A Murder at the End of the World

Det er lidt af et powermove at indlede sin dystopiske detektivhistorie med at spille The Doors’ The End. Som om man sagtens kan tåle en sammenligning med Francis Ford Coppolas Dommedag nu, hvis ikoniske åbningsmontage i Vietnam har samme nummer som underlægning.

Selvtilliden er generelt i orden i A Murder at the End of the World, hvor seeren lokkes til med en mordgåde. Men i virkeligheden handler det om klima, kunstig intelligens, feminisme, økonomisk ulighed og misbrug.

Da hackeren og amatørdetektiven Darby Hart fanger en seriemorder, udgiver Darby historien som en slags true crime-selvbiografi. Salget af bogen er tilsyneladende beskedent, men snart modtager hun en invitation til en eksklusiv sammenkomst, hvis vært er den verdenskendte tech-milliardær Andy Ronson.

Men programmet forandrer sig hurtigt, da en deltager dør. Ronson og myndighederne kalder det for et tragisk uheld, men Darby er sikker på, at der er tale om mord.

Serien udspiller sig på et nybygget luksusresort i Island, og snart rammer en snestorm, så ingen kan komme derfra og lige så få dertil.

Det futuristiske hotel og den storslåede, nordiske natur finder sammen i et udtryk, som nærmest er overjordisk smukt. Hotellet er styret af en AI-assistent, der kan alt fra at være terapeut og læge til at skrive filmmanuskripter. Og over det hele hviler den mystiske milliardær, som britiske Clive Owen giver en aura så kølig, at man skulle tro, han var skabt i snemasserne udenfor.

Der er noget helt klassisk Agatha Christie’sk over at isolere et persongalleri af stenrige forretningsfolk, nytænkende kunstnere og passionerede aktivister – og sætte en hemmelighedsfuld detektiv til at opklare et dødsfald i deres midte.

Kriminalgåden er velskrevet og godt snoet, så selv den erfarne tv-kriminolog vil få sig et par overraskelser undervejs, og seriens moderne temaer – teknologi og klimaforandringer – er det friske brændstof i en ellers meget brugt historiemotor.

Emma Corrin bringer den samme kvalitet til Darby Hart, som gjorde Diana Spencer så dragende i fjerde sæson af The Crown.

Mens det ungdommelige ansigt og den spinkle statur ved første øjekast giver et skrøbeligt udtryk, ser Corrin ud til at gemme tusind hemmeligheder bag sine blå øjne.

Darby Hart er en slags Lisbeth Salander med sociale kompetencer. Men gennem flashbacks til den gamle seriemorderjagt, hvor hun forelskede sig hovedkulds i sin makker Bill, gøres hun klædeligt identificerbar trods sine usædvanlige evner og interesse for mord og gerningssteder.

Miniserieformatet bruges til at udfolde spændende karakterer og et forholdsvis kringlet plot, uden at man bliver hægtet af. Og historien afsluttes, uden at man angler efter en anden sæson, som universet ikke nødvendigvis kan bære.

Med til klimakonferencen er en filminstruktør, som hævder, at kunstig intelligens skriver de bedste manuskripter, fordi intelligensen har mulighed for at se alverdens film og derfor lære af alle mediets mestre.

Serieskaberne Brit Marling og Zal Batmanglij har næppe set alle film i verden, men de har fyldt A Murder at the End of the World med referencer og genkendelige billeder såsom Alex Garlands Ex Machina og Bong Joon-hos Snowpiercer.

Som om de sammen med seriens danske fotograf, Charlotte Bruus Christensen, har villet spejle den måde, hvorpå det meste kunst skabes på skuldrene af andre – om man er menneske eller computer.

Seriens afsnit varierer fra 40 til 75 minutter, fordi hvert afsnit har den længde, som der er historie til. Den måde at skrive på er symptomatisk for hele miniserien, der formår at dele sin spilletid fornuftigt mellem krimiplot, kærlighedshistorie og klimadystopi.

Man får sug i maven og stof til eftertanke.