22 July

I Erik Poppes fremragende Utøya 22. juli får publikum aldrig lov at se gerningsmanden som andet end en sløret silhuet mellem et par træer. Måske er det fraværet af Breivik, der får ham til at føles så uhyggeligt tæt på – som om han ånder os i nakken. 

I Paul Greengrass’ 22 July kommer vi tæt på massemorderen, men alligevel kunne distancen ikke være større. Filmen er et studie i Anders Breiviks opførsel snarere end i hans psykologi. Det er ikke på noget tidspunkt hans film – heller ikke, når vi bliver ladt alene med ham, når han afprøver sine våben inden angrebene eller sidder isoleret i sin celle efter at have modtaget den endelige dom. 

Vi følger flere personer i filmen. 

Breiviks forsvarsadvokat Geir Lippestad (Jon Øigarden) og daværende statsminister Jens Stoltenberg (Ola G. Furuseth) har begge væsentlige roller. Men mest tid bruger vi sammen med den unge, idealistiske Viljar (Jonas Strand Gravli), der tager på sommerlejr på Utøya med sine venner, holder en brandtale og bliver skudt fem gange af Breivik få timer senere. 

Viljar overlever mirakuløst, men kroppen er ødelagt. Han har fået glasøje og et par skarpe patronsplinter i hjernemarven, som lægerne ikke turde fjerne, truer med at slå ham ihjel når som helst. 

Viljar bliver bedt om at vidne mod Breivik i retten, og han starter et næsten umuligt genoptræningsforløb. Han vil ikke være svag, når han skal stå ansigt til ansigt med morderen, og det er rørende at være vidne til en ukuelig ungdom, der hverken kan eller vil knækkes. 

Viljar taler i retten, og baggrundsmusikken intensiveres. Det havde klædt filmen at droppe musikken og lægge vægt på den dokumentariske stil, som engelske Greengrass ellers er kendt for – ikke mindst i Bloody Sunday, om nedskydningen af demonstranter i Nordirland. 

At de norske skuespillere taler et akavet engelsk med tydelig norsk accent, hjælper ikke på realismen.

Og instruktøren tror, han gør det rigtige ved at oversympatisere med ofrene, de pårørende og politikerne. Det skal være deres film – folkets film – men han behøver slet ikke gøre et så ihærdigt arbejde. Filmens væsentligste opgave er at vise os sandheden, og sandheden er i sig selv både rå nok og bevægende nok. Den behøver ikke falske følelsesforstærkere. 

Når Brevik er på skærmen, bliver filmen påfaldende nøgtern og hyperrealistisk, men lige så snart det er ofrenes tur, sker der et skift. Ofrene fremstår næsten karikerede i deres uskyld, stemningen bliver sentimental og replikkerne forcerede. 

Anders Danielsen Lie, der er kendt for Joachim Trier-filmene Reprise og Oslo, 31. august, har skabt et modigt portræt af massemorderen. Han ligner ham ikke af udseende. Lies ansigt rummer til tider en menneskelighed, som Breiviks frosne ansigt aldrig kommer i nærheden af. 

Det er ikke altid en morder, vi ser på. Somme tider opleves det som en intelligent skuespiller, der har valgt at spille morder for at bekæmpe alt det, morderen står for. 

Man bliver heldigvis ikke meget klogere på Breivik, for det ville have betydet, at man skulle forsøge at forstå ham. Men man bliver klogere på, hvordan et ellers velfungerende demokrati agerer under pres. Et individ forsøger at ødelægge et af verdens rigeste samfund, men er det ikke samfundet, som har frembragt individet? 

Viljars kamp for at kunne gå og blive et helt menneske er et slående billede på et såret, norsk demokrati, der langsomt må rejse sig igen. 

Filmen viser, at man både som enkeltindivid og samfund altid må forsøge at bevare integriteten, selv i de mest utænkelige og ækle situationer. 

Advokaten Geir Lippestad, som vi først foragter for at påtage sig opgaven som Breiviks forsvarer, står tilbage som en af filmens mest empatiske karakterer. Vi forstår, at han er en ægte forkæmper for frihed og for demokratiet. Alle har ret til en advokat og en retfærdig retssag. Selv en terrorist. 

Filmen fungerer som et opråb til alle dem, der lader sig forføre af den ekstreme højrenationalisme og racisme. Vi må ikke glemme massakren, og frem for alt må vi ikke glemme, hvem Breivik var, og hvad han stod for. 

Der findes mange mennesker i Europa, som deler massemorderens holdninger, og hvis vi forsøger at lade, som om de ikke eksisterer, kan 22. juli meget vel gentage sig.