Norske biopics har ofte været temmelig rendyrkede helteskildringer.
Sammen med makkeren Joachim Rønning har instruktør Espen Sandberg lavet to af de mest kendte og mest sete: Max Manus og Kon-Tiki, som handler om henholdsvis modstandsmanden Max Manus og eventyreren Thor Heyerdahl.
Det kan imidlertid virke, som om denne trend er blevet vendt.
Først med Anne Sewitskys Sonja, som tegner et lidet flatterende portræt af skøjtedronningen og Hollywood-stjernen Sonja Hennie. Og nu med Amundsen – Espen Sandbergs solodebut, efter han og Rønning bestemte sig for at søge arbejde hver for sig efter Pirates of the Caribbean: Dead Men Tell No Tales – som også viser usympatiske sider ved den kendte polarfarer.
Tidligt i filmen planter Amundsen (Pål Sverre Hagen) og hans hold det norske flag som de allerførste mennesker på Sydpolen. Den scene ville have været klimakset i en film, som kun handlede om det berømte kapløb sydpå med englænderen Robert F. Scott.
Også Amundsens mangeårige sejlads langs isen i Nordøstpassagen og hans senere rejse til Nordpolen samt diverse hændelser før og mellem de spektakulære ekspeditioner er taget med. Alt det har sikret Roald Amundsens navn en plads i historiebøgerne.
Som ramme for de storslåede begivenheder benytter filmen sig af samtaler mellem Roald Amundsens sidste kæreste Bess Magids (Katherine Waterston) og hans bror og tidligere samarbejdspartner Leon (Christian Rubeck), der har svært modstridende syn på hovedpersonen.
Det udgør også filmens tematiske kerne, fordi instruktør Sandberg og manusforfatter Ravn Lanesskog netop synes at diskutere, hvem Roald Amundsen var, og hvad der drev ham.
Samtalerne er et lidt for åbenlyst greb, og ønsket om at favne meget gør også, at man mister noget undervejs.
Særligt kunne man være kommet tættere på Amundsens forhold til fortrinsvis gifte kvinder. Scenen om hans brud med broren får heller ikke hele den følelsesmæssige kraft, den burde have. Men det fungerer ikke desto mindre godt som et strukturerende bindingsværk, der får de uegale ekspeditioner til at fremstå som brikker i et studie af en viljestærk og sammensat karakter.
Derudover fremhæver det filmens fokus – for den er naturligvis ikke uden fokus – på Roald Amundsens forhold til broren. Med det bliver Amundsen en betimelig oprejsning til Leon Amundsen, som langt hen ad vejen er blevet glemt af eftertiden, selv om han spillede en central rolle i planlægningen og finansieringen af ekspeditionerne.
I bitterhed skrev Roald Amundsen ham nemlig ud af sin selvbiografi.
De strabadserende ekspeditioner var heller ikke foruden menneskelige ofre i bogstavelig forstand, og det bliver effektivt og gribende behandlet i filmen.
Pål Sverre Hagen spiller også hovedrollen som Thor Heyerdahl i Kon-Tiki, men han har gennemgået en imponerende forvandling for at træde ind i rollen som Roald Amundsen – godt hjulpet på vej af et fremragende sminkearbejde.
Både han og Christian Rubeck som Leon gestalter deres karakterer i aldre langt over deres egen gennem store dele af filmen, men hele tiden med stor troværdighed. Rubecks finstemte samspil med Katherine Waterston giver desuden den nødvendige emotionelle tyngde til deres mange dialoger, som ellers let kunne være blevet statiske.
Amundsen efterlader stadig mere at udforske om den berømte polarforsker, men giver interessant indsigt i både hans meritter og drivkraft. Skal man tro filmen, handlede det nok så meget om at sætte rekorder som om at lave forskning.
Kommentarer