Biografanmeldelse
24. mar. 2022 | 06:27

Ambulance

Foto | Andrew Cooper
De vidt forskellige brødre Will (Yahya Abdul-Mateen II) og Danny (Jake Gyllenhaal) går sammen om et bankrøveri for at skaffe penge til et godt formål.

Amerikansk remake af overset dansk film giver de noble intentioner fra originalen en ordentlig steroid-indsprøjtning, så det eksplosive potentiale bliver forløst.

Af Claus Nygaard Petersen

Hvordan er det lige, at en dansk debutfilm, der blot solgte 46.000 billetter, har fået et amerikansk Hollywood-remake? Endda fra action-instruktøren over dem alle: Michael Bay!

Det korte svar er corona-pandemien, fortæller danskeren bag originalfilmen i Ekko #88.

Men man forstår godt, hvad Bay har set i Laurits Munch-Petersens Ambulancen fra 2005. Filmen har en på samme tid glasklar og dybtstikkende præmis: To brødre begår et bankrøveri for at skaffe penge og stjæler under kuppet en ambulance, hvor en redder og en patient er på bagsædet.

Herefter går den vilde biljagt!

Det klæder den amerikanske genindspilning, at de noble intentioner fra originalen har fået en ordentlig steroid-indsprøjtning, så det eksplosive potentiale kan blive forløst.

I den henseende er Ambulance – som filmen hedder på engelsk – en klar opgradering i forhold til forlægget.

I stedet for Thomas Bo Larsen og Paw Henriksen er det nu Jake Gyllenhaal og Yahya Abdul-Mateen II, der indtager hovedrollerne som brødrene Danny og Will Sharp. Og nej, de er ikke blodbrødre, men gud nåde og trøste dem, som vover at påpege det.

Gyllenhaals Danny er vaneforbryder med speciale i bankrøverier, præcis som deres far var. Will derimod valgte militærvejen for netop at komme ud af det kriminelle miljø. Men da han skal bruge penge til en kræftoperation for sin kone, bliver han nødt til at opsøge broren.

Tilfældigvis skal Danny netop den dag – sikke et held! – ud på et kup med en gevinst på 32 millioner dollars, og det er alligevel et tilbud, som den tidligere Afghanistan-veteran Will ikke kan afslå.

Noget går selvfølgelig galt. Snart indfinder brødrene sig i titlens ambulance med den kvindelige redder Cam (Eiza González) og en såret betjent på bagsædet, mens de fræser igennem Los Angeles’ gader.

Actiondelen er uden tvivl den store force i det amerikanske remake.

Biljagterne på de store motorveje og trange gader bliver indfanget på spektakulær og til tider svimlende vis, når kameradroner vender og drejer sig eller suser op og ned ad bygninger.

En eksplosiv skududveksling under bankrøveriet er måske ikke helt oppe på Michael Mann’ske højder i Heat, men det er ikke langt fra, og kuglerne stryger om ørene på en, så det er en fryd.

Michael Bay (Armageddon og Pearl Harbor) kan sin metier, når det handler om at få en biografsal til at runge af bulder og brag.

Blandt de mange ændringer i forhold til den danske film har manuskriptforfatter Chris Fedak også gjort et forsøg på uddybning af karaktererne. Især redderen Cam fremstår som et mere nuanceret menneske, end det var tilfældet med Helle Fagralids figur i originalen.

Eiza González er overbevisende i rollen som falleret lægestuderende, der nu er super-ambulanceredder. Det virker meget troværdigt, at hun egentlig ikke bekymrer sig om andre mennesker, efter hun har afleveret dem ved hospitalsindgangen.

Yahya Abdul-Mateen II fortsætter med at vise, hvorfor han er en af tidens absolut mest spændende skuespillere i Hollywood. Som Will balancerer han fornemt mellem beskyttende familiefar og resolut soldat, der kan sit kram.

Omvendt er Gyllenhaal langt mere udfarende som den kriminelle bror, der for alt i verden vil undgå at blive lige så hensynsløs som deres far. Det er en god modvægt til den mere jordnære Will, selv om Danny til tider er lige lovlig øretæveindbydende.

Alle har udviklingspotentiale, og når man så tilføjer næsten al politi i L.A. og nogle voldelige gangstere, er der alt, som skal til for en vellykket actionfilm.

Michael Bays vanlige, svulstige forkærlighed for det amerikanske militær er i Ambulance erstattet af en anden slags autoritetsdyrkelse. Brandmænd, ambulancefolk og ordensmagten fremstilles som nærmest mytologiske helte i en sådan grad, at det bliver lidt kvalmt.

Men sådan er det med Bay, selv om Ambulance er en af de bedre ture rundt i instruktørens hektiske karrusel.

Trailer: Ambulance

Kommentarer

Titel:
Ambulance

Land:
USA

År:
2022

Instruktør:
Michael Bay

Manuskript:
Chris Fedak

Medvirkende:
Jake Gyllenhaal, Yahya Abdul-Mateen II, Eiza González

Spilletid:
136 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for børn over 15 år

Premiere:
24. marts

© Filmmagasinet Ekko