Den fjerde film om Alvin og de frække jordegern med undertitlen På farten fortsætter i den præcis samme rille som de tre foregående film om de små gnavere.
Opskriften bag filmene er enkel nok. De tre talende jordegern Alvin (Jens Andersen), Theodore (Peter Secher Schmidt) og Simon (Jens Jacob Tychsen) opfører sig som små, charmerende mennesker, bor hos den enlige mand Dave (Mads Knarreborg) og kommer konstant ud på eventyr.
Ingen i filmens univers lader tilsyneladende til at studse over, at en granvoksen mand betragter tre jordegern som sine børn og endnu færre undrer sig over, at de små gutter kan tale og synge.
Det er ligesom en del af filmens præmis. Og det er der jo i sig selv ikke noget i vejen med. Især ikke, når filmen er tiltænkt børn og barnlige sjæle.
Vi starter til en fest, som er meget symptomatisk for den tone, filmen lægger for dagen. De tre kække jordegern folder sig ud og inviterer alle deres 50 nærmeste venner til en ungdoms-ravefest i baghaven.
Det bliver deres ”far” Dave naturligvis ikke begejstret for. Men som resten af filmens personer kan han maksimalt være sur i ti sekunder ad gangen, så han køler hurtigt af igen.
Hurtigt udvikler filmen sig til enroad movie. Da Dave rejser til Miami sammen med sin nye kæreste Samantha, beslutter Alvin, Theodore og Simon at følge efter ham østpå. De tre jordegern tror, at Dave vil fri til Samantha, og det vil de for alt i verden forhindre.
Gnaverne er nemlig både bange for, at Dave vil glemme dem, hvis han gifter sig, og stærkt utilfreds med Samanthas søn Miles, som kan blive deres nye bror. Miles og jordegerne har denne frygt tilfælles, så de beslutter sammen at drage til Miami for at forhindre Daves frieri.
Har man allerede nu en formodning om, hvordan handlingen udvikler sig, er den formentlig rigtig. Alvin og de frække jordegern 4 – På farten er nemlig lige akkurat så forudsigelig og uopfindsom, som man kunne frygte.
Og alligevel er handlingen mest af alt en række løst forbundne scener, hvis formål synes at være en undskyldning for at bryde ud i sang og dans.
Netop musik og sang er en stor del af Alvin og de frække jordegern-filmenes dna. Og respekt for det. Problemet for alle fire film er bare, at det for ofte er intetsigende og tilfældigt udvalgt pop, der skamløst brages ud i æteren. Og så højner jordegernes high pitched-musestemmer bestemt ikke niveauet.
Rent teknisk er synkroniseringsarbejdet i den dansksprogede udgave af filmen også under niveau. Nærmest konsekvent er de danske stemmer et splitsekund forsinket, og det er i længden forstyrrende.
De underholdende øjeblikke i Alvin og de frække jordegern 4 – På farten kan tælles på én hånd, og jeg tvivler stærkt på, om et yngre publikum vil finde den meget sjovere. Filmens jokes er så platte, at Miles undervejs sågar selv indrømmer det. Det er lidt af en falliterklæring.
Karakterne er jævnt kedelige og dybt utroværdige. Man tror ganske enkelt ikke på dem som mennesker. Især de to voksne Dave og Samantha er for uinteressante. Så ironisk nok er de tre jordegern næsten de mest menneskelige.
”Der findes mange former for familier,” som det hedder undervejs, og det synes at være filmens eneste forklaring på, at ingen synes, det bare er lidt mærkeligt, at en voksen mand bor sammen med tre talende jordegern.
Alvin og de frække jordegern-universet har sin oprindelse i 1950’ernes USA, hvor den syngende jordegern-trio gik under navnet The Chipmunks. Umiddelbart har Alvin, Theodore og Simon da også en charmerende og legesyg appel.
Desværre drukner elskeligheden i en film, der i mangel på gode idéer bare skruer op på alle knapperne. Man skulle ikke tro, at det var muligt, men fjerde film om Alvin og de frække jordegern har sænket niveauet.
Kommentarer