American Fiction

Når lysene i Dolby Theatre slukkes efter Oscar-showet, er det ikke altid de bedste film, der bliver husket.

American Fiction kan meget vel komme til at vinde Oscar-statuetten for bedste filmatisering, men den vil uden tvivl blive overskygget af Oppenheimer. Det er ærgerligt. Cord Jeffersons instruktørdebut er en af de skarpeste film om Amerika længe.

Jefferson har tidligere skrevet afsnit af de blændende komedieserier Master of None og The Good Place. I American Fiction rammer han nok en gang et tårnhøjt niveau med fortællingen om en idealistisk afroamerikansk forfatter og professor i litteratur, Monk.

”Har en af mine bøger nogensinde ændret dit liv?” spørger han (Jeffrey Wright) sin søster (Tracee Ellis Ross). ”Uden tvivl,” svarer hun. ”Mit spisebord var vakkelvornt, inden din seneste roman udkom.”

Monk har i lang tid ikke skrevet noget af værdi. Og værdi er det afgørende ord her. For Monk har skrevet, men hans forlag har ikke set salgspotentiale i almenmenneskelige historier, der insisterer på at være komplekse.

Monk kæmper benhårdt med at være sort forfatter. Han går ind i en boghandel og flytter sine værker væk fra sektionen ”African American Studies”. Hvorfor skal afroamerikanske historier være klichéer, der kan bekræfte retskafne hvide venstreorienterede i deres verdensbillede?

”Jeg tror slet ikke på race,” siger han, da redaktøren (John Ortiz) ringer. Et foredrag begynder i den anden ende af røret, mens Monk prajer en vogn. Tror han. Taxaen kører forbi og samler en hvid mand op i stedet.

Den undertrykte vrede er underspillet i Jeffrey Wrights ansigt. Monk føler, at han slås med hele verden. Under samfundssatiren bobler et menneskeligt drama.

Monk er hård ved sine sårbare og krænkelsesparate studerende. Han sendes på orlov. Væk fra kreative Los Angeles. Hjem til bundsolide Boston, hvor alle i familien er uddannet læger. Dialogerne mellem dem er sjove på groveste vis.

”Jeg er familiens sorte får,” siger Monk lakonisk, da han møder morens yngre genbo, Coraline (Erika Alexander). Det udvikler sig til en romance. Monk er hendes idé om en feteret forfatter. Hun er hans flugt fra sit eget liv.

Fotograf Cristina Dunlap (Cha Cha Real Smooth) lader kameraet søge tæt på Monk. Det vil se, hvad han ser. Vi følger ham ofte over skulderen. Det skaber en tragikomisk tone mellem de rappe replikker.

Som American Fiction skrider frem, træder dramaet for alvor i forgrunden. Monks familie er ikke i topform. Hans søskende er blevet skilt. Moren har begyndende Alzheimers.

Verden løber videre. Monk føler, at han er ved at tabe slåskampen. Han forsøger at være utilfreds idealist, men så sker der noget. 

Balancegangen mellem drama og satire samler sig til en elegant linedans. Monk må give efter.

Han kan godt se, hvad hvide mennesker vil have af en sort forfatter. Han og familien har brug for penge. Derfor skriver han en slang-ramt underklasseroman fyldt med kriminalitet. Under pseudonym udgives den med et forskud på 750.000 dollars. Snart vil Hollywood filmatisere, og romanen nomineres til en pris.

Det er lige til at grine af. Og det gør man, uanset hvilken hudfarve man har. Hvad der herfra sker, skal læserne selv opleve.

American Fiction holder sin tone, men bliver også et rørende portræt af Amerika i dag. Det er skuffende, at filmen ikke kan opleves i danske biografer. Den ville både føre til fællesgrin og store diskussioner i foyeren.

Kender alle ikke følelsen af modvilligt at gøre det, samfundet forventer, selv om det strider mod ens idealer? 

American Fiction er social satire, familiedrama og kapitalismekritik. En film om tiden. Alle amerikanere bør se den, hvis nationen igen skal i balance. Intet rækker over midten som et grin.