3 Days to Kill

Det er ikke hver dag, man ser Kevin Costner køre gennem Paris’ gader på en lilla pigecykel. Endda uden at holde på styret.

Det er ikke desto mindre, hvad den amerikanske superstjerne gør i samlebånds-action-braget 3 Days to Kill, hvor han spiller den døende CIA-agent Ethan Renner. Han må klare en sidste opgave, mens han samtidig forsøger at vinde sin fremmedgjorte teenagedatter tilbage med den lille cykel som malplaceret forsoningsgave.

Efter en mislykket mission i Beograd, hvor den mystiske terrorist The Wolf stikker af, bukker Renner under for sin sygdom. Han stopper som agent, og med få måneder tilbage af sit liv opsøger han sin datter (spillet af Hailee Steinfeld, der brød igennem i Coen-brødrenes western True Grit i 2010) og ekskonen i Paris spillet af Connie Nielsen. Men så bliver han tilbudt noget eksperimenterende medicin, der kan redde hans liv. Prisen: Han skal dræbe The Wolf inden tre dage.

Ethan Renner er en gennemsnitlig Hollywood-arketype. Enspænderagenten med det belastede familieliv og de dårlige vaner. Han taler lavt, er altid ubarberet og gør tingene på sin egenmåde. Han er fantasien om den hårdtprøvede helt, som vi alligevel kan spejle os i.

De træk, der skulle gøre ham interessant, bliver kun antydet. Hans sygdom – vistnok en sjælden hjerne-lunge-cancer – er rammen om fortællingen, men falder med undtagelse af to kollaps og nogle forcerede alibi-host i baggrunden.

Det er, som om at filmen glemmer, at dens hovedperson er ved at dø.

Resten af filmens personligheder virker også som gamle bekendtskaber. Fra den egenrådige teenagedatter over den excentriske albino-skurk til den grotesk overspillende Amber Heard (Zombieland og Machete Kills) i rollen som CIA-femme fatale Vivi DeLay. Hun er overseksualiseret til punkt og prikke med røde læber, stramme kjoler, platinblond hår og dræberinstinkt.

Der er øjensynlig blevet leget kreativt med navnesymbolikken. Vivi DeLay forsinker Ethan Renners død. DeLay, delay ... Man ser for sig, hvordan manuskriptforfatteren blinker fiffigt.

Filmen er skrevet af ingen anden end franske Luc Besson, og det ville være synd at sige, at han er ude i ukendt territorium. 3 Days to Kill virker til tider, som om den er stykket sammen af film fra Bessons bagkatalog: lidt Taken hér, lidt Léon dér og vupti: Så har vi en action-basker!

3 Days to Kill føles er ikke spændende og hårrejsende, men opmærksomheden fastholdes med god gammeldags filmvold – og eksplosionerne er bare elementært medrivende.

Desuden har den et klædeligt, selvbevidst glimt i øjet. Filmen foregiver ikke at være mere, end den er, og den går planken ud med generiske skurke og klassiske biljagter. Som når torturscenerne hele tiden bliver afbrudt af Ethan Renners ringende mobiltelefon.

Og det er faktisk helt befriende, at 3 Days to Kill tør overdrive.

I instruktørstolen sidder amerikanske McG (eller Joseph McGinty Nicol som han hedder bag det ufattelig krukkede alias), der nok huskes bedst for Charlie’s Angles – en nyklassiker inden for den lette actionfilm.

Netop det lette og humoristiske har McG taget med sig.

Filmener en blanding af eksplosiv agentfilm og blød far-datter-genforeningsfilm. Første halvdel er sjov, hæsblæsende og veloplagt, mens anden halvdel falder i tempo og stiger i sentimentalitet.

Kevin Costner er ved at være en gammel dreng, men ansigtet kan stadig lægges i de rette bryske action-beredte folder.

Filmen formår dog aldrig rigtig at forene tjubang med føle-føle på samme måde, som det sker i Luc Bessons måske bedste film Léon (1994),hvor dynamikken mellem Jean Reno og en meget ung Natalie Portman rummer både det hårde og det ømme.