Hvad er værst: At opdage, at ens liv er bygget på en forkert antagelse, eller at opdage, at det måske er?
Filmhistorien er spækket med skeletter i skabene, der rasler ud i hovedet på sagesløse borgere. Ofte – især i krimi-thriller-genren – har skeletterne form af skyggesider hos en ægtefælle, et hemmeligt liv eller et chokerende karaktertræk, der blottes.
Den slags er per definition fascinerende, ofte skadefryd-stimulerende, til tider spektakulært. Men sjældent bruges afdækningen til nogen dybere ransagelse af, hvad der muliggør, at noget kan være forblevet skjult i årevis.
Hvad er det, der styrer vores selvbedrag? Og hvad sker der egentlig med de minder og mønstre, der har hobet sig op, når de ses gennem en ny prisme? Hvordan ser man så sig selv?
Det er det terræn, Andrew Haigh afsøger i 45 Years, som er en lille fortælling af mesterligt format. Filmen zoomer ind på et ældre ægtepar. Da den zoomer ud igen, sidder man tilbage med den sjældne følelse af, at verden ser anderledes ud. Det er en klog, elegant og inderligt seværdig film, der hverken fremstår højtravende eller skinger.
Det sidste nævner jeg, fordi 45 Years ellers har en intrige, der inviterer til chokterapi. Liget af en ung kvinde, der er forsvundet på en gletsjervandring i Alperne i 1962, bliver fundet og skal identificeres.
Nyheden når via brev frem til en provinsby i det flade Nordengland, hvor Geoff Mercer (Tom Courtenay) for længst er kommet sig over tabet af sin ungdoms kærlighed og nu lever en fredelig pensionisttilværelse med hustruen Kate (Charlotte Rampling), deres hund og deres bøger.
Børn har de aldrig fået, og vennerne trætter dem. Pligtskyldigt har de alligevel sat sig for at fejre deres 45-års-bryllupsdag. Brevet fra Schweiz sætter med ét den stilfærdige lykke i parentes.
Det er en flænge i tiden. På samme måde som romernes sejlrender endnu danner ar i Norfolk-landskabet omkring parret, synes tyske Katya, ungdommeligt indkapslet i is, at kile sig ned i dobbeltsengen mellem Geoff og Kate, mens loftskammeret med ungdomsfotografier bliver radioaktivt område.
Der er antydninger af en form for symbolsk forbindelse mellem Katya og Kate, som også navnene understreger. Har Geoff simpelthen valgt Kate som stand-in?
Det forbliver åbent. Men i en mageløs sekvens på loftet får Andrew Haigh med velvalgte kameravinkler utvetydigt vist, at Kate føler sig utilstrækkelig i sin rolle.
Alfred Hitchcock brugte et lignende greb i den gotiske thriller Rebecca fra 1940. Men hvor den nye Mrs. de Winter (Joan Fontaine) i Hitchcocks kyndige hænder blev gjort til en detektiv, der finder tegn på mord og ikke mindst psykopati hos sin mand, holder dramaet i 45 Years sig på det psykologiske plan.
Det gør den ikke mere kedelig, for vi kan sagtens mane billederne af Katya og kløfter frem, men det giver filmen en afgrundsdyb troværdighed, at det er lyst fyrretræ, provinsblæst og hverdagsagtige gågader, der trækker sig sammen om parret i krise.
Eller rettere om de to mennesker hver især. Tom Courtenay puster liv i den krøllede, mumlende Geoff, der i sin tankefuldhed kan falde tilbage på smøgerne, så man under ham dem.
Men synsvinklen er hos Kate, som i Charlotte Ramplings stærke skikkelse mest af alt fremstår som et offer for sin egen selvkontrol. Den slanke, belæste og fornuftsstyrede kvinde har ingen ventiler at lukke jalousi eller usikkerhed ud gennem. Hun er ensom, og hun husker. Og på bryllupsdagen vil alle se på hende, mens hun husker. Begge præstationer er fremragende og virker, som om de er fysisk vokset sammen med deres lille hus på landet.
Den største genistreg i filmen ligger nu muligvis slet ikke i det psykologiske drama, men i registreringen af parrets omgang med hinanden. Den første tanke, der rammer én, er: De respekterer hinanden. To planeter, der har fundet parallelle baner omkring den fælles lille sol, der hedder ”tryghed”.
Men da Geoff bliver tvunget til at vise sin kærlighed for Kate, træder andre spor frem i deres daglige rutiner. Spor, der tydeligt har været engang, men som er blevet glemt med tidens fylde. Koppen med te på sengekanten. Turen med hunden – sammen. Forskellen er monumental, men instruktør Andrew Haigh leverer transformationen uden fanfarer eller pegepind.
På den måde bliver 45 Years en raffineret dissektion af, hvad vi gør for os selv, når vi gør noget for dem, vi elsker. Den fortæller ikke, at kærligheden overvinder alt. Den er ikke engang sentimental, da festgæsterne stimler sammen til slut under forlorent diskolys og håndplukkede schlagere.
Den spørger snarere, hvor man går hen, når man sidder i et selskabslokale og ser på de samme ansigter, som man har set på i 45 år – og den person, man kender bedst, måske har taget ens liv som gidsel.
Den tragiske ironi er allerede landet som en grib i festlokalet i en tidligere scene, hvor festarrangøren påpeger, at det var her, man fejrede hjemkomsten efter sejren over spanierne i 1805. ”Men Lord Nelson døde,” replicerer Kate lakonisk.
Trods al sin alvorsfuldhed er 45 Years et kærlighedsdrama i ordets bedste forstand. En hjerteskærende, kompleks og overvældende film om to menneskers relation, der i 45 år har stået uantastet.
En film om tilfældets brutalitet, om aldring, ja, om tiden slet og ret. Hvis der er nogen form for retfærdighed til, står der Oscar-nomineringer og lurer forude.
Kommentarer