18 Frames årgang #2

18 Frames er det fynske svar på københavnske Super16 og det århusianske Super 8, der uddanner unge filmtalenter og er et alternativ til Den Danske Filmskole. Men i modsætning til de to andre skoler uddanner 18 Frames ikke bare instruktører, manuskriptforfattere og producere, men også klippere, tonemestre og fotografer.

Atten elever udgør årgang 2, tre for hver faglinje.

Filmuddannelsen er en del af en større fynsk tendens, hvor der er sat gang i filminvesteringer. Odense Filmværksted hjælper unge filmtalenter på Fyn med blandt andet lån af udstyr, mens det regionale samarbejde Filmfyn understøtter produktioner økonomisk.

Efterhånden har de samlet de fleste af Fyns kommuner, selvom det kun er lykkedes at tilknytte pengestærke Odense Kommune som associeret medlem og ikke som en del af ejerkredsen, der betyder fuld betaling.

Jesper Quistgaard, en af årgang 2’s afgående filminstruktører, har flere gange gjort sig bemærket i medierne omkring Odenses manglende vilje til engagement i det fynske filmmiljø.

Han har også gjort sig bemærket på Ekko Shortlist, hvor tre af hans film er at finde på listen: Sværvægter, Tak for dansen og Overgang – sidstnævnte har Ekko også udgivet i en booklet. Quistgaard har med sin hang til storladne og pompøse dramaer a la Hollywood en særegen stil i dansk sammenhæng, og hans afgangsfilm Ødeland er ingen undtagelse.

En krigssprængt verden
Fandens til Fyn, hvor Ødeland er flot. Med vanlig selvsikkerhed leverer Jesper Quistgaard et postapokalyptisk drama. Det er instruktørens bedste film, særligt fordi lyd og lokationer lever op til episke fortællinger om liv og død.

Enhver kan undre sig over, hvordan det lader sig gøre for en lavbudgetfilm.

En far og datter har isoleret sig på en øde ø i en krigssprængt verden af ødelagte byer, hvor ingen kan stole på nogen, og alle kæmper mod alle.

Den for ti år siden meget hypede skuespiller Rudi Köhnke (Nordkraft og Fibibus) har rollen som den omsorgsfulde, men hårdhudede far til en datter med et dødeligt sår.

Og Rudi Köhnke har det stadig i sig. I forladte hospitalsgange møder de en stum, ung knægt med den rette medicin. Faren tager ham som gidsel og lænker ham i huset på øen. Men pigen virker forelsket i drengen, og om natten slipper de ham fri af kæderne.

Forklaret og flertydig
En af Jesper Quistgaards træk er, at han lader seeren undre sig. Vi skal sent hen i filmen, før vi for alvor bliver gjort opmærksom på, præcis hvorfor faren holder drengen fastlåst.

I hans seneste film Sværvægter er historien lidt for underfortalt, men i Ødeland fungerer det, fordi vi i sidste ende får alt forklaret – og dog står filmen flertydigt tilbage. Faren, datteren og gidslet fungerer i et psykologisk trekantsdrama, og ved filmens slutning er vi i tvivl om, hvem der er god, hvem der er ond, og hvem der bare tænker på sig selv?

Det er diskutabelt, om filmens hurtigt slående kampscener er nødvendige, eller om den actionglade Jesper Quistgaard skulle have holdt dem på et mere æstetisk, tålmodigt og endda dialogbåret plan – ligesom filmens øvrige scener – for ikke at knække rytmen i det fine narrativ.

Forladt cirkusland
Lisa Svelmøe kan ikke beskyldes for ræs og tjubang. Hun har tidligere nået Shortlistens top 10 med Ude i skoven og For det fælles bedste, der i dag kan ses på All Time Shortlist.

Begge film er kendetegnede ved personer, der flygter fra virkeligheden og møder uhyggelige eller absurde mennesker.

Denne gang er det endnu mere skævt – og tak for det. Nede under overfladen giver et syret bud på, hvordan vi som børn reagerer på sorg. Filmen udspiller sig i to verdener: voksenverdenen med kaffedrikkende gæster i et sidste farvel til den døde far på sengen og datterens psykedeliske fantasiverden, hvor hun bearbejder sit faderlige tab.

