The Amazing Spider-Man 2

Er fem Spiderman-film på tolv år ikke i overkanten? Det korte svar er: jo.

Efter Sam Raimis tre film med Tobey Maguire i hovedrollen gav man sig til at reboote fortællingen om Peter Parker, og vi fik The Amazing Spider-Man.

Historien om Peter Parkers forsvundne forældre, Onkel Bens tragiske død, livet med Tante May og kærligheden til Gwen Stacey (i reebootet er Peter Parkers udkårne ikke længere den rødhårede Mary-Jane) blev fortalt igen – og var ikke meget andet end gammel vin på nye flasker.

Nu er toeren kommet, og det er heldigvis en stærkt underholdende omgang ramasjang.

Efter at have besejret The Lizard og vundet pigen i etteren står Spiderman over for nye og større udfordringer, da den undseelige Oscorp Industries-medarbejder Max Dillon (Jamie Foxx) ved en voldsom ulykke bliver forvandlet til Electro – et lyseblåt muskelbundt lavet af ren elektricitet.

Og da Oscorp-arvingen Harry Osborn i et desperat forsøg på at kurere sig selv forvandles til The Green Goblin, bliver det pludselig meget svært for Peter Parker at holde sammen på familieliv og kærligheden.

Kærlighedshistorien mellem Parker og den lynende kloge Gwen Stacey (Emma Stone) fylder meget i filmen, og deres forhold vipper forudsigeligt frem og tilbage. De elsker hinanden, men kan ikke være sammen, fordi det er for farligt, lige indtil …

Peter Parkers søgen efter sine forsvundne forældre kombineres med superheltens klassiske identitetskrise mellem maske og ikke-maske. Heldigvis bliver det ikke så lommefilosofisk, som man kunne frygte.

Men det betyder desværre også, at filmen næsten altid vælger de lette løsninger. Instruktøren Marc Webb trækker i stedet stikket hjem på storslået action og flotte effekter. Og New York gør sig altså godt som slagmark!

Electro er også en skurk, der gør sig godt i den hærgede storby. Men hans hævnmotiv virker mærkeligt overilet – hvis man kan sige det om en desperat superskurk, der hovedsagelig består af elektrisk strøm.

Electro bliver ellers bygget op som en karakter med noget på spil, en spændende skurk, der vakler mellem det gode og det onde. Men så snart han får sine elektriske superkræfter, er han ren og skær – og kedelig – ondskab.

Harry Osborn har derimod noget på spil. Hans maniske forvandling til The Green Goblin er glimrende dæmonisk spillet af Dane DeHaan. Sorgen over at føle sig forrådt og dødsmærket fra en arvelig sygdom giver ham et had og en frygt, der er en uhyggeligt effektiv drivkraft for en superskurk.

Der er i det hele taget godt med skurke i The Amazing Spider-Man 2: Electro, Green Goblin og Paul Giamatti i en meget kort optræden som den bindegale ansigts-tatoverede russer Aleksei Systevich, der siden bliver til næsehornsrobotten Rhino.

Andrew Garfield er også en bedre Peter Parker/Spiderman end den lidt for nuttede Tobey Maguire. Han er både kæk og kæphøj – og enormt sej på sin egen kejtede måde. Også selvom det er at se en 31-årig mand rende rundt og spille rollen som identitetssøgende teenager.

The Amazing Spider-Man 2 er en solid og underholdende superheltefilm. Spiderman får virkelig lov til at rulle sig ud mod sine fjender, så lad os da bare få en treer, nu hvor vi er i gang.