Biografanmeldelse
14. aug. 2024 | 22:13

Alien: Romulus

Foto | Murray Close

Det startede med Ridley Scotts mesterlige film fra 1979, og med tiden har alien’en, der kan udklække æg i levende mennesker, gjort sig fortjent til titlen som verdens bedste – eller værste – monster.

Den syvende Alien-film er ikke fejlfri, men en original og gysende frisk genstart af en franchise, som længe har ventet på en modig instruktør.

Af Rikke Schubart

Ligner et kæmpe insekt, bruger sin hale som sværd, blodet er syre, og den udklækker æg i levende mennesker. 

Alien’en er kaldt verdens bedste monster, så der er meget for Fede Alvarez at leve op til, når han rebooter horrorfilm-franchisen over dem alle. 

Syvende film åbner med, at et skib henter en klippesten fra det ydre rum. Efter stenen er blevet skåret igennem, ser vi indeni et aftryk fra en alien. 

Historien springer til kolonien Jackson’s Star på en mineplanet, hvor arbejderne dør af kræft. Rain (Cailee Spaeny) har tjent point til, at hun og hendes bror Andy (David Jonsson) kan rejse, men Weyland-Yutani Corporation hæver bare hendes pointrate. 

Der er tilsyneladende ingen vej væk. 

Tyler (Archie Renaux), Rains ekskæreste, har hørt om et rumvrag, der svæver over planeten. Han planlægger med en lille gruppe at stjæle vragets brændstof, så de kan rejse til en ren planet. 

De inviterer Rain og Andy med. Andy er nemlig en ”syntet”, altså robot, der kan tale med styresystemet og åbne dørene på vraget. Det tager kun en halv time, lokker Tyler. 

Afsted med de unge i et ramponeret rumskib, der lægger til ved en mennesketom rumstation. Helt tom er den ikke, og nu begynder den vilde jagt. 

Ud over Tyler består gruppen af hans søster Kay, der viser sig at være gravid, vennen Bjorn, der hader synteter og mobber Andy, og Bjorns kæreste Navarro, der er en selvsikker og dygtig pilot, som naturligvis dør først. 

Startende med Ridley Scotts etter fra 1979 er en Alien-film karakteriseret af fire ting. 

Et alien-monster, en kvindelig helt, der bliver til en ”final girl” og dræber monsteret til slut, en robot, der til forveksling ligner et menneske, og endelig den kapitalistiske superskurk, The Weyland-Yutani Corporation, der vil bruge monsteret som biovåben. 

Fede Alvarez har styr på reglerne og åbner med bravur. Første halvdel af filmen opbygger karaktererne. Tyler er modig, Bjorn er utilregnelig, og Rain er omsorgsfuld, men også klar til at beskytte sin bror, der er lettere retarderet, fordi han mangler en opgradering. 

Da de unge bliver låst inde på rumstationen, finder de en ødelagt robot, som Rain bruger til at opgradere Andy. Andy kan nu åbne døre, men også låse dem. Hans oprindelige program dikterede, at han skulle gøre Rain glad. Nu siger den, at han skal gøre Weyland-Yutani glad. Kan gruppen stole på ham? 

Første halvdel fungerer forrygende med en frisk tilgang til det rituelle monsterplot. Koblingen af en gruppe unge og den gamle alien virker overraskende godt, og især sidder Andys udvikling fra dysfunktionel syntet til opgraderet militærmodel lige i skabet. 

Den ødelagte robot, som de finder på rumstationen, er samme model som Ash i Alien og digitalt realiseret af afdøde Ian Holm. 

Men det knirker i filmens sidste halvdel, da alien’en er ude af sækken. Plottet genbruger elementer fra tidligere film, og der er flere genetiske varianter af monsteret inspireret af de seneste film. Det er ment som en hyldest, men reducerer karaktererne fra at være nye til at blive brikker i et kendt spil. 

Filmen er ypperligt castet: Cailee Spaeny (Oscar-nomineret for Priscilla og aktuel i Civil War) er bundsolid som Rain, og den charmerende Archie Renaux fra Netflix-serien Shadow and Bone gør Tyler til en sympatisk helt. 

Britiske David Jonsson (HBO-serien Industry) brillerer som filmens mest komplekse karakter Andy, hvis komponenter bliver skiftet ud flere gange, hvilket kræver, at Jonsson giver ikke én, men to og måske flere versioner af Andy. 

Fede Alvarez har tidligere lavet Don’t Breathe og The Girl in the Spider’s Web. I sin fjerde spillefilm har han et solidt greb om gys, spændingsopbygning og action. Han gør i flere scener brug af vægtløshed, der bogstavelig talt løfter karakterer og monstre og giver blod, syre og kugler nye rammer. 

Det er blændende fotograferet af Galo Olivares med en kameraføring, der lader os mærke vægtløsheden. Alvarez har klogt valgt at fokusere på nære omgivelser i stedet for store, nye verdner som i de seneste to Alien-film. 

Vi er tilbage i hjertet af en franchise, der handler om monstre og overlevelse, om død og bevægelse, om at mærke monstret indefra og træde i karakter.

Trailer: Alien: Romulus

Kommentarer

Titel:
Alien: Romulus

Land:
USA, Storbritannien

År:
2024

Instruktør:
Fede Alvarez

Manuskript:
Fede Alvarez, Rodo Sayagues

Medvirkende:
Cailee Spaeny, David Jonsson, Archie Renaux, Isabela Merced

Spilletid:
119 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for børn fra femten år

Premiere:
15. august

© Filmmagasinet Ekko