A Real Pain

To jødisk-amerikanske jævnaldrende fætre, David og Benji, har arvet nogle penge fra deres bedstemor, så de kan besøge hendes hjemland Polen og synkront komme på sporet af deres rødder. De har meldt sig til en holocaust-tur, som skal ende op med besøget i bedstemors fødeby, Krasnystaw.

Ved begyndelsen af A Real Pain er David – den pæne samfundsborger med job, kone og barn i New York – på vej ud til lufthavnen, hvor han møder sin fætter.

Benji er i modsætning til David et dalrende og rodløst menneske med frimodigt rappe replikker på grænsen til Tourettes syndrom. Mellem de to mænd er et bånd bygget på såvel modsætning som samhørighed, og vi opdager efterhånden, at en nylig begivenhed har ændret forholdet.

De ankommer til hotellet i Warszawa, hvor Benji allerede har fået sendt en pakke pot, så de kan fyre den af oppe på taget. Man mærker spændingen mellem dem, da Benji kommenterer på Davids fødder.

Benji er det sammenbidte borgerdyr, mens fætteren er bissen, som altid indtager omgivelserne med sin frække charme. Den virker da også hurtigt, da han og David tilslutter sig holocaust-turen sammen med andre jøder, anført af en britisk guide fra Oxford.

Så tager man af sted i genren, som på amerikansk hedder dramady, en krydsning af et drama og en komedie.

Men A Real Pain er som det berømte Kinder-æg med tre ting. Der er et lystspil om amerikanernes tur i Polen på grimt og smukt, godt og ondt. Der er en kammeratkomedie om to mænds tætte forhold. Og endelig er der den reflekterende historie om titlens ægte smerte i forhold til jødedommen.

I gruppen er der nemlig en jødisk sort amerikaner, som har konverteret på grund af et folkedrab i Afrika, der afspejler folkedrabet på jøderne i Polen. Og han er mere ortodoks end David, som er en moderne, sekulariseret kulturjøde.

Benji bliver imidlertid mere og mere ophidset over turens paratvidenskabelige ikke-jødiske guide, som i hans øjne har glemt, at det er dræbte personer, man er på sporet af.

Konflikten kulminerer på den jødiske kirkegård i Lublin og fortsætter under den efterfølgende middag, hvor fætrenes forhold kommer for dagen. En fatal lussing i fortiden kommer siden op til overfladen som et determinerende traume.

Skuespiller og kunstnerisk altmuligmand Jesse Eisenberg har med afsæt i egen jødisk-polske baggrund drejet en ualmindeligt rørende og fragil film med elegiske toner tintet af en tankevækkende humanisme.

Der er ikke et usympatisk menneske med i filmen, men muligvis er der en smule polsk antisemitisme til sidst. Måske fordi Eisenberg personligt kæmper for et bedre forhold mellem jødiske og kristne polakker.

Men hovedtemaet er forholdet mellem de to fætre: at kunne anerkende hinandens forskelle i indgangen til livet med smerte, før og nu.

Jesse Eisenberg spiller selv den konforme David, der ofte bliver pinligt berørt over sin fætter, som han misundeligt også elsker.

Kieran Culkin er formidabel som Benji – fræk, fandenivoldsk flirtende og brandirriterende. Og mens filmens gennemgående musik selvfølgelig er Chopin, er det Benji, der sætter sig ved klaveret og spiller swing.

Jennifer Grey er gruppens modne, jødiske LA-kvinde, som flirter lidt med Benji. Og den japansk-britiske skuespiller Will Sharpe er den vidende, britiske guide, som tager imod Benjis kritik. Om ikke med kyshånd så med relevant empati.

Slutningen er både forsonende og åben. A Real Pain er et lille mesterværk simpelthen.