2 døgn

”Din eks fra ottende render rundt med 1,5 millioner og otte stænger, som du skylder serberne – det er jo en fuckin’ romantisk komedie på crack det her, altså!”

Som man kan høre, er Otto (Oscar Dyekjær Giese) i en rimelig presset situation. Måden han er endt her i stolen over for vennen og småforbryderen Lasse (Lukas Løkken) sammen med fætteren Christian (Kasper Stensbirk), er kompleks og helt enkel på samme tid.

Efter at være blevet droppet af sin kæreste (ikke hende fra ottende) og smidt ud af deres fælles lejlighed har Otto boet hos sin mor (Maria Rich).

Men hun er også blevet træt af at have ham hængende, så hun har fået sat i stand, at han kan flytte fra Vestegnen og ind til fætteren i midten af København.

En hyggelig fredag aften ude i byen for at drukne kærestesorger ender dog så galt, at de to gutter får valget mellem at blive slået ihjel eller aflevere en taske til gangsteren Jos (Morten Poulsen), et ordentligt brød på langt over to meter.

Men heller ikke det formår de at klare, og snart er de jaget vildt. Meget få mennesker kan de stole på.

Eksen fra ottende er Melina (Clara Rosager), som Otto tilfældigvis møder til en fest hos Jos, og otte stænger refererer til pakker narkotika. Dem og halvanden million kroner stjæler hun fra drengene.

Og så har vi ligesom forstået, at de er trængt op i en krog.

2 døgn er skabt af Nicolai Achton (Undskyld, Norge), Simon Weil (Ztriwer) og Oscar Dyekjær Giese. Weil og Giese har stået for manuskriptet, mens Achton har instrueret samtlige seks afsnit i serien.

Tonen er rå, realistisk (til tider lidt overdramatisk) og giver associationer til Fenar Ahmads Ækte vare og Michael Noers fremragende Nordvest, som i øvrigt blev Oscar Dyekjær Gieses debut som skuespiller.

Men efter at være kommet ind på Den Danske Filmskoles manuskriptlinje supplerer han nu roller – som i Thomas Elleys Shortlist-film Bølger – med fortællinger funderet i kriminelle universer.

En ganske svær og tætbefolket genre, men tegningerne til noget godt er bestemt til stede. Karaktererne er mangfoldige og for det meste besat af fascinerende personer.

Sebastian Bulls håndlangertype med det fængende navn Nicki Nørrebro suger opmærksomheden til sig i hver scene, han er med. Han behøver ikke engang sige noget. Den slags tilstedeværelse er ikke noget, man kan lære – enten har man det eller også ikke.

Det samme gælder for kæmpen Morten Poulsen, der indgyder frygt, når han med is i den tonstunge basstemme roligt og kalkuleret kommanderer rundt med sine undersåtter.

Kombineret med talrige andre herlige biroller (inklusive en vidunderligt diabolsk og slesk Dejan Čukić) bliver det lyssky univers sat troværdigt op.

Men desværre bliver det lovligt meget med de forskellige udfordringer og twists, som Otto og Christian skal udsættes for. Mindre havde kunnet gøre det. Allerede i løbet af to afsnit er man ikke i tvivl om, at de er fucked.

Og så er det frustrerende klodset, at man vælger at gennemgå hele Ottos situation med kærestesorger, ny bolig og alskens detaljer i en samtale mellem Christian og en karakter, som udelukkende er med for at lytte til den lange monolog.

Vi har i efterhånden årevis set andre serier formidle tilsvarende information på mere subtil vis, så det gør ondt helt ind i serie-elskerhjertet.

Derimod er der ikke en finger at sætte på atmosfæren. J. Kenton og S. Modenhawers geniale synth-musik akkompagnerer olmt blodige voldsscener, som var det en John Carpenter-film. Seriens originale soundtrack med bidrag af blandt andre Tessa, Artigeardit og Jamaika er kreeret specifikt hertil, og er skamløst ørehængende.

Efter de to døgn er gået, lukkes der en lille dør op til en mulig fortsættelse. Forhåbentlig bliver det en realitet, så begyndernerverne fra første sæson kan rystes af.