festivalanmeldelse
24. jan. 2025 | 13:17

2000 Meters to Andriivka

Foto | Associated Press Frontline

Den ukrainske hærs tredje brigade skal tilbagelægge 2000 meter for at nå frem til den landsby, som kan kappe russernes forsyningslinjer til byen Bakhmut.

”Vi kæmper for at befri navne på et landkort,” lyder det i rystende førstehåndsberetning, der sætter publikum i de ukrainske soldaters sted via GoPro-optagelser fra frontlinjen.

Af Niels Jakob Kyhl Jørgensen

Hvor tæt kan vi holde ud at komme på krigen i Ukraine?

Lige siden Putin i februar 2022 sendte sine tropper ind for at rende landet over ende, har konflikten været en uomgængelig del af mediebilledet. Fotoreportager og førstehåndsberetninger har holdt os hen i frygt og forargelse, håb og medfølelse.

Også på dokumentarfronten har krigen allerede inspireret en lille kanon.

Zelenskij-hyldesten Superpower af Sean Penn, Intercepted, hvor russiske soldater taler frit om mord og tortur, tableaufilmen Songs of Slow Burning Earth om et katastroferamt samfund og den Oscar-nominerede Porcelain War, hvor et kunstnerpar reflekterer over krigens forpligtelser.

Og så selvfølgelig Mstyslav Chernovs Oscar-vinder 20 dage i Mariupol, der placerer publikum lukt i helvede og giver ar på sjælen med sine uafrystelige billeder af civile fanget i krigsmaskinen under russernes bombardement af en strategisk vigtig havneby.

Filmen blev skabt i krigens første, chokerende måneder. Den er båret af indignation over, hvordan de grufuldheder, Mstyslav Chernov indtil da havde dækket som reporter fra verdens brændpunkter, med ét havde fundet vej til hans hjemland.

Hans nye 2000 Meters to Andriivka er skabt på et tidspunkt, hvor krigen allerede er blevet en opslidende rutine uden ende.

Den skildrer et afgørende vendepunkt, hvor al håb om en hurtig afslutning blev fejet af vejen: den ukrainske hærs store modoffensiv i sommeren 2023, der med den vestlige verdens velvilje forsøgte at vriste territorier tilbage fra Putins besættelsestropper.

Titlen henviser til den distance, soldater fra den ukrainske hærs tredje brigade skal tilbagelægge for at nå frem til en spytklat af en landsby, som kan kappe russernes forsyningslinjer til den centrale by Bakhmut i Donetsk-regionen i det østlige Ukraine.

Den eneste vej dertil går gennem en to kilometer lang, snæver læskov med minerede marker på begge sider. Og inden filmen er ovre, har vi set flere mænd dø i kampene om byen, end der nogensinde kan have boet i dens få håndfulde af nu udbombede bygninger.

Instruktøren slynger os ud i ildkampen takket være optagelser fra GoPro-kameraer monteret på soldaternes hjelme.

Det er krig i frøperspektiv og første person, nærmest som et computerspil eller som de morderiske propagandavideoer, begge sider af konflikten efter sigende har flikket sammen af tilsvarende optagelser.

Men soldaternes maskingeværer, der titter frem nederst i billedet, virker som impotente værn mod en uset fjende. Denne fjende har forskanset sig i skyttegrave, og de dødelige angreb synes altid at komme ud af det blå.

Filmen viser os krig som en sisyfoskamp om symboler. Det eneste håndgribelige er det kaos, der omringer soldaterne: kugler, der fyger gennem luften, artilleri, der kaster jordskyer op, træer reduceret til pindebrænde, kammerater, der skriger på hjælp, og overalt lig i militæruniform og forskellige stadier af forrådnelse.

Filmens hovedspor er instruktøren og hans hold, der følger en deling soldater mod landsbyen, så de kan filme dem, når de rejser det ukrainske flag mellem murbrokkerne. En pyrrhussejr, for hvad er der tilbage at kæmpe for? Byens indbyggere er flygtede eller dræbte, og alle bygninger er bombede sønder og sammen.

”Jeg rejste hjem til Kharkiv og så alle de steder, min bedstemor viste mig som barn. De er nu ruiner eller grave,” siger Mstyslav Chernov på et tidspunkt.

Hans fortællerstemme reflekterer med resigneret mine over, hvor lidt krigsindsatsen synes at udrette: ”Vi kæmper for at befri navne på et landkort.”

Hertil kommer en række slag i tiden op til den ukrainske sejr, hvor soldater tvinger sig krampagtigt frem meter for meter under intenst bombardement. Soldater bliver skudt eller efterladt for øjnene af publikum, mens radiostemmer skrigende befaler at skyde, skyde, skyde.

På et tidspunkt ser vi en russisk soldat overgive sig og blive overfuset af en soldat høj på dødsangst og adrenalin.

”Hvorfor kom I hertil? I fuckede mit hjem op, fucking motherfuckers!” Men den granatchokkede russer har hverken trøst eller forklaring: ”Jeg ved ikke, hvad vi laver her.”

Senere rives publikum med ét ud af ildkampen og frem til begravelsen af en soldat, vi netop har set dø for øjnene af os. Håbløsheden hober sig op trods glimt af håb undervejs.

En ung soldat insisterer på, at selv hvis hele byer destrueres, giver det blot mulighed for at bygge dem op igen uden al deres betonstøbte sovjetiske vraggods. Og Mstyslav Chernov konstaterer tørt, at han døde fem måneder senere i et andet slag om en anden landsby.

Kun én af delingens soldater er stadig i live i dag. For soldater på slagmarken er døden sjældent mere end fem måneder borte.

2000 Meters to Andriivka er en rystende førstehåndsberetning om krigens ensformige ødelæggelse uden at være en opfordring til at lægge våbnene til side. Man er aldrig i tvivl om, hvor meget instruktøren respekterer soldaterne, der forsvarer deres hjemland mod en imperialistisk invasionsstyrke.

Men en retfærdig krig er stadig krig. Og som den døde soldats enke slet og ret formulerer det til hans begravelse: ”Helte dør.”

Kommentarer

Titel:
2000 Meters to Andriivka

Land:
Ukraine

År:
2025

Instruktør:
Mstyslav Chernov

Medvirkende:
Mstyslav Chernov, Alex Babenko

Spilletid:
106 minutter

Premiere:
23. januar på Sundance

Niels Jakob Kyhl Jørgensen

Filmmagasinet Ekkos udsendte på Sundance-festivalen i Utah.

Assisterende redaktør for Ekko.

Sundance blev grundlagt i 1978 og er den største independent-festival i USA.

Som eneste danske medie dækker Ekko festivalen.

Løber fra 23 januar til 2. februar.

© Filmmagasinet Ekko