Inliners er cool igen, folkens.
I den postapokalyptiske by Iron City konkurrerer cyborgs om hæder og en plads i samfundets højere luftlag. Blodsporten Motorball foregår på de femhjulede rulleskøjter, hvor deltagerne maser hinanden mod banens gelænder og bliver flænset af armerede robot-tentakler.
Den fiktive sportsgren kunne sagtens have været filmens fokus, men i Alita: Battle Angel er det blot en sideattraktion.
Filmen er baseret på den relativt ukendte manga Gunnm og følger mere eller mindre første del af serien.
I det 26. århundrede finder kirurgen Dyson Ido (Christoph Waltz) den amnesiramte Alita (Rosa Salazar), som er en mere end hundrede år gammel cyborg. Han ser hende straks som en erstatning for sin afdøde datter.
Man kunne frygte, at filmen røg i samme født-sexet-i-går-fælde som Det femte element, hvor en sexet kvinde med den samme mentale kapacitet som et spædbarn falder i armene på en action-helt.
Heldigvis er manuskriptforfatterne James Cameron og Laeta Kalogridis for kloge til at hoppe på den galej. I stedet for at være et naivt dukkebarn, som skal oplæres af mænd, er Alita mere interesseret i at starte barslagsmål og finde ud af, hvem hun egentlig er.
Fra starten er hun en nysgerrig og snarrådig kvinde, der bare prøver at klare sig i den store by. Senere bliver hun dusørjæger for at gå på jagt efter en mystisk seriemorder, som stjæler robotproteser fra cyborgs.
Hun er altså i slægt med James Camerons andre hårdkogte arbejderkvinder såsom Sarah Connor fra Terminator-filmene og Ellen Ripley fra Alien-filmene.
Men James Camerons involvering og inliners er langt fra de eneste elementer, der får Alita: Battle Angel til at vække mindelser om 90’erne og årtiets spektakulære blockbuster-film.
Ligesom Total Recall, Terminator 2: Dommedag og Independence Day er Alita: Battle Angel drevet af visuelle effekter, der sætter en ny standard. Hovedattraktionen er naturligvis Alita, en CGI-karakter, der er designet i den traditionelle anime-stil med gigantiske øjne og fremhævede ansigtstræk.
I stillbilleder fremstår hun måske som en sexdukke med glansløse øjne og latexglat hud, men i bevægelse på det store lærred er hun et mindre teknologisk mirakel. Hvad enten hun hamrer skinnebenet ned i skulderbladet på en massiv robot eller ses i et nærbillede med en anden person, fastholdes illusionen.
Teknologinørderne James Cameron og Jon Landau – sidstnævnte som producer – afprøver tydeligvis deres svinedyre kamera- og computerudstyr af før de kommende Avatar-film. Men fortjenesten for det imponerende resultat lægger så absolut på skuldrene af Rosa Salazar, som kommunikerer Alitas personlighed og menneskelighed.
Men instruktør Robert Rodriguez sætter i den grad sit personlige aftryk på filmen. Kultinstruktøren er kendt for at lave genreøvelser for en slik som Machete og From Dusk Till Dawn, men det angivelig 200 millioner dollars store budget kan i den grad ses.
Typisk får han vredet den blodløse film for så meget fysisk vold som muligt, og var de mange cyborgs skiftet ud med mennesker ville Alita: Battle Angel være en af de voldeligste action-film. Eksistenserne får slået kraniet ind, afrevne arme hamres ind i ansigtet på dem, og deres metalkroppe mases mellem tandhjul.
Det giver en farlig fysisk pondus til action-scenerne.
Disse cyborgs har samtidig hver deres udseende, personlighed og kampteknik. Skuespillere som Ed Skrein (Deadpool), Michelle Rodriguez og Eiza González (Baby Driver) har fået plastret ansigtet på gigantiske robotkroppe i bedste Robocop-stil, og det er en sand fornøjelse at se dem blive flået i stykker.
Resultatet er, at samtlige action-scener føles komplet unikke.
Siden James Camerons egen Avatar har mange givet deres bud på en moderne genoplivning af den effektdrevne sci-fi-blockbuster. Alita: Battle Angel er den første af sin slags, der rammer den samme følelse af nørdet eufori som Terminator 2: Dommedag, Jurassic Park og Starship Troopers.
Kommentarer