Æsketroldene … jeg må indrømme, at titlen gjorde mig ret skeptisk. Det lyder irriterende. Men heldigvis er Æsketroldene – med den væsentlig mere velklingende originaltitel: The Boxtrolls – alt andet end irriterende. Tværtimod er det den bedste og mest veludførte animationsfilm, jeg har set i år.
I Ostebroby låser borgere sig hver aften inde i frygt for de papkasseklædte monstre, der hærger byen ved nattetide: æsketroldene.
De bor i byens kloakker, men kommer om natten op for at samle affald. Hvad ingen ved, er, at de skræmmende bæster i virkeligheden er uden skyggen af ondskab. De er geniale håndværkere og kreative opfindere, der lever i et underjordisk rige fuld af skrotmaskiner.
Men den ondskabsulde troldeudrydder Arkibald Snapholm (Hans Henrik Voetmann) bilder byen og borgmesteren Grev Pont-l’Evêque (Ole Lemmeke) ind, at æsketroldene er onde og ude efter byens mest skattede ejendom: ost!
Blandt troldene er Æg (Alfred Schwartz Jacobsen) anderledes. Han er egentlig en dreng, der på brutal vis blev skilt fra sin far (Martin Brygmann) og adopteret af æsketrolden Fisk. Æg vokser op som æsketrold, men må se sit ophav i øjnene, da han sammen med grevens datter Winnie bliver tvunget ud på en farlig færd for at redde sine venner fra Snapholm.
Æsketroldene er animationsfilm på meget højt niveau. Historien er underholdende og velfortalt og sammen med et vittigt og skarpt manuskript får instruktørparret Anthony Stacchi og Graham Annable (der begge har fortid som animatorer) Æsketroldene til at stikke ud fra mængden af animationsfilm i kraft af sin raffinerede kvalitet.
Og så er filmen et teknisk mesterstykke.
Laika-studiet står bag filmen. Man har med titler som Coraline (2009) og ParaNorman (2012) før gjort sig bemærket med stop-motion-film, hvor figurernes bevægelser og ansigtsudtryk skabes ved at optage ét billede ad gangen og så flytte figurerne ganske lidt fra foto til foto. Illusionen om bevægelse opstår, når filmen spilles, og her er Æsketroldene en fornøjelse at se på: flydende og ubesværet.
Også figurdesignet er i førsteklasse, og selv de mindste detaljer sidder perfekt. Både mennesker og æsketrolde er individuelle, detaljerede og enormt udtryksfulde. Her er ingen kedelige prototyper med store runde øjne og glat hud.
Selvom historien er en variation over et klassisk tema om Æg, der skal op til overfladen og finde ud af, hvor han hører til, er det ikke bare harmløst underholdende, men derimod også en intens og alvorlig historie fortalt med stor eventyrlyst.
Æsketroldende er både medrivende og rørende. Der var sågar tidspunkter, hvor jeg måtte passe på ikke at få vand i brillen.
Og det er lige præcis det, animationsfilm kan, når de er allerbedst. Det er måske ikke nyskabende, men der er noget ved de tegnede, modelerede eller computergenererede figurer, der taler meget direkte til publikum. Endda mere direkte, end rigtige menneskeskuespillere nogle gange kan.
Især er scenen, hvor den lille baby Æg vokser op i hulen hos æsketroldene, slet ikke til at stå for. Med stor musikalitet bliver drengens første ti leveår skildret som en række opdagelser af nye instrumenter og lyde, indtil han og Fisk til sidst har en hel symfoni med sav, vaskebræt og knuste elpærer.
Ost gennemsyrer hele livet i Ostebroby. Både Greven og onde Snapholm (der i øvrigt er voldsomt allergisk) er som besat af brie, camembert og stilton. Men hvorfor egentlig? Det er filmens største problem, at ostebesættelsen ikke for alvor bliver motiveret. For ostene fungerer faktisk som drivkraft i den helt grundlæggende magtkonflikt, der er mellem Greven og Snapholm.
En lille distraktion, som dog ikke piller ved den sprudlende og kreative fortælleglæde, der præger Æsketroldene. Det er lige præcis sådan en film, jeg drømmer om, når jeg keder mig igennem Disney 2’ere og DreamWorks 3’ere.
Kommentarer