Al Medina

“Kære Allah. Velsign min hjemkomst. Må jeg få det liv, jeg altid har drømt om.”

Sådan begynder Al Medina, en dansk-arabisk forfaldsfortælling, der indfrier det potentiale, instruktør Omar Shargawi demonstrerede med debutfilmen Gå med fred, Jamil fra 2008.

Historien følger den gudfrygtige Yusif, en dansker med arabiske rødder, der rejser til sin fars hjemby Medina for, inshallah, at starte et nyt liv med sin gravide hustru (Sara Hjort Ditlevsen).

Skæbnen har imidlertid andre planer, og filmens tone slås an da Yusifs bønner besvares med sorg og ulykke af bibelske proportioner.

En gadedreng tigger for sin syge bror, så han får en skærv, men det får andre drenge til at plage parret. Snart står en kødrand af rovgriske unger og skriger på penge. Da de begynder at skubbe, skubber Yusif igen. Da tumulten fortager sig, ligger en af drengene død på brostenene.

”Når en udlænding forårsager et barns død, tager vi det meget alvorligt,” siger en uniformeret mand bag et skrivebord, og inden længe bliver Yusif tævet og voldtaget af fængselsvagterne, mens hans kone mister barnet og rejser hjem. Da ørkenoprørere angriber fængslet, vandrer han lammet og umælende tilbage til byen i blodige laser og vildmandsskæg.

Job måtte demonstrere sin tro ved at udstå alskens plager sendt af den gammeltestamentligt iltre Gud, men i denne gudsforladte mellemøst-slum er der ingen brændende buske eller engle med forløsende budskaber. Gudsforladte Medina er bare et dræbende limbo.

Dermed er Shargawis religionskritik på én gang blevet mindre specifik i sit udtryk og mere hvas i sin brod.

Karaktererne i Gå med fred, Jamil gav sig i kast med opbyggelig religionskritik over den dødsensfarlige skelnen mellem shia og sunni, og hovedpersonen indså det halsløse ved sin egen ærekære hævngerrighed.

Promoveringsmaterialet til Al Medina henlægger handlingen til ”et tidsløst og unavngivet land,” og selvom den let virkelighedsfjerne tilgang til fortællingen kredser om det mytiske, opbløder det ikke den kritik, der ligger i at portrættere islams anden-helligste by som helvede på jord.

I rollen som Yusif markerer instruktør og forfatter Omar Shargawi sig som en sælsomt sjælefuld karakterskuespiller, der effektivt udstråler hovedpersonen Yusifs rådvildhed og viljestyrke – selv når han ikke længere ved, hvad han kæmper for.

I begyndelsen deklamerer han sine replikker, men efterhånden som han knækkes, forfalder han til mæleløst, traumatiseret vanvid. Da et tilbud om sjælefordærvende, lyssky arbejde redder ham fra at gå i hundene, er der ikke meget tilbage foruden en vag hjemve.

Det kan virke narrativt stillestående at følge Yusif hutle sig gennem byen, granatchokeret og med et martret udtryk i ansigtet, men der er afbræk og overraskelser undervejs, og en tematisk rød tråd om voksnes vold mod børn for at tilføje kunstnerisk kompleksitet. Skåret ned til 90 stramme minutter taber filmen aldrig takten, men Al Medina fører sig unægtelig mere frem på stemning end begivenheder.

Stemningen er til gengæld også mesterligt gengivet.

Hele miseren er iscenesat med en klædelig, stemningsmættet lavbudgetæstetik. Fotograf Aske Foss forløser handlingen med kunstnerisk ufokuserede billeder og et kamera, der aldrig er i nærheden af et tripod-stativ. Ekstreme nærbilleder, hvor ansigtstræk fortaber sig i grøn-gule digitalgryn. Rystende totalbilleder, hvor vores udsyn er halvt blokeret og store dele af billedet henlagt i mørke.

Meget af filmen udspiller sig i en neongrøn og fremmedgørende storbyødemark, i baglokalebeværtninger med snusket plastikinventar, og i nådesløst upersonlige betonbyggerier og teltlejre på byggepladser.

Al Medina er et modent værk fra en af den danske filmindustris mest særprægede auteurs. Omar Shargawi løber kunstneriske risici i denne film, som mere publikumsorienterede filmskabere ville kvie sig ved – og selv når de ikke lykkes helt, kan man ikke andet end bifalde hans vision.