Det er et vanvittigt og fanatisk ambitiøst projekt, som Peter Madsen og Kristian von Bengtson kaster sig over i Max Kestners nye dokumentar, Amatuers in Space.
Filmen er et portræt af de to entreprenante mænds utrættelige kamp for at realisere deres ultimative drengedrøm: At sende et menneske ud i rummet, vel at mærke i en hjemmebygget rumraket.
Drømmen vil bringe Danmark i liga med rumnationer som USA, Rusland og Kina.
Både Peter og Kristian dedikerer sig selv til projektet og deres forening Copenhagen Suborbitals. De er amatører i den forstand, at de elsker deres arbejde, og det er det, titlen antyder. Men de prioriterer også deres liv ved siden af raketbyggeriet forskelligt, og langsomt begynder konflikten mellem de to alfahanner at vokse.
En konflikt, der i sidste ende betyder, at de ikke kan fortsætte med at samarbejde om deres fælles drøm.
Amateurs in Space beskrives som en dokumentarfilm, og snart skal den dyste i hovedkonkurrencen på verdens største dokumentarfilmsfestival IDFA i Amsterdam.
Men Max Kestner, der før har lavet film som Rejsen på ophavet (udgivet på Ekko-dvd #2) og Nede på jorden, er en filmskaber, der ofte leger med stil og former og sætte sit eget særprægede fingeraftryk på sine film. Det gør han også i Amateurs in Space, men på en mere afdæmpet måde.
Nemmest er det nok at sige, at Kestner benytter nogle af spillefilmens virkemidler, men det er samtidig også at forklejne det hele en smule.
For når der både er krydsklipning, montager og underlægningsmusik i Amateurs in Space, virker det så naturligt, at man ikke umiddelbart studser over det, men ved nærmere eftertanke opdager det. Fortællingen om Peter, Kristian og deres raket glider ganske enkelt ubesværet i form af mange fascinerende, morsomme og medrivende scener.
Som når vi følger den spændende nedtælling lige inden et opsendingsforsøg, der opfindsomt krydsklippes med gamle arkivoptagelser fra NASA’s opsendelser i 1960’erne.
Eller når Peter og Kristian ganske tørt fortæller, at de bygger deres rumraket med stumper fra Silvan og Harald Nyborg.
I størstedelen af filmen følger Kestner tålmodigt arbejdet med raketten på traditionel dokumentarisk vis, og han har fået adgang til Peter og Kristian i mange intime og private stunder. Både hos lægen, da Peter slår hovedet og måske ændrer personlighed, og i ophedede diskussioner mellem de to opfindere.
Amateurs in Space er velsignet af en god historie og især to interessante hovedpersoner. På den anden side af konflikten fortæller Peter Madsen og Kristian von Bengtson hver for sig retrospekt om deres samarbejdes forlis. Og de er begge selvreflekteret og gode fortællere.
Især er Peter Madsen interessant som excentrikeren, der investerer mest af sin tid i projektet. Det synes han i hvert fald selv. Kristian vil gerne være sammen med sine børn i weekenderne, så om forskellen på at være amatør og professionel, fortæller Peter: ”At være amatør betyder at gøre ting, fordi du ikke kan lade være. Det der med at se sine børn, er dybt professionelt.”
Med indblik i deres mailkorrespondancer opruller filmen, hvordan deres fælles drøm kulsejler, især fordi de er uenige om, hvem der er lederen. Og mod slutningen bliver Peter nærmest paranoid og ser spøgelser over det hele, da han formår at gøre alle i projektet til sine fjender.
Som den eneste udvej må Peter og Kristian udleve deres drøm hver for sig.
Alligevel kan man ikke undgå at fatte en del sympati og forståelse for både Peter og Kristian, der både kan være pedantiske perfektionister, skændes over ligegyldige detaljer og være hjertelige kolleger med selvironi.
Paradoksalt nok knuses drømmen om sammen at sende et menneske ud i rummet i sidste ende ikke af de teknologiske begrænsninger, men derimod af de menneskelige.
Kommentarer