Jeg har engang fået at vide, at det i sig selv er en kliche at påpege en films klicheer. Men i 300: Rise of an Empire udgør klicheerne faktisk hele filmens grundlag. Instruktøren Noam Murros (Smart People) formsprog er bygget op af klicheer. Der er ingen overraskelser, og det hele er set før.
Ud over brutal og bloddryppende vold består filmen ikke af andet end forudsigelige floskel-replikker og et komplet endimensionelt persongalleri, hvor alt bare er svedglinsende overflade. Den eneste forskel er, at der er meget mere af det hele. Især af blodet.
I 2006 fik Zack Snyder med sin blockbuster 300 tusinder af teenagestruber til at skrige med på voldorgiets slogan: ”This is Sparta!”. Og Noam Murros to’erlægger sig i både stil og handling helt op ad forløberen.
300: Rise of an Empire udfolder sig sideløbende med handlingen i 300, hvor en lille, men stærk deling af spartanske soldater holder stand mod gudekongen Xerxes (Rodrigo Santoro) under det andet persiske felttog i 480'erne før vor tidsregning.
De græske bystater er truet af total tilintetgørelse og den athenske general Themistokles (Sullivan Stapleton) er i undertal mod persernes ondskabsfulde flådegeneral Artemisia (Eva Green). Men Themistokles er en stor strateg og fuld af snedige kneb. Hvem ville ellers tage en hest med til et søslag? Og til sidst kommer Spartas dronning Gorgo (Lena Headey) og hendes soldater grækerne til undsætning og får udslettet persernes skibe i det legendariske slag ved Salamis.
Ligesom i 300 er billedsproget vulgært, svulstigt og storladent på den mest usmagelige måde – og måske lige netop derfor dybt fascinerende. Kaskaderne af blod, der stænker kameralinsen til, de afhuggede lemmer og de hårdtpumpede, halvnøgne gudekroppe virker næsten hypnotiserende. Det er action for actions skyld i en sådan grad, at 300: Rise of an Empire desværre bliver ufrivillig komisk.
Mens Zack Snyder er trådt ned fra instruktørstolen, står han stadig bag manuskriptet. Og sjældent har jeg oplevet noget så selvhøjtideligt og så blottet for originalitet og raffinement.
Filmen svælger i sin egen patosfyldte heltedyrkelse i en sådan grad, at Themistokles, Artemisia og Xerxes bliver decideret perverse karakterer. Perserne er de groteske fremmede, mens grækerne står for den mest retfærdige og rene tro på frihedens sande idealer.
Det kører helt af sporet, når muskelsvulmende Themistokles med stålsat blik og granitkæbe taler til sine athenske soldater: ”Negotiate with tyrranny?!” Det er naturligvis ikke en mulighed, for enten er du med os, eller også …
Er man til sværd og sandaler og måler man hellere sit blod i kubikmeter end i liter, så er 300: Rise of an Empire brutalt god underholdning.
Men under det hele ligger en mærkelig sammenligning mellem islamistiske terrorister og den persiske hær, der angriber de demokrati- og frihedselskende grækere med selvmorsbomber. Man skulle næsten tro, at 300: Rise of an Empire i virkeligheden er en propaganderende allegori over USA’s politiske kæphest, War on Terror.
Og helt mærkeligt er det vel egentlig ikke, når filmens udgangspunkt er den amerikanske serieskaber Frank Millers (Sin City, The Dark Knight) endnu ufærdige grafiske roman Xerxes. For lige netop Frank Miller er berømt og berygtet for sine voldsomme anti-islamiske synspunkter og holdninger til USA’s rolle i Irak og Afghanistan.
Kommentarer