siden. Og der er instruktørens helt personlige førstehånds-massakre på sin egen kunst, på figurernes psykologiske troværdighed, på enhver, selv den mest nødtørftige dramaturgi, i en fortælling, der efter en stærk og lovende optakt i de to første afsnit ikke samler sig, men falder fra hinanden.

1864 er noget så usædvanligt som en bestillingsopgave i 2010 fra et borgerligt domineret Folketing. Her har man åbenbart aldrig læst journalisten Tom Buk-Swientys dengang netop udkomne tobindsværk, Slagtebænk Dybbøl og Slaget ved Als, en sviende afsløring af den monumentale tåbelighed, der i 1864 kulminerede i den nyere Danmarks-histories mest traumatiserende nederlag.

I stedet inviterer Folketingets flertal Bornedal til at levere en hørmende fejring af deres egen uoplyste borgerlighed, der som et udbrud af fnat klør i underbukserne på et Danmark, som i disse år takket være en række uigennemtænkte krige genfinder sin tabte nationalistiske mandighed.

Men Ole Bornedal har til gengæld læst Tom Buk-Swienty, og Folketingets blindgængere vader direkte ind i en gigantisk selvfinansieret lussing, hvor forløjetheden i deres eget livssyn bliver nådesløst udstillet.

Taktisk har Ole Bornedal valgt at distancere sig fra en politisk udlægning af hans serie. I stedet fremhæver han, at det er et eksistentielt drama fokuseret på kærlighed, tab og sorg. Og det er netop det, der gør hele sagen om den omstridte serie så forbandet ærgerlig, for det er her, hvor Bornedal selv mener, at styrken i hans serie ligger, at dens mangler er allermest åbenlyse.

Jeg giver 1864 fem stjerner efter at have set de to første afsnit. Men som serien skrider frem, dør min begejstring. I en rådvildt strittende, sine steder helt lammende forvirret menneskeskildring, mister Bornedal kontakten til sine figurer. De folder sig ikke ud, men driver omkring på må og få som ofre for indfald, der for det meste virker helt tilfældige.

Statsministeren og krigsophidseren Monrad starter ud som et menneske, hvis gryende galskab lader sig instrumentalisere i et kynisk, omend fejlslagent magtspil. Så bliver han, som serien skrider frem, reduceret til en række grand guignol-optrin, hvor sammensatheden i figuren går tabt, skønt Bornedal i Nicolas Bro har et formidabelt talent, der kunne have givet sin figur hele den kvalfuldte kompleksitet, man aner bag den hidsige facade.

Godsejersønnen Didrik i Pilou Asbæks skikkelse er en anden tabt mulighed. Han vender i seriens begyndelse hjem fra Treårskrigen med granatchok, en traumatiseret stakkel, der praler af et mod, han aldrig havde. Men hvad er granatchok, og hvad er genuin ondskab?

Bornedal kan ikke bestemme sig, og Didrik ender som en forudsigelig stymper, en koldsindig, beregnende kujon, voldtægtsforbryder og løgner uden nogen indre kamp eller forsonende egenskaber, der kunne invitere til bare en smule indlevelse eller sympati. Indtil man overraskende i seriens epilog får at vide, at han alligevel, da han selv bliver far, omsider får menneskelige træk. Det er en psykologisk usandsynlighed, hans udpenslede, nærmest rodfæstede gemenhed taget i betragtning.

Med Inge, historiens fortæller, går det ikke meget bedre.

Hun er tydeligvis udlånt fra kollegaen Thomas Vinterbergs kommende film Kollektivet og hører hjemme i 1968, ikke 1864, med sin promiskuøse seksualitet, sin frigjorte tale om ”nye tider” og sit stejle brud med de uforstående forældre, da hun bliver gravid. Hun mister faren til sit barn, Laust, men at tabet skulle knække denne trodsige oprørerske i en grad, så hun lader sig tvangsgifte med den klamme Didrik, skønt hun fra starten har gennemskuet ham, og derefter på hans bud passivt lader sit barn blive givet bort, er endnu et af de vilkårlige indfald, der i seriens personskildring så fatalt erstatter indlevelse og psykologisk troværdighed.

Laust, Peter, Rasmus og alle de andre drenge fra Dybbøl er postulater om en brav, enfoldig folkelighed, som Bornedal, der i sin seneste danske spillefilm Fri os fra det onde etablerede sig som dæmoniserende provinshader, ikke har det ringeste forhold til.

Sergenten Johan er spåmand, hypnotisør og filippinsk inspireret healer, der stikker hånden ind i brystkassen på de døende, og det kan man da kalde en dristig nyskabelse i et traditionelt historisk drama fra det 19. århundredes Danmark. Evnen til at bringe mennesker til live mangler Bornedal selv, også i sit fortænkte forsøg på at give serien en nutidig ramme i mødet mellem den aldrende, affældige godsejer Severin og den smårapsende bistandsklient Claudia.

Tilbage bliver en frapperende billedside, holdt i nøje afstemte grå-blå toner. De første krigsscener er stiliserede som et passionsdrama. Slaget ved Mysunde blev vundet af danskerne, men det er de tyske ofre for kanonregnen – halvnøgne, skamferede kroppe, der som slagteriaffald køres bort på ladvogne – Bornedal fokuserer på.

Slaget ved Sankelmark er fotograferet i fugleperspektiv post-festum, en vinternøgen mark, oversået med sårede og døde med en lydside, der udelukkende består af de døendes stønnen. Det er stramt og mesterligt gjort, og det er instruktørens nøgternt-asketiske tilbageholdenhed, som gør indtrykket af overvældende meningsløshed så stærkt.

Hovedslaget ved Dybbøl er imponerende orkestreret, men der går blod og bajonetter i det, sikkert for at give et nærbillede af krigens gru, men vi lever i en voldskultur, der har gjort os blinde for synet af smadrede ansigter og blodige indvolde, og det stort anlagte slag falder overraskende ud som den mest konventionelle af seriens krigsscener.

Stærk i sin ekspressionisme er en scene, hvor den hallucinerende Monrad sidder alene i den hal, der gør det ud for hans statsministerresidens, mens blodet siler ned ad vinduerne og til sidst danner et Dannebrogsflag. Her har Bornedal et suverænt greb om sine filmiske virkemidler, men det er ikke nok. Efter indledningens udstilling af de inkompetente magthavere taber han interessen for det politiske spil, og det folkelige drama, som skal bære historien igennem, magter han ikke.

Alle seriens kunstneriske mangler til trods er 1864 båret af en vred humanisme, en indigneret undsigelse af krig og menneskeforagtende nationalisme. Ole Bornedal formår med stort mod at vise, at kunsten stadig har noget at sige i en tid, hvor den politiske opposition for længst har opgivet slaget om værdierne.