Danske folkeskoleelever mødte efter sommerferien op til en ny folkeskole. En længere skoledag, flere dansk- og engelsktimer, og en times aktivitet om dagen er blandt tiltagene i den nye skolereform. Men har børn og unge egentlig brug for al den undervisning? Skader det mere, end det gavner?
Det mener den østrigske instruktør Erwin Wagenhofer, der i dokumentaren Alphabet sætter spørgsmålstegn ved de grundlæggende strukturer i uddannelsessystemet.
Til åbningsbilledet af en ultralydsscanning, efterfulgt af allegoriske, øde ørkenlandskaber, får vi forklaret filmens pointe af forskeren Ken Robinson.
Forskning har vist, at 98 procent af børn i alderen tre til fem år mestrer såkaldt divergent tænkning. Tankegangen er en del af den kreative proces og evnen til at se problemer fra en række synsvinkler. Men evnen forsvinder, i takt med at børnene bliver uddannede, og fra atten år og opefter er der kun to procent tilbage, der kan tænke divergent.
En interessant problemstilling, som desværre bliver mere og mere uinteressant gennem filmen.
Forsker Yang Dongping beskæftiger sig med det kinesiske uddannelsessystem, som er præget af en hård konkurrencementalitet. Eksamener og certifikater er blevet en hel industri i sig selv, hvilket hænger sammen med landets overgang til markedsøkonomi.
Det er i hvert fald, hvad vi får fortalt. Men der bliver ikke stillet spørgsmålstegn ved teorien, og der bliver ikke gravet dybere.
Wagenhofer begår selv den dødssynd, han prøver at skildre, ved ikke at tænke divergent – ikke tænke ud af boksen hverken visuelt eller fortællemæssigt.
Alphabet er fra starten fastlåst i en ideologisk følgeslutning, hvor kreativ tænkning og kapitalisme modstilles.
Ud over at være en sær modstilling, når man eksempelvis tænker på hele Silicon Valleys fokus på innovation og kreativitet i kapitalistisk øjemed, er det også afgørende for den træge fremdrift i filmen.
Wagenhofer hopper fra Kinas konkurrenceprægede unge til målorienterede slipsemænd i McKinsey & Company. Dertil flere talking heads, neurobiologen Gerald Hüther og tidligere direktør i Deutsche Telekom, Thomas Sattelberger. Men man kommer ingen vegne, da aktørerne blot gentager filmens katagoriske udsagn uden at komme med belæg for det.
Personerne er filmet ualmindeligt kedelige steder: bag skrivebordet, til en forelæsning eller på et kursus. Dækbillederne til de forskellige voice-overs er ofte filmet uskarpt ud af en bus eller et tog og er omtrent lige så inspirerende som en tysk diktat.
Filmen stiller skarpt på to eksempler som argument mod det eksisterende skolesystem.
Pædagogen Arno Stern – eller som han selv beskriver sin jobfunktion: ”tjener i maleleg” – mener at dans, musik og maleri burde være børns hovedaktivitet. Så kommer resten af sig selv. Gennem en årrække har han bestyret et atelier, hvor byens børn får lov til at male lige, hvad de har lyst til. Sterns søn, André, har aldrig modtaget nogen form for undervisning, men er alligevel endt som en virtuos guitarbygger.
En anden solstrålehistorie er Pablo Pineda, der som den første europæer med Downs syndrom har opnået en universitetsgrad.
Hvorfor Wagenhofer har valgt at fokusere lige præcis på de to alternativer, melder historien ikke noget om. Skal vi helt droppe uddannelsessystemet? Skal vi gøre som far Arno og lade børnene passe sig selv? Og er Pineda ikke snarere et bevis på uddannelsessystemets styrker end dets svagheder?
Filmens konklusion er fastlagt fra starten, men argumenterne fremstår vage, personerne skødesløst valgt, og dramaturgien rodet. Det står aldrig rigtig klart, hvad arbejdsløshed, kapitalisme og de forskellige aktører har med den divergente tænkning og skolesystemet at gøre.
Resultatet er, at vi ikke hører efter. På trods af, hvad vi har lært i skolen.
Kommentarer