På film repræsenterer hiphop den store afroamerikanske drøm.
Rapmusik kan bane vejen for den intellektuelle arbejderknægt, der med klarsyn formår at formulere indignation over racisme og andre uretfærdigheder. Sådan går fortællingen om Tupac Shakur da også i den omfattende biopic All Eyez on Me.
Black Panther-mor Afeni (Danai Gurira) opflasker ham med borgerrettighedsbevægelsens revolutionære ideologi, og hun sætter samtidig sin søn til at læse om, hvordan det går med Mandela i Sydafrika.
Tupac (Demetrius Shipp Jr.) vokser op og læser Shakespeare. Ordekvilibristen får nemt en pladekontrakt.
Rammen for All Eyez on Me er et fiktivt interview med den nu voksne rapstjerne fra et fængsel i 1995, hvor han lover journalisten, at han vil fortælle hele sandheden om sit liv.
Her indfinder sig med det samme en skepsis.
For sandheden kommer uhyre sjældent fra én mund, og desværre forfalder det panegyriske, biografiske drama ofte til at frikende Tupac for ansvar i rapperens mange konflikter.
Den tumultariske historie om den skelsættende musiker besidder dog mange fængende lag, og filmen kommer bredt omkring ved at skildre Tupacs liv med snorlige kronologi i næsten to og en halv time.
Demetrius Shipp Jr. har en slående fysisk lighed med Tupac, og den 28-årige skuespiller formår at fremmane en aura af selvsikker skarpsindighed med sine store, intelligente øjne, der roligt registrerer og bearbejder den verden af kaos, som omgiver ham.
Ingen kan få ham til at føje sig, og når samfundet forsøger på opdragelse, rapper han kun vredere – med mere succes i tilgift.
Instruktør Benny Boom synes særdeles godt inde i sit stof. Til gengæld lever han lidt for godt op til sit bombastiske efternavn, når han går over til at fortolke de forskellige episoder i 2Pacs liv.
Det skorter på subtilitet, når ethvert slagsmål tilføjes alt for høje smask-lyde, og da Tupac finder en kvinde, han synes er vældig sød, havde Boom ikke behøvet accentuere romantikken med et ligegyldigt indklip af en californisk solnedgang.
Og hvorfor skal vi i slowmotion se hiphop-helten tænde en smøg? Det kommer til at fremstå som rent gokkeri i en film, hvor enhver er plastret til med guldsmykker.
Den simple fortælling om Tupacs bevægelse væk fra sine rødder har langt mere at byde på.
Han startede sin karriere som en frenetisk historiefortæller, der med brutal socialrealisme skildrede samfundets uretfærdighed og voldsspiraler, hvilket man kan høre på nummeret Brenda’s Got a Baby.
Men det kan være svært at se klart i evigt spotlys, og All Eyez on Me er klart mest fascinerende, når den dvæler ved de indre kampe, Tupac oplever. Det er sin sag at gå fra barndommens borgerrettighedsidealer til at lave festhits om sex.
Selvfølgelig påvirkes man kunstnerisk af et liv, hvor der er så mange afklædte kvinder omkring én, at man kan bruge balder som pude.
De fleste kender Tupacs skæbne og ved, hvordan filmen ender. Alligevel formår All Eyez on Me at opbygge en ulmende og tiltagende utryghed mod slutningen, da først Tupac skriver under med det voldsforherligende pladeselskab Death Row.
Her møder vi mange af de samme hiphop-legender som i Straight Outta Compton (2015). Særligt Jarrett Ellis skal roses for at ramme Snoop Doggs pot-døsige diktion.
Benny Boom vælger filmen igennem at kannibalisere Tupacs mange hits, så bidder af rap-oeuvret fordeles ud over den lange spilletid. Det er et velfungerende og modigt valg, som desværre kommer til at stå alene.
Hyldesten bliver simpelthen for tyk, når Tupac på scenen fremstilles som en glinsende afgud, der regerer hele salen med mikrofonen som sit scepter.
Kommentarer