Anchorman: Fortsat flimmer på skærmen

Denne anmeldelse kommer til at være lige så lidt sammenhængende som den meget skønne og åndssvagt sjove film, der skal anmeldes. Men til forskel fra filmen, der hvert tiende minut cirka stopper op og forsøger at komme i tanke om, hvilke plot-plimsollere den har egentlig har søsat, vil jeg ikke engang lade, som om der er en sammenhæng.

Alt plasker til alle sider her.

Sammenhæng er i det hele taget overvurderet, både i anmeldelser og i film: Den nye Filmskole-rektor, som da vistnok har et eller andet slags ansvar for manuskriptet til Lars von Triers stolt og radikalt digressive Nymphomaniac, bør straks arrangere en masterclasss i sammenbrud, naturligvis medWill Ferrell som classy mester.

Stjernen i og bag Anchorman er hele tiden i Sverige, men aldrig i Danmark – fordi han har en svensk kone, ja, ja, men det er stadigvæk uretfærdigt!

Jeg lo for højt og vedholdende ved pressevisningen til at høre, hvor meget de andre anmeldere grinede. Senere på dagen, ved en socialt engageret digtoplæsning i Mariakirken på Vesterbro, på papiret det stik modsatte af en Will Ferrell-film, mødte jeg Politikens kapable chefanmelder Kim Skotte, der konstaterede, at han ligesom jeg havde moret sig betydeligt.

Men jeg vil vædde med, at filmen ingen steder, bortset måske fra Metroxpress, får mere end fire hjerter/stjerner. Hvilket sikkert også er retfærdigt nok, hvis man ser på filmen som en helhed og en sammenhæng, men ikke hvis man som jeg ser den som en flerhed og et sammenbrud.

Og det kan godt være, at der ikke er helt så megen fri og vild og sublim grinagtighed som i den første Anchorman – og suk, mit eneste rigtige suk: Hvorfor dog inkludere en ny jazzfløjte-scene, når eneste nye ide er jazzfløjte på is, havde det så endda været jazzfløjte på månen, i astronautkostume!? – men det betyder jo bare, at den første Anchorman burde have fået mindst seks stjerner og hjerter og overskæg.

Den prætenderede sammenhæng er, at 70’er-nyhedsværten Ron Burgundy fyres af både tv-stationen og sin kone (og kollega). Han går i hundene, eller rettere delfinerne, bliver hyret af en CNN-agtig 24-timers-nyhedsstation sammen med sit gamle nyhedshold, og da de opfinder moderne nyheds-overfladiskhed – biljagter i real time, sportshøjdepunkter og søde dyre-indslag – får de en vældig succes, der selvfølgelig hurtigt går i hybris- og nemesis-mode.

Men alt det er jo bare et net, et grid, for den reelle mangel på sammenhæng mellem autonomt og (tilsyneladende) spontant eksploderende scener og karakterer.

Sammenhængsløshed kan sjovt nok opleves som langt mere direkte kommenterende på ens eget dag-til-dag-liv end sammenhæng, fordi formen er en fragmentationsbombe, der eksploderer til alle sider. For eksempel læste jeg til den socialt engagerede digtoplæsning op af tre danske digtere, der benytter sig af VERSALER: Broby Johansen, Michael Strunge og Yahya Hassan.

Og i mit hoved ekkoede et kort klip i begyndelsen af filmen, fra en montage med Ron Burgundys mest gloriøse fuck ups for åben skærm, hvor Ron skriger af fuld hals, fordi teksten på teleprompteren er skrevet med STORE BOGSTAVER (i det hele taget bliver der skreget fantastisk og forløsende meget i filmen, mere eller mindre uartikuleret, ikke mindst af den hellige idiot, Steve Carells vejrmand Brick, som da han opdager, at han ikke er død).

Og apropos Yahya Hassan har jeg de seneste dage deltaget i flere diskussionstråde på Facebook om en svensk kritiker, der mener, at en hvid offentlighed automatisk læser og bruger ikke-hvide beretninger om en voldelig opvækst racistisk, af hvilken årsag hvide digtere som Yahya Hassan og den svenske kritiker ikke bør berette den slags beretninger (en forkrøblende politisk korrekthed, synes jeg nok).

Og her linkede to scener fra filmen sig gloriøst upassende på: Da Ron Burgyndy og nyhedsholdet bliver præsenteret for deres nye job, og Ron ikke kan holde op med at råbe ”BLACK” op i hovedet på sin sorte chef, og Brick fortæller, at han er bange for sorte, fordi han hele tiden bliver forfulgt af en flad, sort mand, han kalder Leon (til læsere, der ikke fatter vitsen: Det er hans skygge!).

Og da Ron er begyndt at date chefen, og han er til middag hjemme hos hendes familie, og han manisk taler stereotypt sort slang, jive talk, til den pæne families store undren og forargelse. Begge positioner i debatten bliver gjort grundigt til grin her, først de pseudo-farveblinde (som mig) og så de hyper-hensynsfulde (svensker-sympatisørerne).

Hvis film nummer to ikke er helt så sjov som nummer ét, er den til gengæld mere yderliggående i sine ekstremer, den er både mørkere og mere desperat, lysere og mere poetisk.

Hvor Ron Burgundy i den første film var positivt oppe at køre på sit vældige ego det meste af tiden, skal han igen og igen ned med nakken i den nye film, kulminerende i scenen, hvor han er blevet blind og (uforklaret!) bor i et fyrtårn og får besøg af nyhedsholdet. Han forveksler alting i ét væk, mens han patetisk begræder, at han gør det. Det er på en mærkelig måde virkelig frygteligt og helt utrolig morsomt på samme tid. Men to minutter inde i scenen har den for længst ikke mere noget med noget at gøre, sammenhængsmæssigt og hæmningsløst snubler den bare derudaf.

Bagmændene Will Ferrell (hovedrolle og manus) og Adam McCay (instruktion og manus) har valgt at give betonklodsdumme Brick en god del mere plads, og det er man som tilskuer og fan dybt taknemlig for. Der er en dadaistisk ubændighed og uforudsigelighed i Bricks stupiditet – da han overtager Rons værtstol, begynder han at recitere Lille Peter Edderkop – der sjældent nås eller overhovedet sigtes efter i amerikanske komedier.

Brick finder sin soul mate i den lige så blankt umulige sekretær Chani, lige så perfekt spillet af Kirsten Wiig, som vi og Brick første gang får øje på, da hun undrende står og ser på en telefon, der ringer og ringer og ringer. Det er kærlighed ved første blik for både ham og os. Denne seriøst akavede romance er lige så uventet sødmefuld, som den er helt utrolig morsom.

Det eneste, der binder denne anmeldelse sammen, må så være, at den hele vejen igennem har haft svært ved at holde latteren tilbage, og nu går det simpelthen ikke længere, hermed dør anmeldelsen uhjælpeligt af grin:

HA!