A Quiet Place: Day One

Verden kan gå under på mange måder. Heldigvis er undergangen i A Quite Place: Day One en af de mere rørende af slagsen. 

For Sam (Lupita Nyong’o) endte tilværelsen, som hun kendte den, da hendes elskede far døde af kræft. Kort tid efter fik hun konstateret selvsamme sygdom. 

Udstyret med en defensiv fuck alle-attitude og fentanyl-plastre til at dæmpe kroniske smerter er hun klar til at dø. Og det kan kun gå for langsomt. For hun befinder sig på New Yorks mest kedelige, isolerede og velforsynede hospice.

For at give Sam en sidste god dag lokker en opmuntrende sygeplejerske (Hereditary-fænomenet Alex Wolff) hende til byens larmende centrum. Modvilligt siger hun ja, udelukkende på grund af løftet om en ægte newyorker-pizza. 

I Day One skrues tiden tilbage, til da Jorden blev invaderet af mærkelige lydoverfølsomme aliens. Og den uvidende Sam tog uheldigvis til ground zero for invasionen i stedet for at blive hjemme.

Sci-fi-franchisen har udmærket sig ved en intim, landlig atmosfære og sjove løsninger, som kreative mennesker gennem et årti har tyet til for at overleve.

Selv efter to film med Emily Blunt i hovedrollen vides meget lidt om rumvæsnerne. Men i en uhyre flot scene fra den nye hovedkarakter Sams synsvinkel ser man i prequel-filmen, hvordan det hele nogenlunde startede.

Vi får aldrig at vide, hvornår dag ét er.

Lupita Nyong’os ja/nej-gryntende, kræftplagede Sam er nemlig så træt af tilværelsen, at hun altid har sit Apple-headset i ørene og undgår samtaler. Dialogen og ekspositionen bliver holdt til et minimum, selv før de lydfølsomme aliens får alle til at lege stilleleg.

Sams iPod-nano er fra slutningen af 00’erne, og den er vores eneste praj om, hvornår Day One foregår.

Det er en subtil brug af en rekvisit, som skyndsomt pakkes væk i en alt for stor, karry-gul hjemmestrik, der nok passede Sam for to kemogange siden.

For pludselig hagler en meteorregn ned over New York. Så der står hun forstenet og ser på i et sammenhængende skud, mens ildkugler med utallige sovende aliens inde i kernen daler ned.

Man kommer til at tænke på undergangen, som destruerede Pompeii, da ildkuglerne styrter og dækker New York med aske.

Herefter bryder et støvet, velkoreograferet kaos løs. For modsat de foregående film, ved folk ikke, at det bedste våben mod rumvæsnerne er stilhed. Og mens storbyens beskidte vinduer og hårde beton får endeløse skrig til at give genlyd, søles gaderne til med fedtet newyorker-blod.

Tredje ombæring af A Quite Place har langt mere action og færre af de påfund, som gjorde forgængerne unikke. Efter godt 30 minutter kommer det første af mange 28 dage senere-billeder, der viser en mennesketom storby, som den overlevende helt trasker alene gennem.

Sam har længe udskudt døden, og nu, hvor alt kan være lige meget, vil hun for have sin sidste pizza.

På sin jagt efter smeltet ost og peperoni støder hun på chokerede Eric (Joseph Quinn). Han er på randen af vanvid og søger desperat efter mening. Derfor gør han det til sit mål at finde pizza til Sam.

Den folkekære idémager, John Krasinski, har igen skrevet manuskriptet med den mere kynisk anlagte skræmmemester Bryan Woods.

De har fået selskab af instruktøren bag Nicolas Cage-dramaet Pig, Michael Sarnoski. Selv om Day One kun er hans anden spillefilm, er han tydeligvis en konsekvent herre, der går op i at lege med dybdeskarphed. Det gør sig godt på det store lærred og kommer thrilleren til gode.

For uanset hvor meget filmen prøver at overbevise om, at den er en horrorfilm, er uhyggen for hurtigt afviklet til at være rigtigt skræmmende.

Til gengæld sidder historien i skabet.

Sarnoski er mindst lige så interesseret i at kaste stjerneglans over bipersoner som i supernovaer ala Nyong’o og Cage.

I både Pig og Day One får han fokus til langsomt at bløde over i den karakter, som støtter hovedpersonen på hans rejse.

At målet er centreret om pizza, lyder banalt. Men i en film stort set uden dialog og med hundredvis af monstre er det simple perfekt som omdrejningspunkt. Især da det viser sig, at pizzaen betyder langt mere end bare et sidste måltid.

Det gør filmens overraskende tidløse pointe meget rørende, og til slut er der ikke et øje tørt.