Aftersun

Måske lyder det underligt at give sjældne seks stjerner til en uanmassende, skotsk debutfilm om en pre-teen og hendes far på tyrkisk charterferie i 1990’erne. 

Men Aftersun består af genkendelige, uspektakulære og nærmest ikke-filmegnede detaljer, der limes sammen til et foruroligende og overrumplende dobbeltportræt, som peger langt ud over det feriesnapshot, filmen på overfladen består af. 

Sophie (Frankie Corio) er elleve år og skilsmissebarn. Med sin far Calum (Oscar-nominerede Paul Mescal), som hun ikke bor sammen med, har hun en uge med hotelpool, spillemaskiner og aftenkaraoke. 

De to døser, snakker om de andre på hotellet, tager til nærliggende ruiner, drikker og spiser. 

Farmand har smerte og selvhjælpsbøger med i bagagen, mens Sophie helt i pagt med sin alder interesserer sig for drenge. Far og datter er et fantastisk match. Der er no bullshit, men respekt og gensidig omsorg mellem dem. 

Filmkritik og anmelderi har en tendens til at skille form fra indhold. Som om en historie eksisterer adskilt fra den måde, den fortælles på. 

Men Aftersun er en sund påmindelse om, at formen i sig selv er fortællende. Charlotte Wells’ film er ikke avantgardistisk eller selvhøjtidelig, men den er alligevel off, skæv, i små doser og på effektive tidspunkter. 

Den rummer ekstra lag, som handler mere om erindring og identitetsdannelse end om kys og bajere på de blege briters solkyst. 

På disko-gulvet får vi pludselig et glimt af Calum i stroboskoplys, men fra dengang han var dreng på datterens alder. Han ser ensom og usikker ud. Det trækker vores fokus væk fra Sophie og gør de to til spejlinger af hinanden på tværs af tid. 

Det er sådanne antydninger af dybde og forbindelseslinjer, der gør filmen vibrerende. Den inviterer til fortolkning, som om vi lægger brikker i et puslespil. 

Hvorfra kommer Sophies ro og selvtillid, der holder hende i karaoke-spotlightet, selv om hun ikke har en tone i livet? Hvordan har den usikre dreng transformeret sig til den afdæmpede og meget kapable far, Calum er i dag? 

Er rejsen på nogen måde definerende for deres relation? 

Det føles, som om Charlotte Wells kunne have trukket sandheder om Calum og Sophie ud af en hvilken som helst uge af deres liv på en akkurat lige så interessant og klog måde. Hun har en ro og et skarpsyn, der skærer kliché-marmoreringen af og gennemlyser tavsheder og indforståede blikke. 

Autentisk er næsten for mildt et ord om de to altdominerende hovedpersoner. Sophie og Calum føles som mennesker, der er hapset ud af mængden, og som vi har fået lov at betragte helt tæt på, mens de er allermest sig selv. Nærmest med deres eget sanseapparat. 

Jeg sidder bagefter med en opløftet følelse af, at ethvert menneske bærer rundt på brikkerne til en sansefortælling som den her. Snapshots trækkes ud af glemmebogen som gamle polaroidbilleder af en papkasse på loftet og bliver sat på en snor, der får livets op- og nedture til at give sammenhæng. 

En af de film, jeg bedst kan sammenligne den med, er Raúl Ruiz’ Time Regained med John Malkovich fra 1999. Den handler om Marcel Prousts dødsøjeblik, hvor den berømte forfatter glider ind i en suppe af minder i en form, der mimer hans egen roman På sporet af den tabte tid. 

Centrale minder, motiver, sorg, glæde, fortrydelse æltes sammen med fin de siècle-salonernes elegance og violinakkompagnement. 

Aftersun er Proust på ny flaske og en mindre fancy lotion. Uden højtidelig filosoferen, men med arbejderklasse-diktion, camcorder, Blur og Macarena som bagtæppe. 

Den skærper sanserne om det nære. Og fordi det nære og ordinære er det, der former os, føles det efter filmen nærmest som en kollektiv skandale, hvor meget vi fokuserer på de ekstraordinære hændelser i vores liv. 

Alt det gør Aftersun til prunkløs, livgivende filmmagi: de små tings og de små registreringers store triumf.