Amy

Intet er så trist som et menneske, der dør ung uden at indfri sit potentiale. Når dette menneske tilmed har en af de store stemmer i jazzhistorien, er tragedien total.

Amy Winehouse døde 27 år gammel for fire år siden og efterlod sig et eftermæle som en gudbenådet, men selvdestruktiv og stofafhængig sangerinde, der overfusede fans, slog ud efter fotografer og slingrede sig beruset og bedøvet gennem koncerterne.

Det vil Asif Kapadias mesterlige dokumentarfilm ændre på.

Fra allerførste scene trækker den britiske instruktør tæppet væk under forventningerne og viser fjortenårige Amy i selskab med veninderne på trappen i et typisk britisk rækkehus. Hun har hverken mascara, tatoveringer eller franskbrødshåret, der skulle blive hendes varemærke. Hun er en ganske almindelig teenager, lige indtil hun bryder ud i sang og afslører en stemme af nærmest overjordisk skønhed.

Det løber én koldt ned ad ryggen, fordi den dybe, voksne stemme slet ikke passer til den uskyldige lillepige. En gammel sjæl i en ung krop.

Da Amy nogle ganske få år senere gør sin entré i et musikselskab, oplever selskabets mand hende som ”a force of nature”, og han beder i sit stille sind: ”Please be good!”

Hun er god, vanvittigt god, og resten er historie, en uendeligt trist historie. Kapadia folder den kronologisk ud med et righoldigt arkivmateriale – fra sjældne tv-interviews over koncertoptagelser til private hjemmevideoer – mens venner, familie, musikerkolleger og samarbejdspartnere beretter om fænomenet og mennesket.

Det leder tankerne hen på den lovpriste Montage of Heck, men hvis det kalejdoskopiske Cobain-portræt var psykedelisk støjrock, er Amy-filmen en enkel og indtrængende ballade.

Kapadias genistreg er, at vi kun hører stemmerne fra nutiden, så vi billedmæssigt undgår den biografiske dokumentargenres tunge spring mellem fortid og nutid. Det er suverænt sammensat og giver filmen en visuel og dramaturgisk mættethed, som man ellers kun kender fra fiktion.

Filmisk åndemageri vækker på den måde Amy Winehouse tilbage i live igen. Vi hører naturligvis også hendes jazz/soul-sange, som hun selv skrev, og ved at gøre dem til en rød tråd i fortællingen – og anføre lyrikken på lærredet – viser instruktøren, hvordan Amy konsekvent kommenterede sit eget liv.

Uden at skjule hendes skyggesider oplever vi et sjovt, fandenivoldsk, rapkæftet, sårbart og intelligent menneske, som hungrede efter kærlighed og kun fandt den i musikken. ”Love is a loosing game,” som hun synger.

Nedturen med spiritus og stoffer er hjerteskærende, fordi Kapadia viser, at det kunne være gået anderledes. Amy var nok en vildbasse, men hun faldt også for usunde mænd, og hun manglede en familiebase, der kunne have holdt hende på jorden og været et helle i mediestormen.

On-and-off-kæresten Blake Fielder-Civil introducerer hende for hårde stoffer, og faren Mitch Winehouse, der var fraværende i store dele af hendes barndom, melder sig pludselig på banen, da hun får succes. Han fremstår som en ualmindeligt usympatisk, medieliderlig mand, der får travlt med at udgive bøger, lave dokumentarer og talk-shows om sin elskede datter.

Da hun anoreksitynd har søgt ly på øriget Saint Lucia, kommer han anstigende med et kamerahold, og hun får en regulær skideballe, fordi hun forståeligt nok ikke har videre lyst til at lade sig fotografere sammen med et par tilfældige fans.

Ifølge Amy er årsagen til hendes desperate søgen efter kærlighed, at faren forlod moren for en anden kvinde, da Amy var ni år gammel. Det er så banalt, at man tror på hende.

Mitch og Blake har bekendtgjort, at de overvejer at lave en moddokumentar. Man kan kun ønske dem ”good luck”, for det bliver noget af en opgave.

Farens svigt bliver sat i relief af en rørende scene, hvor Amy kort før sin død skal indspille en version af jazz-klassikeren Body and Soul med sit store idol, Tony Bennett. Hun går i stå på grund af præstationsangst, men Bennett beroliger hende og bliver et øjeblik den far, hun aldrig har haft.

Men også medierne (og dermed os alle sammen) bærer et ansvar for hendes skæbne, viser Amy. Man ville ønske, at samfundet slog en beskyttende ring om de få store talenter, naturen skænker os, men i stedet udsætter vi dem for et umenneskeligt pres, som kun de færreste kan klare. Det er ubærligt at se, hvordan Amys opløsning ikke bare sker for åbent tæppe, men også bliver en omvandrende vittighed.

Ingen griner dog efter Asif Kapadias film, der ligesom hans gennembrud Senna – om den brasilianske formel 1-kører Ayrton Senna – er et moderne helteportræt af et fuldhjertet menneske, der gav alt, hvad hun havde i sig, for at skabe enestående oplevelser for publikum og måtte betale med sit eget liv.

Amy Winehouse nåede gudskelov at skabe to udødelige plader, og nu har mennesket bag dem fået et ærligt, overvældende og frem for alt værdigt eftermæle.