After Earth

M. Night Shyamalans karriere er et regulært styrt fra tinderne.

Han stjal rampelyset i Hollywoodsom bare 29-årig med sin tredje film, Den sjette sans (1999), som blev en massiv blockbuster og fik en stribe Oscar-nomineringer takket være et af de vel nok mest veleksekverede plot-twists nogensinde.

Året efter gav han med finesse superheltefilmen et realistisk skær i den formidable Unbreakable, længe før Christopher Nolan overhovedet havde tænkt på at gøre det samme med sine Batman-film.

Men siden er Shyamalan gradvist blevet en skygge af sig selv. Øko-thrilleren The Happening (2008) var med sit absurde plot, hvor træer og planter får mennesker til at begå selvmord, ufrivilligt komisk. Og fantasy-familiefilmen The Last Airbender (2010) skulle være en film for alle, men blev med sit amatøragtige skuespil og indviklede manuskript en film for ingen.

Hans nye film, science fiction-filmen After Earth, udspiller sig tusind år ude i fremtiden, hvor menneskeheden har bosat sig på en anden planet, efter Jorden er blevet invaderet af ursaerne. De er altødelæggende rumvæsener, der er blinde, men som kan fornemme de feromoner, mennesker udskiller, når de føler frygt.

General Cypher Raige (Will Smith) spillede en central rolle i kampen mod ursaerne, fordi han som den første lærte at ghoste – at kontrollere sin frygt, så man kan navigere rundt, uden rumvæsenerne ænser én.

Det er derfor ikke uden grund, at Cyphers trettenårige søn Kitai (spillet af Will Smiths rigtige søn: Jaden) føler, at det er nogle overordentlig store rumstøvler, han skal fylde ud. Og Cypher, der mildest talt er bedre til at svinge dirigentstokken i militæret end i husholdningen, er ikke sådan at imponere.

For at forbedre forholdet til sin søn tager Cypher ham med på en rejse, men deres rumskib forulykker på Jorden, hvis klima er blevet livsfarligt for mennesker. Cypher bliver hårdt såret, og Kitai må tage på en flere dage lang rejse alene for at få fat i den sender, der kan transmittere et nødsignal hjem, så hans far kan blive reddet.

M. Night Shyamalan fortæller med After Earth om en søn, der ønsker sin fars accept. Det er en såre banal historie, hvilket der såmænd intet havde været i vejen med, hvis den var tilsat et særligt akkompagnement: for eksempel kuldegysende stemninger, en smuk æstetik eller bevægende skuespil.

After Earth besidder ingen af delene.

Når M. Night Shyamalan er bedst, skaber han med sine ekvilibristiske, lange indstillinger og manipulation af reallyden tranceagtige tilstande, der er køligt hypnotiserende og fuldstændig omslutter én. Dette er ikke til at spore i After Earth, hvor det virker, som om Shyamalan har troet, at den overdådige computergenerede verden ville gøre arbejdet for ham.

Men storslåede CGI-verdener er set langt bedre – som i Oblivion tidligere på året. Det kunstige look i After Earth med de sprudlende farver vækker mest af alt minder om plasticpotteplanterne hjemme hos mormor og morfar, hvilket ikke ligefrem er angstprovokerende.

Universets farverige fauna – såsom giftige blodigler, bestialske aber og kæmpemæssige rovfugle – bruges som ikke særlig raffinerede tandhjul, der skal få det træge manuskript til at rulle videre.

Ideen med at styre sin frygt er såmænd udmærket tænkt som en måde at skildre overgangen fra barn til voksen på. Men den følelsesmæssige indvirkning udebliver, når Smith senior og junior hver især kun har taget ét ansigtsudtryk med på arbejde: Will spænder anstrengt sin overlæbe, mens Jaden har låst begge øjenbryn fast i en position på 45 grader, der skal vise, hvor bange han er.

After Earth vil blive husket som endnu et flop i M. Night Shyamalans forulykkede karriere.