I denne uge har man kunnet læse om en hårrejsende sag i flere danske medier.
”Konspirationsteoretikeren Alex Jones,” som han kaldes i BT, skal betale en stor erstatning til Neil Heslin og Scarlett Lewis, som er forældre til en dreng, der blev dræbt.
Under skoleskydningerne på Sandy Hook Elementary School stod Neil Heslin med sin lille søn i armene, mens han døde. Men ifølge Jones, der har hjemmesiden Infowars.com, var det bare skuespil.
Heslin var købt og betalt af staten, som havde fået ham til at lege med i deres enorme fupnummer, som skal bedrage os alle. For terrorangrebet 11. september og en række andre dramatiske verdensbegivenheder i det 20. og 21. århundrede – ikke mindst covid19-epidemien – er alt sammen hjernevask af befolkningen.
Alex Lee Moyer har lavet en dokumentar om Alex Jones. Instruktøren har selv redigeret filmen og kunne med fordel have klippet de 135 minutter ned til halv længde. For den er alt for lang. Eller rettere sagt: Der er ikke rigtig nogen historie i den.
I filmen hopper vi forvirrende frem og tilbage mellem nutiden – perioden op til Trumps mulige indsættelse, der som bekendt kikser, fordi Biden vinder valget – og fortiden, hvor Alex Jones siger: Alt er svindel, det hele er humbug, en slags råd af verdensherskere vil overtage det hele og lave én regering styret af kriminelle, som vil hjernevaske os til at hoppe i takt – og give dem vores penge og al vores frihed.
Filmen er interessant af tre grunde.
For det første er det altid skønt at se americana. Og her er der masser af store pickup-trucks, kasketter og T-shirts til de mange folkelige arrangementer, hvor folk går amok i raseri og massepsykose.
For det andet er det tankevækkende at se, hvordan folkeforførere som Alex Jones manipulerer med sine tilhørere. Strategien er ophidselse og dynamik. Han virker nærmest hysterisk, hæver sin brummestemme, som var han på vej i et værtshusslagsmål, skriger og laver fagter.
Og han skifter hele tiden emne.
Verden er af lave, fordi regeringen har lavet en kunstig epidemi. Men det skyldes, at Microsoft står bag al nutidig teknologi – ”Død over Bill Gates!” – og at alt er overvåget.
Det så vi jo også ved 9/11, som var falske eksplosioner lavet af samme type sprængstof, som kineserne bruger. Og det er dem, udlændingene, som er ude på at overtage det hele – på trods af at det på en måde også er Bill Gates, selv om han ikke er udlænding. Og var det måske ikke også i Kina, at covid19 begyndte?
Man bliver rundtosset af de vilde påstande, som bliver stablet oven på hinanden. Og foruden det hysteriske og retoriske bruger Alex Jones demagogvåbenet nummer ét: frygten.
Alle er imod dig. Apple, russerne, mange af amerikanerne, de ”liberale”, de intellektuelle, alle.
For det tredje giver filmen et indblik i Alex Jones’ skræmmende psyke. Han er fra dag ét paranoid og helt vild i blikket, men han bliver med tiden mere og mere kriminel.
Det sidste er afgørende for filmens relevans.
Det er nemlig teknisk set en meget uspændende film. Der er ingen gode interviews eller andet guf, bare klipsammen fra arkiverne og mikrofonholderi.
Man forventer en udvikling, et plot eller drama af en slags, men det her er hverken historien om Trumps nederlag, om retssagen om Sandy Hook eller om Alex Jones’ storhed og fald.
Det er bare Alex Jones, som man i øvrigt aldrig føler, at man rigtigt kommer ind på livet af. Men én ting ændrer sig igennem filmen.
Man får mere og mere fornemmelsen af, at han er en regulær kriminel. Han er en slags åndelig forbryder, som – imens han kæfter op om fake news – ikke laver andet selv end et intellektuelt svindelnummer og et kommunikativt underslæb.
Alex Jones er i virkeligheden mest optaget af Alex Jones. Desværre er han ikke interessant for publikum. I hvert fald ikke i denne film.
Kommentarer