Alle ved det

Hvor sandsynligt er det, at en iransk instruktør med speciale i sociale fodlænker, armod og dobbeltmoral kan lave en troværdig film om et spansk overklassebryllup – tilmed med skuespillerparret Javier Bardem og Penélope Cruz på toppen af kransekagen?

Tja, hvis nogen skulle kunne, er det den dobbelte Oscar-vinder Asghar Farhadi (Nader og Simin – en separation og Sælgeren).

Han formåede at ramme både fransk middelklasse og migrantkultur i mellemgulvet med sin første film uden for hjemlandet, Fortiden, men med to Oscars for iranske produktioner i livremmen kan han ikke beskyldes for faneflugt.

Efter syv film – alle fremragende – under man gerne Farhadi muligheden for at prøve kræfter med noget vildere end kammerspillet og de begrænsninger, censuren i Teheran tillader.

Det gør han i Alle ved det.

En kosmopolitisk storfamilie samles til flere dages fest med hacienda-skabene fulde af skeletter. Alligevel er det den første af Farhadis film, jeg er blevet skuffet over.

Instruktøren har ikke solgt sin personlighed og final cut for ussel mammon. Der er masser af Farhadis menneskekundskab i filmen. Men Alle ved det er i glimt skæmmet af overspil og et trættende fokus på det åh­ så ­spanske lokalsamfund med kirketårne og drueklaser.

Melodramaet og turistens blik har kort sagt sneget sig ind på Farhadi, hvis styrke normalt er psykologisk troværdighed, miljøforståelse og prunkløshed.

Mens familien er samlet til bryllup, rammer en strømafbrydelse. I forvirringen forsvinder den rebelske teenagepige Irene fra sit værelse. Er hun stukket af eller blevet bortført?

Moren Laura (Penélope Cruz) er alene om at håndtere chokket. Hendes argentinske mand Alejandro (Ricardo Darín) er af mystiske årsager blevet hjemme. Så hendes ekskæreste og familie-haciendaens nuværende bestyrer, Paco (Javier Bardem), tager over på detektivfronten.

Mystikken breder sig. Hvorfor er det Pacos kone, Bea, der modtager afpresnings-sms’erne, som tikker ind i de følgende dage?

Manuskriptet er som altid hos Farhadi ekstremt raffineret. Vi får hele tiden overraskende bidder af informationer, der på skift sender motiver i favnen på næsten alle implicerede. Gidseldramaet bliver spundet ind i en endnu mere interessant familiekonflikt om gammel kærlighed, gammel gæld, hemmelige relationer og en rand af migrantarbejdere.

Tilsammen giver det dramaet et præg af god og solid, men også gammeldags Agatha Christie­-krimi med klassekamp foldet ud i markhøjde.

Grundmotivet med den forsvundne, unge kvinde kan siges at være en variant af Farhadis første mesterværk, About Elly, der vandt Sølvbjørnen i Berlin, men ikke kom i danske biografer. I den film er omdrejningspunktet forbudt kærlighed blandt en gruppe iranske unge samlet på sommerhustur, mens korthuset er stablet betragteligt højere i Alle ved det, og måske derfor knager det til tider i konstruktionen.

Til gengæld er det en film med bredere appel end mange af instruktørens tidligere. Den rummer ikke de elementer af fremmedhed, som Farhadis iranske dramaer gør (patriarkalsk retssystem, blodpenge, islamisk politi og uudtalte sociale spilleregler), og skuespillet sprudler af fyrigt middelhavstemperament.

Penélope Cruz er en konstant intens tilstedeværelse og folder sig ud i et psykologisk velmotiveret hysterianfald. Javier Bardem gør fantastisk brug af sin landarbejderfysik som Paco, der har det bedre overskrævs på en traktor end som klanoverhoved med ordet i sin magt.

Den iranske mester har skabt sin første film, der ikke skiller sig ud med ekstraordinære kvaliteter.

Men for dem, der har deres første Farhadi-­oplevelse til gode, vil filmen næppe virke ordinær. g for de trofaste støtter viser den trods alt, at instruktøren hverken er blevet træt af at søge nyt land eller at udforske det grågrumsede landskab af menneskelig etik.