All the Beauty and the Bloodshed

”People die! Sacklers lie!” lyder kampråbet i atriummet på det moderne kunstmuseum MET i New York, mens demonstranter kaster tomme pilleglas ned fra balkonerne. 

Demonstrationen er arrangeret af fotografen Nan Goldin for at få museet til at vende de styrtende rige medicinalproducenter i Sackler-familien ryggen. 

De har tjent milliarder på aggressivt at markedsføre deres stærkt vanedannende, smertestillende opioider – Valium og senere Oxycontin, begge opium i pilleform – til læger og patienter uden tanke på den skade, som det ville forvolde. 

Laura Poitras’ Guldløvevinder nuancerer aktivismen ved at skildre Nan Goldins hudløst ærlige fotokunst og hårde liv i New Yorks modkultur. Det er en indigneret portrætfilm med et tydeligt politisk ærinde, som Julianne Moores jury på den netop overståede Venedig-festival åbenlyst har villet støtte. 

For filmens vekslen mellem arkivoptagelser og talking heads, reportager fra demonstrationer og interviews med demonstranterne, er lydefri, men ikke banebrydende. All the Beauty and the Bloodshed har ikke samme thrillerspænding som instruktørens Edward Snowden-portræt Citizenfour, men den udfolder en tankevækkende fortælling om de menneskelige konsekvenser af uhæmmet grådighed. 

Når først man starter med oxy, bliver det snart umuligt at stoppe. Som kroppen vænner sig til stoffet, får man brug for flere piller, og inden længe er heroin en billigere løsning. En halv million amerikanere er døde af en overdosis af opioider, fortæller filmen os. 

68-årige Nan Goldin har selv været der. 

Efter en operation ordinerede hendes læge Oxycontin, og hun endte i fentanyl-misbrug med en overdosis til følge, før hun kæmpede sig clean. Efter at have læst en artikel om Sackler-familien i The New Yorker stiftede hun aktivistgruppen P.A.I.N., der står for Prescription Addiction Intervention Now. 

Nan Goldins forargelse kan flytte bjerge. 

Hun er fyr og flamme med rødt krølhår og en stor personlighed: bramfri, respektløs og empatisk. Det er hendes kunstneriske mod, der giver All the Beauty and the Bloodshed humanistisk styrke. 

Hun kommer skævt ind på livet i efterkrigstidens forstadsidyl med modvillige forældre og en søster, der begår selvmord i en ung alder. På en friskole lærer hun at gå til verden med kameraet som filter, og hun finder senere et fællesskab blandt New Yorks kreative modkultur. 

Hun kommer i de samme klubber som provoinstruktøren John Waters og hans muse Divine. Hun stripdansede og arbejdede på bordel for at finansiere sin fotokunst og hang ud på baren No Wave i Times Square. Den var et epicenter, først for tidens chikke modkultur og siden for aids-epidemien, der kostede mange livet i hendes omgangskreds. 

Imens tager hun fotos. Intime snapshots fra et frigjort og udsat miljø, narkovrag og barsutter, drag queens og heroinhipstere, venner og elskere i medgang og modgang. Nan Goldin fortæller uden filter og med afvæbnende, medrivende ærlighed. 

”Jeg får taxachaufføren til at hjælpe med at bære mine fotos op ved at give ham et blowjob,” fortæller hun om første gang, hun præsenterer sin kunst for en kurator. ”Det var min entre i kunstverdenen!” 

Man mærker Laura Poitras’ store ømhed for hovedpersonen og respekten for Nan Goldins livslange kamp for at aftabuisere emner som misbrug, partnervold og psykiske lidelser. 

”Det er de forkerte ting, der bliver holdt private i dette land,” lyder en nøglesætning i filmen. 

Hvis det stod til Nan Goldin, skulle hele Sackler-familien i fængsel, men i stedet indgik de sidste år en aftale om immunitet mod at betale en milliardbøde, som de næppe mærker på kistebunden. 

Men ved at give ordet til ofrene og vise sandheden kan Goldin få kunstverdenen til at vende familien ryggen, så de mister den blodkøbte anerkendelse, de har nydt godt af i et halvt århundrede.