Pigen (Sille Malou Nielsen) falder i en sø og vågner op i et forladt cirkusland. Her møder hun candyflossmanden, den skæggede kvinde og Pierrot. ”Hvor er min far,” spørger hun, men ingen ved det. De er selv kede af det, for cirkusdirektøren er væk, og snart er pigen på opdagelsesrejse i cirkustelte.

Instruktør Lisa Svelmøe har tilkendegivet sin forkærlighed for det gøglede og psykedeliske inspireret af Terry Gilliam, David Lynch og Gaspar Noe, og filmen leder da også tankerne hen på ikke mindst Terry Gilliams The Imaginarium of Doctor Parnassus (2009), men selvfølgelig også Alice i Eventyrland og en lille piges møde med finurlige skabninger.

Mere sindssyge
Filmens svaghed er ikke det velkendte tema, men dialogen, der skuffer i den surrealistiske verden.

Dialogen er enkel, det skal den være, men den byder desværre ikke på mystik og eftertænksomhed. Den ellers velspillende David Bowie-lignende teaterskuespiller Jacob Madsen Kvols sidste afgørende ord til pigen er klichéen: ”Nogle gange er det, man leder efter, lige foran næsen på én.”

Jeg havde håbet på mere gakket replikunivers, et næsten sindssygt et af slagsen fyldt med absurditeter – hør bare Tom Waits’ teaterfortolkning af Alice.

Alligevel rummer skuespillet kvaliteter, og Alice-parafrasen fungerer. Vi ønsker at kende næste skridt i kapitlet. Og ikke mindst drømmer kortfilmen os hen til et mere enkelt og lystigt, men også farefyldt sted.

Den indebrændte vej
Hvor Nede under overfladen er en symbolsk rejse gennem sindet, er En vred mand en livshelende roadmovie gennem Fyns landskaber.

Den handler om indebrændte Lars (Sune Geertsen fra Frygtelig lykkelig). Lars’ kone er skredet med Lars’ chef, som tilmed har fyret Lars. Dobbelt nedtur.

Nu er huset til salg. Alt synes håbløst, men i flyttekassen finder Lars en gammel walkman og et selvhjælpsbånd. Snart kører han dikteret af båndet fra sted til sted.

”Beklager, men du er rådden indeni. Du er et æble. Sprøjtet med fornuft og logik. Sprøjtede æbler rådner indefra og ud, og det er ved at ske for dig. Din vrede skal med ud på en køretur. Ellers kommer du til at rådne op,” lyder det fra båndet.

Det rådne symbol er meget vel en henvisning til det overfladiske, borgerlige liv. Instruktøren Jannik Dahl Pedersen hitter lige nu med den meget velfungerende og morsomme Trekanter af lykke, der for anden uge i streg ligger nummer 1 på Ekko Shortlist.

Komedien handler om bagsiderne af den opadstræbende, penge- og succeshungrende middelklasse. Et tilbagevendende tema siden Charles Wright Mills i 1951 skrev White Collar om kontoramerikanernes stræben efter at få et flottere hus og bo i et rigere kvarter end naboen.

Vil du med på roadtrip?
Denne gang lykkes det desværre ikke så godt for Jannik Dahl Pedersen at endevende den danske middelklasse.

En vred mand handler ikke så meget om materiel ulykke, men om uforløste aggressioner. Lars samler sin hidsige far op, et faderopgør er i sigte, men først skal Lars finde modet. Det hele er som sådan humoristisk, men også en anelse for karikeret. Og fra konflikten med sin far tager båndet, bilen og filmen nye, uventede drejninger.

Det fede ved roadmovies er uforudsigeligheden, og her har vi at gøre med et intelligent, overraskende plot. Det er forfriskende at komme rundt i det fynske, og vi møder flere fede, obskure detaljer såsom vejskilte, der peger mod land og by.

Jannik Dahl Pedersens idé er spændende, men spørgsmålet er, om vores antihelte er sammensatte og brogede nok til, at vi vil med på roadtrip.

Også Fyn har talent
Vi står tilbage med en årgang, der på sin vis har valgt genkendelighed. Postapokalypse, sorgbearbejdelse og middelklassens indebrændthed er velkendte temaer, vi har set på film mange gange før.

Til gengæld har vi sjældent i Danmark set dystopisk action, fantasifulde Alice-parafraser og roadmovies på Fyn. Alle instruktørerne har med deres nuværende eller tidligere film vist, hvorfor også Fyn – til trods for at være bagud med penge, netværk og vidensdeling i forhold til københavnerne – med berettigelse udklækker filmtalenter.