Selv om Ága foregår på et af klodens koldeste egne, er filmen gennemstrømmet af en menneskelig varme.
Den er instrueret af bulgareren Milko Lazarov, finansieret med franske og tyske penge og tilsyneladende optaget i Sibirien, nærmere bestemt Jakutsk i det nordøstlige Rusland. Men det er en fortælling, der på alle måder føles rundet af den kultur, hvor den foregår.
De to hovedpersoner er et gammelt par af egnens oprindelige befolkning, der holder deres folks urgamle traditioner i hævd og taler jakutisk – et gammelt sprog, som er ved at forsvinde. Ved første øjekast ligner de folk fra en anden tid, men da vi ser, at de ejer en transistorradio, forstår vi, at historien foregår i nutiden.
De er repræsentanter for en kultur, der for et vestligt publikum virker eksotisk, men deres historie har en enkelthed, som er universel.
Nanook (teaterskuespilleren og forfatteren Mikhail Aprosimov) er en jæger og rensdyrfarmer, der bor i en såkaldt yurt (et rundt telt) i den russiske republik Sakha med sin kone Sedna (Feodosia Ivanova, en kollega fra de skrå brædder).
Dagenes og sæsonernes rytme har været den samme for dem i mange år: Nanook går på jagt og fisker for at skaffe mad, med hjælp fra en ualmindeligt smuk, navnløs husky, mens Sedna tilbereder maden, holder liv i arnen, garver skind og står for husholdningen.
Sedna affejer ham nonchalant, men Nanook har lagt mærke til, at tøvejret kommer tidligere i år, og der er stadig mindre vildt at jage. Han bliver ved med at finde døde, sårede dyr i sneen, og tingene er ikke længere, som de var engang. Den nye tids forandringer kan betyde, at han mister sit levebrød – og at de kommer til at sulte.
En ung mand kommer på besøg fra Chena og bringer nyt om deres datter Ága (Galina Tikhonova), som forlod dem efter et skænderi for flere år siden. Ága arbejder i en diamantmine i regionen, og Sedna foreslår, at de besøger hende, når Sedna er færdig med at lave en hat i hvid rævepels til datteren.
Men en storm truer i horisonten, og hvordan skal de klare den strabadserende rejse? Og hvad er betydningen af det ensomme rensdyr, som Nanook bliver ved at se langt borte i horisonten – adskilt fra flokken?
Det minder ham om en anden ren, han elskede som barn.
Historien folder sig blidt ud med en mediterende, men aldrig kedelig rytme. Klipningen dvæler ved de slående billeder, der leveres af Kaloyan Bozhilov. Som et symbolsk digt holder instruktøren og medforfatter Simeon Vensislavovs ordknappe manuskript nøglebilleder op for tilskueren – huller i sneen, sår på kroppen – der gentages som musikalske ledemotiver.
Og apropos musik, så låner Ága på fabelagtig vis fra både Gustav Mahler og en anden snedækket film: The Revenant. Musikkens samspil med de lange, statiske indstillinger af skuespilleres ansigter skaber en mild grundstemning af melankoli og afsavn.
Begge hovedskuespillere leverer formidable præstationer, selv om de på overfladen ikke gør stort andet end at overleve elementernes rasen og udføre deres daglige gøremål. Men deres udtryk, når de deler et sigende blik eller ligger i sengen sammen om aftenen, fortæller så meget. Det samme gør Tikhonovas tårefulde reaktion mod slutningen, da hun i rollen som Ága får en nyhed, der ikke behøver formidles med ord.
Ága er en af de mest stille film, man kan forestille sig.
Dialogen er skåret helt ned til et par uforglemmelige monologer og enkelte pragmatiske ordvekslinger. Det kan måske få filmen til at lyde mytologisk, men det er en meget ligetil og lettilgængelig fortælling om sorg og syndsforladelse, fuld af genkommende billedsymbolik og kædet sammen af en sælsom drømmelogik.
Kommentarer