Biografanmeldelse
30. apr. 2014 | 17:21

About Last Night

Foto | Matt Kennedy
Michael Ealy og Joy Bryant er charmerende erstatninger for Rob Lowe og Demi Moore, som spiller hovedrollerne i den originale About Last Night fra 1986.

Genindspilning af en rom-com fra 80’erne – nu med sorte! Hovedrollerne er sympatiske, men resultatet ligner et fortidslevn tilsat ulidelige sidekicks og sorte stereotyper.

Af Ida Rud

About Last Night virker som en film, der har våde drømme om at være lavet i 80’erne og 90’erne, da rom coms havde deres storhedstid i favnen på kæledægger som Meg Ryan og Tom Hanks.

Dens bedagede aura skyldes muligvis, at den er et remake af filmen af samme navn fra 1986 (på dansk: Dig og mig) med brat pack-stjernerne Rob Lowe og Demi Moore i hovedrollerne.

Det ”innovative” ved denne version er, at de fire ledende roller spilles af sorte skuespillere. Den er endnu et eksempel på det populære amerikanske fænomen black film: traditionelt ”hvide” genrefilm iblandes sort kulør og jargon – akkurat som forrige års Think Like a Man.

Desværre er resultatet karikeret og decideret ucharmerende.

Da start-logoerne toner frem på lærredet, krummer man tæer til lyden af det libido-funky James Brown-nummer Get Up (I feel like being a) Sexmachine. Filmen døjer i forvejen med et støvet udtryk, så musikken behøver ikke også have mere end 40 år på bagen.

Filmen handler i vid udstrækning om sex, og der findes masser af nutidig sort musik, som taler direkte til underlivet. Sådan et valg havde været mere effektivt.

Genindspilningen er ikke så bedårende som originalen, selv om hovedrollerne Danny og Debbie, spillet af Michael Ealy og Joy Bryant, er søde og troværdige. I en kær søndagsscene spiser de junkfood, ser fjernsyn og elsker den samme film – som er den originale About Last Night.

Men parret skæmmes af deres grovkornede vennepar, der nærmest udelukkende taler i et tinnitus-fremkaldende, små-hysterisk toneleje, som var de deltagere i et Ricki Lake-talkshow.

Med de storplaprende sorte stereotyper gør filmen sig selv en gevaldig bjørnetjeneste. For man bliver uhyggelig bevidst om netop hudfarven på de bærende roller. Og hvorfor skulle den egentlig være vigtig?

Drengene er bedste venner, og pigerne er bedste venner. De ulidelige sidekicks har haft et engangsknald, og da de sigter efter at gentage succesen, slæber de deres respektive bff’er med på bar, så det ikke bliver for date-agtigt.

Vennerne bliver selvfølgelig pinligt fulde, og deres gramserier overskrider både tilskuerens og hovedpersonernes intimsfære med ekstremkys og hænder langt op under kjolen. Standardreplikken i den slags situationer, ”Get a room!”, får Debbie æren af at sige.

Debbie og Danny får nok af vennernes fællesture til toilettet, og de forlader baren – og hopla: Sød musik opstår, og de ender med at knalde, fordi deres kemi er så fantastisk, forstås. Den køber man ikke helt.

De hygge-boller i nogen tid uden at være kærester, men da de endelig tager kærestesnakken, flytter de nærmest ind hos hinanden med det samme. Filmen forstår at vise, hvor latterligt folk opfører sig i et parforhold. Man kender det fra sig selv, men man kender det i særdeleshed fra utallige andre film.

For at tage et klassisk eksempel: Hun er sur over noget ligegyldigt. Han spørger, hvad der er galt. Hun svarer mukkent: ”Ikke noget.” Eksplosive kontroverser følger. Og sådan males pointerne ud med en lige lovlig bred pensel.

Dialogen er hurtig, tyndbenet og teenage-hormonel: ”Dine nosser er kravlet op i din fisse,” er for eksempel kammesjukkens respons til Danny, da han prioriterer en aften med kæresten.

Det er folk, der skal forestille at være i deres 30’ere, hvilket er en opdatering i forhold til originalen, hvor de er i start-20’erne. Når rendestens-jargonen er reglen snarere end undtagelsen, lider troværdigheden grusomt.

Det er også svært at tro på, at Danny har ondt i pengepungen. Han bor nemlig i en lækker, ny-restaureret urban lejlighed komplet med et kæmpe badekar og store industrielle vinduer med udsigt til Los Angeles’ skyline. Med hans udefinerbare stilling (noget med restaurant-tilbehør) og tilgang til penge har han næppe råd til at bo der.

Filmen foregår over et år, og hver årstid introduceres med en skitsetegning af en bygning. Illustrationerne ligner svært dem, der ses i den skæve romantiske komedie (500) Days of Summer, hvor den ene hovedperson drømmer om at blive arkitekt og derfor skitserer huse.

Men i About Last Night virker krusedullerne mest som en lækker fidus, der er kopieret – som det meste andet i filmen.

Trailer: About Last Night

Kommentarer

Land:
USA

År:
2014

Instruktør:
Steve Pink

Manuskript:
Leslye Headland

Medvirkende:
Michael Ealy, Joy Bryant, Kevin Hart, Regina Hall

Spilletid:
100 min.

Aldersgrænse:
Tilladt for alle

Premiere:
1. maj 2014

© Filmmagasinet Ekko