Det er vel nærmest uhørt, at en film bliver totalt forbigået ved Golden Globe, der uddeles af de udenlandske filmjournalister i Los Angeles, for så at blive indstillet til hele seks Oscar-statuetter. Endda i så tunge kategorier som bedste mandlige hovedrolle og bedste film.
Men det skete for American Sniper, og på en måde giver det mening. For i denne skræmmende tid vi lever i, mens Islamisk Stat vokser, Nordkorea puster sig op, og frygten for en kold krig 2.0 ulmer, er det den film, amerikanerne har brug for at se: Den bestyrker dem i, at USA er verdens nådige vogtere.
USA er her legemliggjort af Chris Kyle, landets mest præcise skarpskytte nogensinde med et kill count på mindst 160. Filmen er baseret på hans selvbiografi og er lige så tro, som hvis hans egen mor havde instrueret den. I virkeligheden havde Kyles godhed vist lidt grå nuancer – for eksempel skal han have beskrevet irakerne som ”barbarer”, som det var ”sjovt” at dræbe.
Hos Clint Eastwood og manuskriptforfatter Jason Hall er han en helt, en ægte amerikansk patriot, der ”vil dø for verdens bedste land”. Vi følger ham under fire udstationeringer i Irak, hvor hans mange fuldtræffere indbringer ham tilnavnet ”Legend” og giver ham et rygte, der løber i forvejen ind i fjendens lejr.
Men først skal vi et smut forbi drengeårene i Texas og Kyles tid som rodeorytter. Der bliver lagt en del plotmæssige landminer ud, især rundt om den blødere lillebror Jeff, men de bliver aldrig udløst, og man kunne derfor ønske sig, at Jason Hall havde været mere selektiv i sine nedslag frem for denne pligtskyldige punktformskronologi. Der mangler en dramatisk bjergtop ude i horisonten, og det hele bliver lidt overfladeskøjtende i filmens første halvdel.
Efterhånden udvikler American Sniper sig dog til en solid og spændende krigsfilm.
Tom Sterns kamera indfanger flot de sandede murbrokker og affældige huse, og en fortættet klipning og et fremragende lyddesign gør kampscenerne stærke og intense. Pulsen springer et slag over, når vi kigger ned gennem Kyles kikkertsigte og venter på det rungende brag med tilbageholdt åndedræt. Ærgerligt er det dog, at filmens klimaks-pletskud bliver ødelagt af en Matrix-agtig bullet time-effekt, som er malplaceret.
Den psykologiske granskning af æresmedaljens bagside overbeviser ikke. For hver gang Kyle vender hjem, har han sværere og sværere ved at lege far, mor og børn, men fordi filmen er for loyal over for sit land og sin helt til at stille de svære etiske spørgsmål, kommer vi ikke meget dybere end nervøse trækninger ved pludselige lyde.
Kyles første offer er en lille dreng, som får stukket en granat i hånden af sin mor og bliver peget hen mod en gruppe amerikanske soldater (for så onde er irakere). Umiddelbart er det en anledning til selvransagelse, men efter en kort scene er det glemt igen. Også filmens slutning er alt for nem og forhastet.
Bradley Cooper, der tog atten kilo muskler på til titelrollen, er ellers troværdig i hvert sekund med overarme som træstammer, granitkæben skudt frem og en overbevisende sydstatsaccent. Det er en fuldbyrdet transformation fra den Cooper, vi kender fra Tømmermænd-trilogien og David O. Russells film, og hans velkalibrerede gestaltning af Kyles simple, men agtværdige drivkraft og hans voksende angst er karrierens bedste. Den fjerde stjerne er kun hans.
Sienna Miller er også god som hans stadigt mere fortvivlede kone, selvom det snævre fokus på Kyle gør det svært for tilskueren at engagere sig i bipersonerne.
Et af problemerne med filmen er en umiskendelig lighed med Kathryn Bigelows The Hurt Locker, der vandt en Oscar for bedste film i 2010 og bare gør det hele lidt bedre end American Sniper. Ligesom Bigelow vil Eastwood gerne sige noget om krigens afhængighedsdannende væsen og psykologiske omkostninger, men han bryder desværre af, før han kommer til at sige noget kontroversielt.
Kommentarer