I 2010 stod en af Hollywoods mest krøllede hjerner bag en ny udgave af Lewis Carrolls surrealistiske fortælling Alice i Eventyrland – nemlig instruktøren Tim Burton, der gakkede ud med skrigende pangfarver, sære eksistenser og et ganske absurd eventyr.
Så man filmen med logiske øjne, gav den ikke megen mening. Det handlede om at læne sig tilbage og nyde filmen som et visuelt festfyrværkeri, bristende af sprudlende fantasi. Og det gik godt i tråd med bogforlægget, der med nonsensord og vrøvleri har begejstret børn og voksne siden 1865.
Burtons film var dog til den mørke side med den hjerteløse Røde Dronning Iracebeth (Helena Bonham Carter), som man også kender fra Disneys animerede udgave fra 1951. Hun har magten over Jabberwockyen, er farligt dragevæsen, og Alice, der er blevet voksen, må nedfælde monsteret og vinde på vegne af den gode Hvide Dronning Mirana (Anne Hathaway).
Det var altså aldrig en børnefilm for hele familien, og det er den nye heller ikke – den er tilladt før børn over 11 år.
Filmen begynder tre år efter at den forrige endte. Alice er vendt hjem til London efter sin Kina-ekspedition og er en selvstændig, handlekraftig ung kvinde. Men det er ikke populært i viktoriatidens England.
Alice bliver spist af med en stilling som sekretær ved sin hjemkomst. Hun skal bare være glad for, at hun overhovedet får et arbejde, for det er ikke højvelbårne kvinder forundt.
Det er fint, at filmen påpeger datidens kvindesyn, for det virkede trods alt lidt urealistisk, at Alice i forrige film kunne overtage sin afdøde fars rolle som handelsmand.
Alice bliver tilmed indlagt på et sindssygehospital, fordi hun lider af ”kvindehysteri”. For dengang var kvindfolk sindssyge, hvis de talte frit, afveg fra normen og havde tiltro til egne evner.
Men selv om det prisværdigt at sætte datidens normer op mod det fantastiske Eventyrland, så er det næsten synd. Charmen ved forrige film var, at den var så gøglet og småskør – ligesom bogen.
Denne gang kommer Alice til Eventyrland, da hun kravler gennem et spejl. Men Eventyrland er ikke blevet flottere og historien ikke mere absurd. Instruktøren James Bobin har tidligere lavet The Muppets og Flight of the Concords, men selv om han har et spraglet cv, kan han ikke hamle op med Burtons ikoniske skævhed.
Johnny Depp som den gale Hattemager er i både overført og direkte betydning en bleg udgave af sig selv. Skuespillet virker uoplagt. Alice må hjælpe ham, for han er ved at forsvinde. Han er nemlig deprimeret over sin afdøde familie, som han pludselig tror er i live.
”De er døde. Det er umuligt at finde dem,” siger Alice til ham. Og hans øjne sortner. Det er jo netop det, der er fundamentet i deres venskab – troen på, at det umulige er muligt.
Den hvide Dronning og vennerne fra den forrige film beder Alice hjælpe Hattemageren. Det kan hun kun gøre ved at besøge Tids slot og stjæle kronosfæren, som er en tidsmaskine. Så Alice rejser lettere kaotisk tilbage i tiden, jagtet af Tid, for det er livsfarligt for alle i Eventyrland, at hun piller ved fortiden.
At fortælle dele af historien fra Alice i Eventyrland og fortsættelsen Bag spejlet koblet sammen med tidsrejse-postyr virker som et påskud for at se karaktererne som små.
Måske børn synes, det er sjovt at se Hattemageren som dreng og Filurkatten som killing. Men da det ikke en børnefilm, virker det som en forfejlet satsning. Karaktererne er ikke højt nok elsket til, at man har interesse i at se deres fortid.
Sacha Baron Cohen spiller Tid knirkende veloplagt. Han kan godt gå hen og blive den nye Depp, når det kommer til skæve roller. Mia Wasikowkas Alice er også vokset siden sidst. Fra at være en lettere ensformig, forvirret Alice, er hun nu meget mere udtryksfuld.
Men filmen kan ikke holde sig for god at lave en masse ordspil og vittigheder med Tid. ”Tiden er i mine hænder,” siger Hattemageren til et fortids teselskab, da han holder Tids hænder i sine. Og sådan bliver det desværre ved.
Kommentarer