Åbenbaringen

En knuget og ikke-troende journalist bliver shanghajet af Vatikanet for at undersøge en ung piges påståede religiøse åbenbaring. 

Franske Xavier Giannolis syvende spillefilm er ikke religiøs, men Åbenbaringen handler bestemt om viljen til at tro, tvivle og måske endda bedrage. 

Det er emner, som instruktøren har undersøgt før. 

Xavier Giannolis forrige, Marguerite, handler om en rig kvinde, der fejlagtigt tror, at hun er en gudbenådet operasanger, fordi hendes familie og venner opretholder en illusorisk facade og lader hende forblive i troen. 

Men hvor Marguerite er en komedie med glimt i øjet, er Åbenbaringen alvorlig og mere direkte relateret til tro i en religiøs forstand. 

Starten ligger i forlængelse af Dan Brown-filmatiseringerne Da Vinci Mysteriet og Engle og dæmoner, men Åbenbaringen kommer efterhånden mere og mere til at ligne en film som Miraklet i Lourdes. Desværre uden samme stilfærdige ynde eller almenmenneskelige finesse som i Jessica Hausners roste film. 

Første gang vi møder journalisten Jacques (Vincent Lindon) i Åbenbaringen, er han er plaget af sorg og afmagt. Han er berømt for sine krigsreportager, men har netop mistet sin gode ven og kollega efter et farligt job i Syrien. 

På sygeorlov fra sit avisjob overtaler Vatikanet ham derfor nemt til at deltage i en såkaldt kanonisk undersøgelse – en kirkelig efterforskning af et påstået mirakel eller en overnaturlig oplevelse. 

Jacques bliver sammen med et hold teologiske eksperter og en psykolog sat til at granske den unge pige Anna (Galatéa Bellugi), der hævder at have set selveste Jomfru Maria i en lille fransk landsby. Ligesom i Lourdes valfarter katolske pilgrimme nu til byen, hvor den troskyldige Anna er blevet en lokal ledestjerne, der vises frem til gudstjenester af den lokale biskop Borrodine (Patrick d’Assumcao). 

Gåden i Åbenbaringen er enkel, men alligevel tvetydig, mudret og svært forløselig dramaturgisk. 

Jacques og hans hold skal simpelthen sandsynliggøre, at Anna taler sandt, når hun beretter om sin religiøse åbenbaring, for at Vatikanet officielt kan anerkende miraklet. 

Problemet for Jacques – der også bliver filmens problem – er, at sådanne religiøse oplevelser ikke kan forklares eller opklares tilfredsstillende. 

Åbenbaringen starter derfor ganske lovende, da den lægger mysteriet an. Hurtigt bliver det nemlig klart, at den lokale biskop Borrodine og hans kolleger måske udnytter Anna og hendes mulige oplevelse for at få pilgrimme til at strømme til området. 

Men efterhånden fiser mystikken og filmens gådefulde stramhed ud og erstattes af en pseudo-diskussion om tro og tvivl. Jacques opbygger godt nok et særligt og til tider interessant forhold til den unge Anna, men det bliver aldrig for alvor medrivende at følge med i, om hun taler sandt eller ej. 

Vincent Lindon, der vandt skuespillerprisen i Cannes i 2015 for Markedets lov, gør ellers en fornem figur som den tyngede journalist Jacques. 

Med permanente skægstubbe og trætte øjne etablerer han sig som en mut og tilbageholdende reporter, der står i interessant kontrast til den måde, han følelsesmæssigt udfolder sig i sidste halvdel af filmen. Her er Jacques ikke længere den passive observatør, men en fremstormende og aktiv del af sagen om Anna og hendes åbenbaring. 

Med en spilletid på godt to timer og tyve minutter kommer man heller ikke uden om, at Åbenbaringen er for lang. Den mister fokus og retning undervejs. 

Selv et par inciterende og patosfyldte violiner på lydsiden, der ikke er ulig HBO-serien The Leftovers, som bedre tackler tro og tvivl, kan ikke løfte Åbenbaringen op til et helt medrivende mysterium eller interessant religiøs diskussion pakket ind som spillefilm.