”Ratfucking” kalder man i USA kunsten at vinde valgkampe ved hjælp af disinformation og beskidte tricks. Nationens mest berygtede ratfucker hedder Roger Stone.
Han er hovedpersonen i Christoffer Guldbrandsens A Storm Foretold, der følger ham i de sidste år af Donald Trumps tid som USA’s 45. præsident – til og med kupforsøget den 6. januar 2021.
Roger Stone er et magtmenneske, men synes ikke at have nogen illusion om, at han udfører sine mørkets gerninger i en større sags tjeneste. Det er tydeligvis mest selve kampen, han nyder – og pengene.
Politik er for ham ”bare showbusiness for grimme mennesker”.
Guldbrandsens dokumentar bringer os på nært hold af et skrupelløst menneske. Han har truffet et stilistisk valg om kun at give minimale oplysninger om, hvad vi ser, men jeg tror faktisk, at man får mere ud af filmen, hvis man på forhånd ved lidt om Stones virke (en mulighed er først at se Netflix-dokumentaren Get Me Roger Stone fra 2017).
Stone begyndte allerede som teenager at arbejde for præsident Nixon, og i 1980 var han medstifter af firmaet Black, Manafort, Stone and Kelly, der samlede fire af branchens mest skrupelløse ratfuckers.
Dengang skabte det stadig forargelse, når deres beskidte tricks en sjælden gang imellem blev afsløret, men med Trump som præsidentkandidat blev de ligefrem hyldet.
Roger Stone har kendt Trump siden 1978 og har set ham som en mulig præsidentkandidat siden slutningen af 80’erne. Deres indbyrdes forhold har vekslet mellem venskab og fjendskab, men under præsidentvalgkampen i 2016 fik de atter brug for hinanden.
Roger Stones gamle partner Paul Manafort, der i mellemtiden blandt andet havde arbejdet for Ukraines pro-russiske leder Viktor Janukovitj, blev Trumps kampagneleder. Og Stone selv blev atter behandlet som en rockstjerne på Republikanernes partikonvent i sommeren 2016.
Senere blev både han og Manafort sigtet og idømt lange fængselsstraffe i forlængelse af Mueller-undersøgelsen, men begge blev benådet af præsident Trump i december 2020.
I Stones tilfælde lød dommen på 40 måneders fængsel for syv lovovertrædelser. Undervejs i retssagen blev han pålagt en ”gag order” efter at have udsendt et billede af dommeren i sagen med et sigtekorn på.
Som hos Trump er underliggende trusler/løfter om snarlig vold også et fast element i Stones retoriske repertoire, og det har gjort han populær hos militsgrupper som Oath Keepers og Proud Boys.
Medlemmer fra Proud Boys optræder også som hans personlige livvagter.
Stones trusler fremsættes oftest med et smil, så han efterfølgende kan benægte, at de var alvorligt ment. Både han og Trump ved dog også af erfaring, at der er folk, der tager opfordringerne til vold bogstaveligt, hvilket filmens titel henviser til.
Guldbrandsen følger Stone rundt til politiske møder og rallies, hvor han gerne ruller de tykkeste klichéer ud om, at han og tilhørerne er de gode mod de onde eller repræsenterer lyset mod mørket.
Ofte gider han dog knap nok foregive, at han mener det alvorligt, og han har svært ved at skjule sin stolthed over, at det angiveligt er ham, der har udtænkt planen om at postulere valgsvindel, hvis Trump tabte præsidentvalget i 2020. Vel at mærke længe inden der var afgivet så meget som en enkelt stemme.
Roger Stones udtalelser er filmen igennem vilde og hans adfærd grænseoverskridende, men Guldbrandsens diskrete tilstedeværelse har også gjort det muligt at fange situationer, hvor hans facade krakelerer, og han bliver ude af stand til at kontrollere sine tics.
For eksempel kan Stone ikke skjule sin store skuffelse, da det går op for ham, at han ikke er på talerlisten til arrangementet forud for Stormen på Kongressen.
I en anden scene filmet i Stones bil erklærer han i arrigskab, at han endegyldigt er færdig med Trump, og at denne er ”den største enkeltstående fejltagelse i amerikansk historie”.
Efterfølgende vendte han dog på en tallerken og erklærede sin støtte til Trumps forsøg på atter at blive valgt i 2024. I den særlige gren af showbiz, som de to begge befinder sig i, ved Roger Stone godt, hvor pengene til hans ekstravagante livsstil skal findes.
Der er scener i A Storm Foretold, som har stor interesse for det retslige efterspil på angrebet på Kongressen. En af dem foregår på Stones hotelværelse på Willard Hotel i Washington, D.C.
Her er han på selve dagen i selskab med et medlem af Oath Keepers, der siden har erklæret sig skyldig i forsøg på organiseret oprør (”seditious conspiracy”). I den scene, Guldbrandsen diskret har filmet, forsøger de at koordinere begivenhederne, men da situationen kommer ud af kontrol, skynder Stone sig at pakke og forsvinde hjem til Florida.
En anden scene viser et møde mellem lederne af Proud Boys og Oath Keepers i Willard Hotels parkeringskælder aftenen før Stormen. Disse optagelser er blevet anset for at være så vigtige, at både researchere fra 6. januar-komitéen og en FBI-agent fløj til København for at se dem og høre mere om baggrunden.
Det kan være flere grunde til, at Christoffer Guldbrandsen ikke har følt trang til at understrege betydningen af disse optagelser.
Men det er værd at bemærke, at en stribe ledende folk fra både Proud Boys og Oath Keepers efterfølgende er blevet dømt skyldige for deres koordinerede forsøg på at forhindre en fredelig magtoverdragelse.
Et åbent spørgsmål er fortsat, i hvilken grad – og hvordan – disse bestræbelser var koordineret med folk i kredsen omkring præsident Trump.
Her har både 6. januar-komitéen og Justitsministeriet især rettet opmærksomheden mod Roger Stones mulige rolle. Guldbrandsens optagelser fra Willard Hotel havde næppe eksisteret, hvis han havde været mindre diskret i sin fremgangsmåde.
Trods åbenlyse forhindringer undervejs, inklusive sit eget hjertestop, har Christoffer Guldbrandsen formået at skabe en fremragende dokumentar, der på én gang ryster og fascinerer.
Kommentarer