Efter sejren med Waterloo ved Eurovision Song Contest i 1974 blev Abba nærmest øjeblikkeligt Europas mest populære musikgruppe.
Og når man ser på Abba i dag, virker det uundgåeligt, at den velsmurte popmaskine ville blive en kæmpesucces.
Men med dokumentaren Abba – imod alle odds viser den britiske instruktør James Rogan, hvor usandsynligt det i virkeligheden var.
Den prisvindende skaber af musikfilm som 1971: The Year That Music Changed Everything har fået adgang til et skatkammer af arkivmateriale fra tolv forskellige broadcastere, inklusive DR, for at kunne fortælle historien om Abbas napoleonske verdenserobring i slutningen af 70’erne.
Dokumentaren former sig især som et portræt af en meget speciel tid i musikhistorien, hvor det faktisk var et reelt problem for kunstnere at være for bredt appellerende.
Allerede i 74 var det tradition, at man aldrig hørte mere til Eurovision-vindere, når de første havde vundet. Og i musikpressen var det stort set kun rock, der fik andet end perfide tilsvininger i belønning for umagen.
Allerværst gik det ud over Abba, der blev betragtet som hæsligt kalkulerende folkeopium produceret af to pengegriske popdrenge og deres koner. De mange interview-optagelser fra Abbas storhedstid viser igen og igen fire talentfulde musikere, der må finde sig i kun at blive spurgt om, hvor meget de tjener.
Gruppen er endda så uheldige at kaste sig ud i discomusik – med hits som Voulez Vous og queer-klubhittet Gimme! Gimme! Gimme! (A Man After Midnight) – netop somdisco sucks-bevægelsen starter.
I 1979 blev hundredvis af discoplader brændt af i pausen til en baseballkamp i Chicago i en homofobisk, racistisk demonstration forklædt som musikpuritanisme.
Punk var det nye, og det stod i total modsætning til de velfriserede svenskere i faste parforhold. Også selv om Sex Pistols og proto-punkeren Pete Townsend var Abbas største fans, som filmens vittigt minder os om.
I slutningen af 70’erne skulle kunst være politisk for at være værdifuldt.
En interessant pointe, fordi det samme i nogen grad kan siges om 2020’erne. Bortset fra at der i dag også er respekt for det mere afdæmpede politiske: billedet af den skandinaviske middelklassetilværelses skilsmisser og livskriser, som findes i de bedste af Abbas tekster.
Abba – imod alle odds demonstrerer ganske effektivt, at Abba blev store på trods af tidsånden og ikke på grund af den.
Den helt rigtige konklusion må så være, at når Benny, Björn, Agnetha og Anni-Frid alligevel klarede sig, var det i kraft af deres kunstneriske styrke. Problemet er bare, at Jamens Rogan tilsyneladende ikke er særligt interesseret i Abbas musik.
Filmen indeholder godt nok den uundgåelige hitparade, men selv om det er billetprisen værd alene at høre Knowing Me, Knowing You i biografhøjtalere, er numrene primært baggrundsstøj.
Dokumentaren dykker aldrig ned i Abbas imponerende avancerede kompositioner eller Rutger Gunnarssons altafgørende basspil.
Heller ikke denne gang kommer forklaringen på, hvordan Anni-Frid Lyngstad og Agnetha Fältskog fandt frem til den magiske samklang, hvor stemmerne i unison er fuldstændig limet sammen og lyder større end noget andet, når de harmonerer.
De to ualmindeligt veldisciplinerede popstjerner er evigt betagende at betragte, og det samme gælder Benny, det generte geni, og Bjørn, der ser vidunderligt akavet ud, lige meget hvor man placerer ham.
Men filmen har alt for travlt og prioriterer tiden dårligt.
Så snart man bliver fanget af eksempelvis den berømte koncert på Wembley Stadium i 1979, er den slut, og vi skal videre til næste scene om forliste ægteskaber og pressens had.
Hele tre gange forklares det, at Agnetha er bange for at flyve. Men der bruges ingen tid på Abbas sidste og mest eksperimenterende album Visitors, som ellers er det mest oplagte argument for at tage gruppen seriøst.
Abba – imod alle odds havde verdenspremiere på Cph:Dox-festivalen, hvor filmen fremhæves som ”den ultimative film om den ultimative popgruppe”. Det sidste er måske nok rigtigt. Men den definitive historie om alt, hvad Abba var og kunne, mangler stadig at blive fortalt.
Kommentarer