Hvilke spor efterlader vi os i andre mennesker? Hvem fortæller vores historie, når vi ikke længere er her?
I det amerikanske sci-fi-drama After Yang går robotstorebroren Yang i stykker under en dansekonkurrence hjemme i stuen. Det er ikke muligt at få ham repareret, men faren Jake har svært ved at give slip.
På et lurvet robotværksted finder mekanikeren en skjult harddisk med Yangs mest skattede minder: Te, der farver vandet rødbrunt. Jake og Kyra, hans kone, der griner sammen i sofaen. En regnbue over trætoppene.
Andetsteds på harddisken finder Jake helt andre minder. Familien købte Yang brugt, da de adopterede kinesiske Mika, så han med sit programmerede kendskab til kinesisk kultur kunne lære pigen om hendes ophav. Men før da levede han et andet liv.
Hvor godt kendte familien egentlig Yang?
Den sydkoreansk-amerikanske instruktør Kogonada bruger mysteriet om Yangs tidligere liv som motor i historien, men kernen er familiens uventede sorg, da de mister et familiemedlem, de egentlig tog for givet.
Filmen foregår i en stiliseret fremtidsverden, hvor amerikansk og asiatisk kultur og arkitektur er blandet sammen. Men det er, som om syntesen af de to verdener blot giver afsavn fra begge.
Jake driver en teforretning, men føler ikke, at han rigtigt værdsætter drikken.
I et flashback, der trænger sig på som en tvangstanke, fortæller han Yang om en gammel dokumentar – Les Blanks All in This Tea – hvor Werner Herzog forklarer, hvorfor det kan være så vanskeligt at sætte ord på god te: ”Du går gennem en skov, og der er blade på jorden. Det har lige regnet, nu er regnen stoppet, men det er stadig vådt. Og på en eller anden måde er det alt sammen i denne te.”
Scenen gentages i fragmenter. Jake og Yang står anderledes, betoner bestemte ord forskelligt.
Minder er omskiftelige, og After Yang illustrerer mesterligt, hvordan sorg får mennesker til at klamre sig til uanselige detaljer, der betyder alverden for os.
Kogonada er en uhyre præcis og afmålt instruktør. Før han debuterede, leverede han visuelle essays om filmhistoriens store instruktører til Criterion Collection og Sight & Sound.
Allerede i debutfilmen Columbus havde han et klart og karakteristisk filmsprog: fortættet og intenst, køligt og stringent, empatisk og tålmodigt.
Han har også en formidabel visuel sans og bruger i begge film den modernistiske arkitekturs rene linjer og flader til at skabe en kontrast til karakterernes stærke følelser.
I After Yang indbyder fotograf Benjamin Loebs rolige billeder og dæmpede farver til fordybelse. Filmens look varieres undervejs fra koldt til varmt, vidvinkel til kasseformet, når Jake dykker ned i Yangs minder. De er hver et par sekunder lange, løsrevet hverdagspoesi akkompagneret af Aska Matsumiyas fragile musik.
Filmen er fuld af tanker, stemninger og idéer, som ikke altid følges til dørs.
Der er en politisk dimension i denne fremtidsverden, der flagrer –, som når Jake rynker på næsen af naboens klonede familie, eller når robotmekanikeren viser sit had til asiater. Hvad er det for et samfund, hvor kulturelt ophav – for ikke at sige autonome individer, hvad enten de er kloner eller robotter – er noget, velhavende familier kan købe sig til?
Det er på det personlige plan, After Yang er så vellykket og følelsesmættet.
Colin Farrell er som Jake en formidabel melankoliker med sin resignerede hængemule og døsige repliklevering. Mens Justin H. Min giver Yang en charmerende oprigtighed, når familien i flashbacks mindes kloge samtaler om livet og døden, identitet og mening.
Instruktørens kunstnernavn, Kogonada, er en hyldest til den japanske mesterinstruktør Yasujirō Ozus mangeårige manusforfatter Kōgo Nada.
After Yang er på en måde som deres stilfærdige dramaer: enkel på overfladen, men lige så kompleks og udtryksfuld som en god kop te.
Kommentarer