I et lille, ydmygt indspilningsstudie i det solbeskinnede Los Angeles hører vi de første toner til det, der skal blive bandet Lukas Grahams kæmpehit Take the World by Storm.
René Sascha Johannsens dokumentar 7 Years of Lukas Graham følger det danske band tæt over syv år, mens medlemmerne drømmer om og forsøger at indtage verden.
Efter succes i Danmark sigter bandet mod stjernerne og prøver at slå igennem i USA. I løbet af dokumentaren overværer vi gruppen opnå en række imponerende milepæle: en pladekontrakt med Warner Bros., turnéer i hele USA for fulde koncertsale, der alle tryllebindes af giganthittet 7 Years, samt nomineringen til tre Grammys.
Undervejs forkæles man med en hel hitparade fra gruppen og bekræftes i, hvor dygtige musikere de alle er. Samtidig giver dokumentaren et charmerende portræt af gruppens forsanger Lukas Forchhammer, som er filmens altoverskyggende hovedperson.
Ud over at have et enormt talent får vi en klar fornemmelse af en mand, som har sig selv og sit hjem med i alt, hvad han laver. Kompromis er ikke en mulighed.
Han husker, hvor han kommer fra, når han stolt bærer sin Christiania-T-shirt, mens han synger for et tæt pakket Wembley Stadium. Han nægter at lave ”Katy Perry-pop” bare for at få succes. Og når gruppen bliver bedt om at slutte deres set af med et Justin Bieber-covernummer, har det været en forfærdelig hård dag på jobbet.
Lukas Forchhammer er befriende ambitiøs og ikke bange for at fortæller om sine forventninger. Han er dybt taknemmelig og beæret over at være blevet nomineret til tre Grammys, men samtidig dybt skuffet over ikke at vinde dem.
”Jeg er ikke nogen nummer to,” siger han utilfreds, da det ikke går hans vej til uddelingen.
Men vi får også indtrykket af en mand, som bærer på en dyb sorg over sin fars død. Gennem arkivoptagelser præsenteres vi for faren, som har været et centralt holdepunkt i sangerens liv.
I en inderlig og meget rørende scene fortæller Lukas Forchhammer, hvordan hans hjerte bliver knust hver dag, når han vågner og indser, at hans far ikke længere er der. Han har kloge ord om, at ingen kan tage patent på, hvordan man bearbejder sorg på den rigtige måde.
Den følelsesfulde sang You’re Not There spiller på lydsiden, mens musikeren tænker på sin far, som han har skrevet flere sange om. Det giver fornemmelsen af, at publikum har direkte adgang til hans inderste følelser, og viser samtidig det fabelagtige sangskrivertalent.
Lukas Forchhammer står foran brølende publikumsmasser og modtager deres hyldest, mens han krænger sit inderste ud. Efterfølgende puster han ud og forsøger at kontrollere sin vejrtrækning backstage efter koncertens afslutning.
”Jeg er fuldstændigt åben,” siger han og nævner, at det giver mening, at nogle begynder at drikke eller ryge sig skæve efter et show for at kunne håndtere de mange følelser.
Andre tidspunkter kunne man godt have tænkt sig, at dokumentaren havde gravet en smule dybere. Flere steder hoppes der lidt for hurtigt videre. Vi får kun kort at vide, at Lukas Graham har aflyst en række koncerter på grund af udmattelse med den forklaring, at forsangeren skal passe på sig selv.
Men mest af alt sidder man som publikum tilbage med en følelse af varme og et stort savn til tiden før coronavirus, hvor vi i tonsvis vrimlede til koncerter og samledes om musikkens glæde og fællesskab.
Kommentarer