De kontroversielle romancer med stor aldersforskel holder aldrig op med at være pirrende tabustof.
Især i den mere sjældne form med en ældre kvinde er i nyere tid blevet dyrket på film. Med seriøst problematiserende fortegn i eksempelvis May December og i det lette, fantasiopfyldende hjørne med The Idea of You.
Netflix-filmen A Family Affair, hvor en Hollywood-stjerneindleder en hed affære med sin assistents mor, der er femten-tyve år ældre end ham, stiller sig mellem de to yderpoler.
I stedet for at dyrke eller dømme de elskende fokuserer filmen på datteren Zara (Joey King), der opdager, at moren Brooke (Nicole Kidman) og hendes frygtelige chef (Zac Efron) udlever de dyriske drifter uden at tænke på hende.
Banen er kridtet op til et stort, spændstigt drama om alder, sex og moderskab. Men Netflix-filmen er først og fremmest en komedie.
Joey King er ikke et vildt karismatisk bekendtskab i hovedrollen, men hun leverer effektiv slapstick i enkelte scener, og især Zac Efrons rolle som filmstjernen Chris Cole er vittigt skrevet.
”Du har ødelagt min skjorte, og det var den eneste af sin slags. Jeg har kun to!” som han siger.
Efrons kæbe er stadig lidt opsvulmet på grund af eftervirkningerne fra en gammel ulykke, hvilket hæmmer hans mimik og derfor også komikken. Men heldigvis kompenserer den normalt så visuelle skuespiller med en skarpere repliklevering, end man normalt ser fra ham.
Scenografien lykkes også med et par jokes i form af en utroligt tung og enorm hoveddør i Chris Coles massive palæ og en absurd lyserød AT-ST fra Star Wars udstillet i hans forhal.
Men der er langt imellem de gode humoristiske indslag i filmens i øvrigt kedeligt instruerede, sterile univers. Alt for ofte føler man sig hensat til en af de Hallmark-agtige romancefilm, som Efrons ekskæreste Vanessa Hudgens laver for Netflix hvert år ved juletid.
Men faktisk lykkes det overraskende godt at gøre romancen mellem Kidmans Brooke og Efrons Chris levende. Ikke som en fræk tabufantasi, men som et ukonventionelt og alligevel sundt kærlighedsforhold mellem to sårede sjæle.
Nicole Kidman er altid et stærkt dramatisk kort, og for en gangs skyld får hun lov at spille australier, selv om hun hist og her glemmer sin accent. Med simple greb får hun de negligerede behov til at syde ud af ellers pæne og forsigtige Brooke.
Og Efron gør effektivt ensomme Chris Cole indbydende med de naive øjne og den stoiske oprigtighed, der fik ham til at skinne i gennembruddet High School Musical for næsten tyve år siden.
Det er klædeligt, at A Family Affair tidligt undgår mange af de fordømmelser og klichéer, som man kunne forvente. Chris og Brookes forhold bliver opdaget af Zara, nærmest før det er begyndt, så vi undgår den obligatoriske hemmeligholdelse, der normalt hører sig til tabuiserede kærlighedsfortællinger.
Og selv om Zara er skeptisk, går der ikke længe, før hun forsigtigt begynder at acceptere forholdet.
Selv moren til Brookes afdøde mand – spillet med lige dele varme og ligegyldighed af Kathy Bates – er ovenud lykkelig for, at hendes svigerdatter igen har fundet kærligheden.
Men efterhånden som de forventelige fordømmelser sorteres fra, forsvinder al konflikt ud af filmen. Og A Family Affair ender med at henfalde til endnu mere fortærskede klichéer end dem, den forsøgte at undgå.
Kærligheden slås i stykker af en plat misforståelse, så alle hovedpersonerne må gå rundt og stirre triste ud af deres respektive vinduer. Lige indtil Zara forudsigeligt overvinder sin egen smålighed – hvilket tager hende to minutter – og redder dagen på spektakulær vis.
I stedet for at dyrke den saftige præmis og udforske splittelsen mellem moderligt ansvar og kødelige behov bliver filmens alt for nemme løsning, at datteren bare skal tage sig sammen og lukke døren, mens mor boller med chefen fra helvede.
Kommentarer