Allied

Brad Pitt lander ubesværet med faldskærm i Marokkos ørken. Sådan åbner Robert Zemeckis’ nye romantiske actiondrama Allied, og filmen har en fin første halvleg.

Pitt spiller den canadiske efterretningsofficer Max Vatan, der i året 1942 får til opgave at infiltrere det Vichy-styrede Marokko og uskadeliggøre landets tyske ambassadør.

For ikke at blive afsløret har Vatan finpudset sit franske, og han udgiver sig for at være parisisk ingeniør. Oven i hatten bliver han tildelt en falsk kone. Hun er fransk, hedder Marianne Beauséjour (Marion Cotillard) og kommer fra den franske modstandsbevægelse.

Hun er blevet ansat på ambassaden og sammen kan parret ubemærket komme med til de fine selskaber, hvor den tyske elite er at finde i Casablanca.

Vatan er stiv i betrækket fra start, men hans forlorne kone bløder ham op og får ham til at virke som reel ægtemand fra Paris. Deres første kys er fra mund til pande, men med tiden bliver kyssene mere hede og grænsen mellem at lege forelskede og være forelskede udviskes i ørkensandet.

Efter et actionbrag, hvor parret dræber tyskere med pletskud, så selv Indiana Jones ville blive imponeret, frier Vatan i sin adrenalinrus til Beauséjour. Det ender med et ægte bryllup, en lille pige og en lejlighed i London.

Efter at have levet et stille år som nybagt ægtepar bliver Vatan pludselig konfronteret med en ubehagelig anklage fra efterretningstjenesten. De er overbevist om, at hans kone er tysk spion!

Vatan får ordre om at teste sin kones identitet, og hvis hun viser sig at have mere bratwurst end frølår i blodet, skal han dræbe hende øjeblikkeligt for forræderi.

Det er et stærkt dilemma, og filmen har bestemt en nerve, som holder historien kørende. Filmen låner fra filmklassikeren Casablanca på en vellykket måde, som fanger stemningen uden at kopiere. Dog er slutscenen nærmest taget ud af filmen fra 1942 (som også er året, hvor parret mødes i byen), men udfaldet er noget voldsommere i Allied.

Der er knitrende kemi mellem Pitt og Cotillard i første halvdel, men den falmer efter, at parret kommer til London, hvor den romantiske Casablanca-stemning forsvinder.

Replikkerne, som i forvejen var stive, kommer til at virke opstyltede, og parret ligner for meget to stjerneskuespillere, som spiller et lykkeligt par. Den interessante historie bliver sølet ind i overdramatiserende indfald, som får situationerne til at virke urealistiske.

Eksempelvis bliver deres datter født på åben gade, mens byen bliver bombet. Der er larm og rædsel, men da datteren bliver født, forsvinder de ubehagelige lyde, og folk stopper endda op på gaden for at klappe.

Til en fest hjemme hos ægteparret styrter en flyver også pludselig ned i deres baghave. Det er tydeligvis for at understrege, hvor beskyttende Vatan er over for sin lille familie, og hvordan krigen står i vejen for hans og konens kærlighed.

Men det kunne være gjort mere subtilt.

Manuskriptforfatteren Steven Knight sigter efter det store drama, men flere af filmens actionscener forstyrrer historien.

Scenen, hvor parret har sex i en bil under en sandstorm, er virkelig flot, sexet og romantisk. Men vi behøver ikke at se Brad Pitt sprænge et pansret køretøj fyldt med tyske soldater i luften for at forstå, hvor desperat han er for at få sandheden om sin kone at vide.

Underlægningsmusikken er også alt for styrende og er med til at pakke filmen ind, så den til forveksling ligner en hvilken som helst anden blockbusterfilm.