Ad ukendte stier

Efter en rum tid i kunstig koma vågner forfatteren, bjergbestigeren, vandringsmanden og ikke mindst playboyen op til et vansiret ansigt på en krop med kvæstede knogler.

En druktur blev fatal.

Men på trods af lægens råd vil han begive sig ud på vandring fra syd til nord. Gerne ad gemte og glemte stier, som på godt og mest ondt fører bag facaden på det moderne Frankrig med forladte landsbyer og områder ødelagt af menneskehånd.

Den franske globetrotter og forfatter Sylvain Tesson udgav for otte år siden bestselleren Sur les chemins noirs, der oversat til dansk fik titlen Ad ukendte stier.

Det særlige ved disse små og store stier er, at fortællingen om gåturen tværs over land også bliver en promenade ned ad mindernes boulevard. Fuld af fejltrin med huller fyldt med megen vodka og mange villige kvinder.

Turen er således også en slags bodsvandring, en pilgrimsfærd for at sone fortidens skørlevned og flanerende vandrelyst. Bogen er fuld af lommefilosofiske betragtninger, bekymret civilisationskritik og den midaldrende mands nostalgi om, at alt var bedre i gamle dage.

Før morens død og før han faldt otte meter ned og vågnede op som 50-årig. Forladt af kæresten, men på sporet af spildte dage og fast besluttet på at gå den lange tur med let bagage og stålsat vilje.

Denis Imbert har filmatiseret Ad ukendte stier med en fragil følelse for fortællingens egentlig meget introverte rytme og alligevel nænsomt dramatiseret det fatale fald og dets baggrund.

Tessons lille bog er enten kult eller hadeobjekt, fordi dens antimodernistiske motivkreds fremstår som reaktionære jeremiader og rustik naturromantik.

Hovedpersonen Pierre får sågar et ophold i et munkekloster med accent af det religiøse, mens hans flashbacks nu og da viser ham som en ansvarsløs spradebasse.

Frankrig er smukt og befolket med små eksistenser, som Pierre møder undervejs. I starten med uengageret ligegladhed, men alligevel tør han op af sin solipsisme og lader en gammel ven, en rodløs ungersvend og lillesøsteren være med på turen et stykke ad vejen.

Netop mødet med søsteren er et fint øjeblik i den stillestående film. Her finder søskende efter års adskillelse hinanden i noget, der er mere end familiebånd. Hans uhæmmede rejselyst er en form for æstetisk egoisme, som flere andre i familien misundte.

Filmen har solidarisk beholdt en del af forfatterens filosofiske flosker. Såsom at friheden er en kæreste, som aldrig er dig utro. So oder so bevingede ord findes mest i lydsporets jeg-fortæller, der kommenterer vandringen med mere eller mindre relevante refleksioner.

Den uafbrudt talende stemme tilhører franske Jean Dujardin (The Artist). Han gestalter glimrende sin vandringsmand med gallisk elan og eksistentiel tristesse. Der er anger og bod i hans arrede fjæs med seriøse smilehuller, megen lidt selvironi og en del humorforladthed.

Vi får hans forhold til en yngre, skøn kæreste, og han møder sin moster, der aldrig er kommet sig over hans mors død. Han drikker vand fra kilder og tænder bål på spejdermaner, og når han møder civilisationens glæder, er det med græmmelse og væmmelse.

Okay, et varmt bad gør godt, men ellers er det bare med at komme videre ad tilgroede stier. Undervejs får han et epileptisk anfald, og læger synes ikke, at han skal fortsætte. Gæt selv, hvad han vælger.

Vi når frem til havet, som altid forløser mandetårer i franske film, hvad enten vi taler om Ung flugt eller Prousts På sporet af den tabte tid.

Ad ukendte stier er med sin langsommelige fremfærd med Søren Ryge-tanker om vejr og vind, bjerge og dale, bestemt ikke en film for enhver smag. Men den vinder undervejs ved netop at understrege hovedpersonens helsebringende selvindsigt: At intet menneske er en ø.